En lidt for stor kineser
Præsident Xi minder om, hvis nogle skulle have glemt det, at Kina er et diktatur
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I de for kommunister gode, gamle dage, da Østeuropa bestod af en række diktaturer, fik Rumæniens tyran Nicolae Ceausescu sig noget af en overraskelse. Hans parti holdt kongres, og ingen regnede med blot den mildeste kritik af magthaveren. Pludselig rejste en ældre delegeret sig, gik til talerstolen og begyndte at tage Ceausescu under behandling.
Nogle år efter kom revolutionen, og episoden gled i baggrunden. Men i samtiden var det noget af det vildeste, man kunne forestille sig. Tænk, en mand i systemet, der siger den øverste leder imod!
Den slags behøver Xi Jinping næppe at frygte, når Kinas såkaldte parlament, kaldet Folkekongressen, træder sammen næste uge. Den kinesiske præsident, i embedet siden 2013, har »foreslået«, at en tidsbegrænsing på ti år ophæves. Det vil Folkekongressen, der ikke har noget med folket at gøre, men er en forsamling af kommunistiske nikkedukker, sige ja til, og så kan Xi fortsætte, indtil solen brænder ud, eller han dør – hvad der nu måtte ske først.
Xi er 64 år, så mon ikke han forlader scenen, inden det bliver helt mørkt, men det kan altså vare en rum tid. Det vil sikkert smerte ham, at han formentlig ikke kan nå at overgå verdens for tiden længst siddende, totalitære hersker, Teodoro Obiang Nguema Mbasogo fra Ækvatorial Guinea, der har haft det ansvarsfulde hverv siden 1979.
På sin vis gør Xi kloden en tjeneste. Kina har været dygtig til at præsentere sig som en moderne nation med supermagtsambitioner. Danmark har en af sine største ambassader i Beijing, og da Xis forgænger var i København faldt socialdemokratiske, radikale og folkesocialistiske politikere på halen for at tækkes ham – for ikke at tale om politiet, som beredvilligt fratog fredelige Tibet-demonstranter deres flag, hvilket var imod Grundloven. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde i 2000 et møde med Dalai Lama, det tibetanske overhoved, som er en rød klud for Kina; derfor fandt det ikke sted i Statsministeriet, men i Københavns lufthavn, for det skulle åbenbart ikke hedde sig, at man anerkendte lamaen som politisk leder. Borgerlige, danske ministre gebærder sig ikke meget anderledes.
Bag respekten ligger naturligvis økonomiske overvejelser og Kinas størrelse. Kina har på få år svunget sig op til at være Danmarks syvendestørste eksportmarked. Det er imponerende og betyder arbejdspladser herhjemme. Det bør imidlertid ikke overses, at Tyskland og Sverige fortsat er hhv. den største og næststørste aftager af danske varer og ydelser – og forspringet er betragteligt. Selv til Norge sælger vi mere end til Kina, uden at der gøres et særligt nummer ud af det.
Som sagt, al respekt for eksportfremstød, for uden et stærkt salg til udlandet kan den danske økonomi, der bl.a. finansierer velfærdsstaten, ikke klare sig. Men midt i benovelsen, og den gensidige turisme, kan man glemme, at Kina fortsat er en af de grusomste politistater i verden. Med et bagtæppe af glitrende højhuse og luksusbiler øges undertrykkelsen af regimets kritikere. Nobelprismodtageren Liu Xiaobo døde i 2017 efter mange år i fængsel. Hvor mange protesterede? Ikke mange.
Xi har mindet os om, at Kina stadig styres som det danske kongedømme under enevælden. Han vil afskaffe en regel om at begrænse embedsperioden, indført for at forhindre en ny Mao. Ceausescu må nikke anerkendende fra sin grav, men ikke andre. Der er grund til at takke hr. Xi for påmindelsen om, hvordan det virkeligt står til med Riget i Midten.