Overenskomstforhandlinger uden realitetssans
Som forløbet hidtil har været, må det konstateres, at den såkaldt "danske model" har spillet fallit i den offentlige sektor.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ingen kan påstå sig overrasket over, at overenskomstforhandlingerne for hovedparten af de offentligt ansatte er brudt sammen. Fra første færd har såvel krav som forhandlingsstrategi fra de fagforbund, der repræsenterer de ansatte i verdens relativt største offentlige sektor, savnet realitetssans.
Alene det forhold, at de involverede fagforbund på forhånd har meddelt, at de ikke indgår nye overenskomster, medmindre at Danmarks Lærerforening får en ny arbejdstidsaftale, har givet forhandlingerne et skær af, at ambitionen hele tiden har været en storkonflikt og et lovindgreb.
Om det kommer så vidt, er endnu for tidligt at sige, men den tilsyneladende kompromisløshed, der præger retorikken fra arbejdstagerside, kan kun ses som et forvarsel om, at strejkekasserne er klar til at blive tømt.
Et kardinalpunkt er kravet om at få skrevet de betalte frokostpauser ind i overenskomsterne.
På forhånd har de offentlige arbejdsgivere gjort det klart, at der ikke har været tanker om at røre ved dette emne, hvorfor en forstandig modpart ville lytte og lade det ligge, men ikke de offentligt ansattes fagforbund. For dem er det magtpåliggende, at få cementeret retten til kun at yde 34,5 timers arbejde for 37 timers løn.
Hvis dette krav ikke er fjernet, når forhandlingerne forhåbentligt genoptages, må modsvaret fra de offentlige arbejdsgivere være, at de offentligt ansatte fremover selv betaler for deres frokostpauser for at arbejde effektive 37 timer.
Et andet krav er lønstigninger på 9,1 pct. i overenskomstens løbetid, hvilket med tidens beskedne inflation vil repræsentere en massiv reallønsfremgang, der tilmed ville være langt højere end på det private arbejdsmarked.
Der eksisterer intet plausibelt argument for lønstigninger, der overstiger prisudviklingen.
Når krav af denne kaliber fremføres, falder det tilbage på retorikken i Folketinget, hvor alt for mange partier i rent stemmefiskeri forsøger at overgå hinanden i løfter om, hvor stor væksten i den offentlige sektor skal være. Argumentet er at »sikre og udbygge velfærden«, hvilket af de offentligt ansattes fagforbund åbenbart er blevet tolket som tilsagn om fyrstelige lønstigninger, hvorefter naturligvis vil følge kravet om endnu flere offentligt ansatte.
Det ultimative krav, om at nye overenskomster ikke kan realiseres, før Danmarks Lærerforening har fået en arbejdstidsaftale, er endnu et vidnesbyrd om, at den sunde fornuft ikke sidder med ved forhandlingsbordet.
Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at det persongalleri, der forhandler de offentlige overenskomster, har siddet omkring bordet i så mange år, og derfor kender hinanden så indgående, at det er svært at gå til afgørende forhandlinger med den fornuftsbårne vilje til at nå et resultat, der præger det resultatorienterede private arbejdsmarked.
Friske øjne ville sikkert kunne gøre en forskel.
Som forløbet hidtil har været, må det konstateres, at den såkaldt danske model har spillet fallit i den offentlige sektor.
Regeringen, regionerne og kommuner har ansvaret for at styre den offentlige økonomi, så hvad nytter det at imødekomme absurde lønkrav, hvis finansieringen skal hentes via omfattende besparelser på de offentlige budgetter?
Forhåbentlig vil de offentligt ansattes fagforbund genfinde jordforbindelsen. Hvis ikke, er der ingen grund til at spilde kræfterne på en storkonflikt. I stedet kan vi lige så godt få det lovindgreb, som der hele tiden har været lagt op til.