Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Le Prince est mort

Danmark har mistet et intellektuelt, kunstnerisk og morsomt menneske, der med sin internationale baggrund til sidst vandt de skeptiske danskeres hjerter og var med til at gøre det danske monarki til det mest populære i Europa.

Kærligheden og forelskelsen var tydelig for enhver, da en synligt stolt tronfølgeprinsesse Margrethe i 1966 for første gang kunne vise sin forlovede, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, frem for den danske befolkning.

Smuk som en prins ankom den da 32-årige franske diplomat til det lille land mod nord lidet anende, at der ventede ham et kulturchok, der på mange måder kom til at præge hans liv i Danmark på godt og ondt.

Velviljen var stor og gensidig, da Henri de Monpezat lagde navn og titler fra sig og blev den prins Henrik, som vi siden kom til at kende som et kunstnerisk og intellektuelt menneske, der tilførte det danske kongehus meget. Prinsen fandt sine egne veje og endte med at blive en betydningsfuld protektor for dansk erhvervsliv, dansk kulturliv og den danske humanitære indsats. Med hans død har dronning Margrethe ikke bare mistet sin mand, og familien en far og farfar; Danmark har også mistet en prins, der på sin helt egen måde har spillet en stor rolle for, at dronningen kunne blive den meget populære regent, hun er.

Men det var ikke uden sværdslag og trods fra prins Henriks side. Velmenende mennesker havde, inden han kom til landet, advaret ham og sagt, at han skulle få afklaret, hvad hans position i kongehuset ville blive. Det korte svar var: sin kones mand. For der var ikke udtænkt nogen rolle til prins Henrik, og som barn af det franske aristokrati, opvokset i en patriarkalsk kultur og uddannet på katolske skoler, var det ikke noget, der faldt prins Henrik naturligt at skulle gå tre skridt bag sin hustru. Han gjorde oprør og fik også indrømmelser fra dronningen, men ikke mindst begyndte han at definere sin egen rolle som ambassadør for Danmark.

Heller ikke forholdet til det danske folk var uproblematisk. Sproget var én ting. Det er ingen fornærmelse at sige, at prins Henrik aldrig lærte at tale dansk uden accent trods et stort ordforråd. Han insisterede på sin franske baggrund og blev aldrig mere dansk, end godt er. Ydermere var han i et land, der har gjort lighedsmageri til ideologi, en intellektuel aristokrat, der skrev digte, lavede skulpturer og gjorde tilværelsen som livsnyder, vinbonde og globetrotter til en dyd. Mens hans søn kronprinsen kører sine børn i skole på Christiania-cykel og løber maraton med resten af befolkningen, lagde prins Henrik ikke skjul på sin baggrund.

I en socialdemokratisk kultur, hvor man lever med monarkiet som et fornuftsægteskab, skabte det en vis modstand i folkedybet. Men med tiden lærte også danskerne at elske prins Henrik og vice versa, måske netop fordi han insisterede på at være sig selv, men også fordi der opstod større forståelse for, hvem han var, for hans mange talenter og hans rolle i kongehuset.

De sidste par år af prinsens liv blev præget af den demenssygdom, som kongehuset sidste år meldte ud, at han led af. Forinden var gået en tid, hvor pressen havde jagtet prinsen for at få uddybet nogle af hans sidste udmeldinger, ikke mindst hans beslutning om ikke at ville begraves ved siden af dronningen. Disse hændelser vil dog på ingen måde i eftertiden skygge over, at ikke blot har kongehuset med prins Henriks død mistet et elsket medlem, og dronningen en elsket livsledsager. Danmark har mistet et intellektuelt, kunstnerisk og morsomt menneske, der med sin internationale baggrund til sidst vandt de skeptiske danskeres hjerter og var med til at gøre det danske monarki til det mest populære i Europa.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu

JP mener: Medierne er for ærbødige over for EU-systemet

Ikke mindst tilhængere af EU bør betragte systemet – herunder Jean-Claude Juncker – både kritisk og årvågent.
Forsiden lige nu

JP mener: Medierne er for ærbødige over for EU-systemet

Ikke mindst tilhængere af EU bør betragte systemet – herunder Jean-Claude Juncker – både kritisk og årvågent.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?

Birthe Rønn Hornbech
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret?

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Majbritt Maria Nielsen
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Blog: ”Lykkelænder” eller bloktilskud

Nauja Lynge
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her