Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

S’ nye standpunkt

Er Pia Kjærsgaard racist, men Mette Frederiksen humanist på en ny måde?

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, sagde Jens Otto Krag, og sætningen er – noget uretfærdigt – blevet synonym med politik, når det er værst; standpunkter og meninger, der kan skiftes ud efter forgodtbefindende, som man skifter tøj fra garderoben. Sætningen kan imidlertid også forstås på en anden måde, nemlig at man tager et nyt standpunkt, fordi sagen og realiteterne har ændret sig, eller fordi man simpelthen er blevet klogere.

Det sidste er der jo ikke noget galt i, det kan tværtimod anbefales enhver at forsøge sig med det. Og måske er Mette Frederiksen blevet klogere, når det gælder udlændingepolitik. I hvert fald har hun tilsyneladende skiftet markant holdning til de fleste ting, når det gælder indvandring til Danmark – i 2001 belærte hun daværende minister Karen Jespersen om, at de »få familiesammenføringer« ikke var så vigtig en sag; i dag siger hun, at ikkevestlig indvandring er det vigtigste problem overhovedet. I det hele taget har hendes tidligere standpunkter i disse spørgsmål været nærmest det modsatte af det, der nu lægges frem.

En ny sans for realiteterne og et i forhold til tidligere tiders floromvundne fraser ganske direkte sprogbrug var også en del af indpakningen af Socialdemokratiets valgoplæg. Man kunne have troet, at det ville hensætte partiets venner i chok og afsky, men nej, det blev forbløffende venligt modtaget rundtomkring. Radikale forslag om at sætte en overgrænse for antallet af flygtninge og familiesammenførte, ambitioner om aktivering af alle de hjemmegående husmødre og gamle idéer om flygtningelejre i Nordafrika er med ét slag comme il faut i de kredse, der i sidste uge anså den slags som et produkt af skimlede kældermenneskers fascistoide fantasier.

Disse forslag ville have været helt utænkelige for bare få år siden, og Socialdemokratiet har selv afvist dem som værende inhumane. Nu er det så nået frem til, at det i virkeligheden er det mest humane bud på en løsning. Og hvad Mette Frederiksen for et par år siden afviste som tom symbolpolitik, overtager hun nu som sit eget bud på løsningen af det, hun selv ser som Danmarks mest påtrængende problem.

Man kan forbløffes over den lethed og elegance, der præger det voldsomme sindelagsskifte, og over den påfaldende venlighed, man har mødt forslaget med. Der er tale om andet og mere end bare at skifte standpunkt; der er reelt tale om, at man på en række punkter simpelthen overtager synspunkter, man ikke bare var uenig i, men både hadede og foragtede.

Når man betragter reaktionerne på dette hamskifte, tegner der sig et tydeligt billede af, at hvad der siges, er mindre vigtigt, end hvem der siger det; hvis Pia Kjærsgaard siger det, er hun racist, hvis Mette Frederiksen siger det, er hun humanist på en ny måde. Det er meget lidt opmuntrende for den politiske debat herhjemme.

Det er klart, at det politisk er af betydning, at forslaget netop kommer fra Socialdemokratiet og ikke fra et yderparti. At Socialdemokratiet ligefrem går til valg på det oplæg, vi har set, er bestemt et afgørende nybrud, der er værd at bemærke.

Men det er ingen sag at blive enige om et drømmescenarie, som alle ved ikke har en chance i virkeligheden. Virkeligheden er altings prøve, og man kunne få den grumme mistanke, at den venlige modtagelse skyldes, at udspillet netop kun er snak og egentlig bare handler om at få regeringen skiftet ud.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Pluralismen i mediebilledet er ikke truet af DR

Holger K Nielsen
Partierne i blå blok er ikke enige om ret meget, men én ting synes at kunne samle dem: Danmarks Radio skal rundbarberes.

Blog: Odense og andre kommuner må oppe sig

Eva Kjer Hansen
Når man vælger at bosætte sig i Danmark, har man en pligt til at lære sproget og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De, der ikke gør, svigter dem selv, deres børn og samfundet.

Blog: Asien begynder i Rosengård i Malmø

Jens-Kristian Lütken
Åbne grænser, tolerance og frihed er privilegier, som vi skal passe på.

Debat: Et stærkt og aktivt diplomati er afgørende for småstaten Danmark

Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab
En fremtidig udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi bør lægge op til debat om det betimelige i det diplomatiske underskud i Danmark.
Annonce
Annonce
Camping 2018: Fire spørgsmål om campingtendenser
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Biler
Tænk dig godt om, før du køber en brugt dieselbil
Udbuddet af nyere brugte dieselbiler er pænt. Du skal helst gå efter en model med de nye Euro 6-motorer og dagligt køre motoren driftsvarm, for at det er en god idé, siger eksperter. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her