Tyskland skal tage sig sammen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tyskland står normalt for grundighed, beregnelighed og europæisk sindelag. Efter afbrydelsen af samtalerne om en ny regering står i hvert fald de to sidste kvaliteter ikke lysende klare.

Der er gået næsten otte uger siden valget, der som eneste realistiske mulighed pegede på en koalition af den hidtidige kansler Angela Merkels borgerlige CDU, det bayerske søsterparti CSU, det liberale FDP og De Grønne. Sent søndag, efter lange og mange møder, trak FDP stikket. »Det er bedre ikke at regere end at regere forkert,« sagde partiformand Christian Lindner.

Nu er det umuligt at vide, hvad den virkelige grund til sammenbruddet er. FDP kan være bange for at gentage blamagen fra 2009, hvor man var juniorpartner i en regering under Merkel; man stillede sig så uklogt an, at man røg helt ud af Forbundsdagen ved det følgende valg. Nu er man inde igen og måske nervøs for, at det kan ske igen. Der kan også være andre årsager, f.eks. dårlig personlig kemi eller grundlæggende uenighed om et fælles politisk mål.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at valget fandt sted den 24. september, og at regeringsdannelsen stadig ikke er fuldbragt. Det er dårligt for Tyskland og for Europa.

Det er også ubegribeligt. Der er tradition for lange regeringsforhandlinger i Berlin, men nødvendigheden herfor er vanskelig at få øje på. Partierne og politikerne kender hinanden, man omgås kollegialt og med respekt i det daglige, og det burde være muligt at nå til enighed om en koalition i løbet af en uge – eller finde ud af, at det ikke går. Læg dertil endnu en uge, så baglandet kan give sit besyv med, og man har stadig acceptable 14 dage.

I stedet har man i løbet af syv-otte uger endnu ikke taget fat på egentlige forhandlinger, men spildt tiden med såkaldte sonderinger. Utallige arbejdsgrupper, ministerpræsidenter, fagministre, generalsekretærer og alskens andre har udgydt hundredtusinder af ord. Bjerge af papirer er beskrevet. Og intet er sket. Det går hurtige med at vælge en pave og demokratiske regeringer næsten overalt på kloden.

Kloge folk som valgforskeren professor Karl-Rudolf Korte har påpeget, at den langvarige proces er forældet og uhensigtsmæssig. Den stammer fra efterkrigstiden, hvor tingene gik langsommere, trusler – f.eks. Den Kolde Krig – var af mere permanent art, og der sjældent skete de store overraskelser. I dag, siger han, kan en koalitionsaftale nemt være makuleret efter nogle måneder. Deri har han ret. Internationale kriser kan udvikle sig på ingen tid. Krigen i det østlige Ukraine kan blusse op, flygtningepresset øges, den tyrkiske eller den amerikanske præsident opføre sig mærkværdigt. Korea kan eksplodere. Så nytter det ikke meget at flytte decimaler i en koalitionsaftale om klima eller asylsøgere.

Bolden ligger nu hos forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Det kan være hans chance for at markere sig. Siden Steinmeier tiltrådte i marts har han, der i øvrigt er rund og sympatisk, mest gjort sig bemærket ved ytring af banaliteter. Men Steinmeier har en baggrund som dygtig, politisk håndværker, og forfatningen tillader ham et vist spillerum – eksempelvis anbefaling af en mindretalsregering, hvor Merkel bliver afhængig af skiftende flertal.

Det er en model, som Tyskland er veget tilbage fra efter Anden Verdenskrig. Minderne om Weimarrepublikken, der nok var demokratisk, men også kaotisk og førte til Det Tredje Rige, har været for skræmmende. Men forbundsrepublikken har gennem snart 70 år vist sit demokratiske sindelag. Måske er det på tide med en sådan løsning, der nok kan være besværlig, men har tradition, ikke mindst i Norden. Det vigtigste er næsten, at det nuværende tomrum ophører. Det skylder Tyskland sig selv og sine naboer.