Tyske socialdemokraters ansvar

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Willy Brandt, de tyske socialdemokraters faderfigur, sagde engang, at megen praktisk politik ikke udføres med fuldt hjerte, men med sammenbidte tænder. Man kunne, tilføjede han lidt uelegant, »også nævne andre legemsdele«.

Brandt døde for 25 år siden, og i disse dage må hans gamle parti, SPD, sande, at hans ord fortsat gælder. Socialdemokraterne kæmper for deres overlevelse som et større, regeringsdueligt parti i Tyskland. På søndag afgør en ekstraordinær kongres, om man skal gå i koalitionsforhandlinger med forbundskansler Merkels borgerlige CDU og det bayerske søsterparti CSU, så Europas største og tungeste land måske snart kan få en rigtig regering efter valget i september.

Socialdemokraterne er splittede. Nogle mener, at det vil føre til SPD’s død som en bevægelse, man tager alvorligt, hvis partiet forlænger det samarbejde med Merkel, som man bortset fra fire år har været en del af siden 2005. Andre peger på, at man har et ansvar for landet, og at man i øvrigt har fået meget igennem i den tid, man har haft ministerposter.

Det sidste er så sandt, som det er sagt. SPD har, i modsætning til sit søsterparti i Danmark under Helle Thorning-Schmidt, i vid udstrækning ført socialdemokratisk politik, mens man sad på taburetterne. Der kan i flæng nævnes mindsteløn, kvindekvoter, længere barsel og forbedrede pensionsforhold for lavtlønnede efter et langt arbejdsliv – alt sammen mærkesager. Det bør heller ikke glemmes, at Tysklands buldrende økonomi og lave ledighed bl.a. skyldes de arbejdsmarkedsreformer, som den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder gennemførte.

Problemet er, at SPD, der ellers nok kan lide at prale, har været uhyre diskret med at tale om sine bedrifter inden valget. I stedet pegede den nye formand, Martin Schulz, fingre ad Merkel og CDU og beskyldte dem for »et anslag mod demokratiet«, fordi de førte en hyggelig valgkamp uden skarpe kanter. Det gik så vidt, at det var Merkel, der måtte sige noget pænt om det hidtidige regeringssamarbejde. SPD nøjedes med at sable sig selv ned ved at fremstille koalitionen som lidt af en misforståelse. Og arbejdsmarkedsreformen er så omstridt i partiet, bl.a. fordi man giver den skylden for ekstremt lave lønninger i visse sektorer, at man helst ikke taler om den.

Det er næsten tragisk at være vidne til. SPD har været et stolt parti og haft grund hertil. Ingen andre partier i Tyskland har overlevet to verdenskrige. Socialdemokraterne var de eneste, der var imod nazisterne – adskillige endte i Danmark som flygtninge – og kommunisterne. Samtlige øvrige partier i Tyskland i dag er først opstået efter 1945.

Brandt var tilmed en af de mest markante forbundskanslere, Tyskland har haft. Kun Konrad Adenauer og Helmut Kohl er i samme klasse. Men heller ikke de andre socialdemokratiske ledere, Helmut Schmidt eller Schröder, var katastrofer. Schmidt endte sågar med at blive folkekær.

På den baggrund er SPD’s selvødelæggelsestrang uforståelig. Man har lyst til at sige til partiet: Mand jer op. Stå ved jeres bedrifter.

Tyskland har brug for en regering, og Europa har ikke tid til at vente på en hollandsk løsning. I Haag tog det 209 dage – næsten syv måneder – før et kabinet var på plads i efteråret. Vi går ikke ind for et socialdemokratisk drømmesamfund og foretrækker en regering af liberalt tilsnit. Men SPD kan sikre fortsat stabilitet i Berlin, hvis det vil. Og den er der brug for.