Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det kollektive arabiske selvmord

Den eskalerende borgerkrig i Mellemøsten tager livet af den arabiske civilisation og rammer Vesten som en naturkatastrofe. Hvem skal redde araberne fra sig selv?

Artiklens øverste billede

Det er blevet efterår, ikke bare herhjemme. Som de fleste nok har bemærket, er det herostratisk omtalte arabiske forår, som fik mainstreammedier og idealistiske politikere til at glinse og gjalde af håb og humanisme, afløst af mørke midt på dagen i Irak, Syrien og andre steder i Mellemøsten. Analytikere har allerede beskrevet det, og det skal siges igen: Den arabiske civilisation er brudt sammen.

Du ser det på din tv-skærm eller tablet hver aften, det er, hvad sociale medier transmitterer i en sløjfe af dæmoni: koreograferede henrettelser, flagrende sorte flag med arabiske skrifttegn i en ørken af social katastrofe, mænd formummet bag skæg, kalashnikovs og voldsforherligende drømme om verdensherredømme; flere mænd, kvinder og børn, der slagtes af mænd og drenge; sekteriske grupperinger, sunni, shia, salafister, jihadister, Islamisk Stat, Hamas, Hizbollah, al-Qaeda, Boko Haram, al-Shabaab, retslærde med Koranen hævet til angreb< etniske konflikter, politiske konflikter, religiøse konflikter, mafia, klaner, dynastier, social kontrol, kvinder bag burka – og intet, stort set intet, der fungerer i den arabiske hverdag. I Vesten står præsidenter og statsledere fra Barack Obama til David Cameron beredt med forsikringer om, at elendigheden ikke har det fjerneste med islam at gøre.

Det er et kønt syn. Den arabiske verden synker sammen, og vi andre har tilsyneladende bestemt os for ikke at ville forstå hvorfor. Alligevel forvitrer den gængse vesterlandske romantisering af Orienten, vore Hemingway- og T.E. Lawrence-komplekser, dag for dag, og det skyldes, at selv ikke de mest insisterende eliter kan skjule, at Mellemøsten og Nordafrika afskaffer sig selv i kulturel forstand og overgår til at være et uregerligt og konfliktplaget territorium; jord, olie, vold, mord, bestikkelse, menneskelig armod og offermyte.

Du forstår det måske kun kvart fra de farverige klip fra den flimrende virkelighed, men lad mig hjælpe dig med at forstå lidt mere. Den arabiske verden er med den arabisk-amerikanske journalist Hisham Melhems ord langt mere voldelig, ustabil, fragmenteret og styret af ekstremister end på noget andet tidspunkt siden opløsningen af Det Osmanniske Rige for snart 100 år siden. Udviklingen går fra det skæbnesvangre mod det stedse værre.

Det kollektive selvmord i den arabiske verden er vor tids største megatrend. Der er groft sagt kun fem civilisationer tilbage på kloden anno 2014:

  • den vestlige
  • den kinesisk-østerlandske
  • den russisk-ortodokse
  • den latinamerikanske
  • den afrikanske syd for Sahara.

Den arabiske civilisation, som selv Samuel Huntington anerkendte i sit kritiske værk om civilisationernes sammenstød for 20 år siden, er udlevet og vil næppe genopstå i vores levetid. Hvad eller hvem skulle redde den? Plaget som den er af Koranens allestedsnærværelse og ødelæggende politiske konsekvenser, er udsigterne til social, politisk, kulturel og økonomisk bedring mere end distante. Dertil kommer olien, som er regionens største handicap, fordi den gør det muligt for regenter, klaner og bander at regere uden at skulle producere eller investere i sin egen befolkning. Var det ikke for olien, havde den arabiske civilisations fallit og dødbringende interne strid stået klart for os alle sammen for længe siden. Olien har så at sige forsinket vores erkendelse af borgerkrigens primat i det ulykkelige Arabien.

Men nu ser vi den, borgerkrigen, på afstand, men ikke større afstand, end at unge jihadister, opvokset i forstædernes Europa, segregeret fra den oprindelige befolkning og dens vaner, normer og idéer, rejser frem og tilbage mellem socialydelser og folkemord, mellem Manchester og Mosul, Køln og Kandahar, Rødovre og Raqqa.

Vi ser naturligvis kun et udsnit af muslimernes krig med hinanden, men vi forstår intuitivt, at den kan ramme os andre, og at vi muligvis ikke evner at forvare os mod opløsningen af den arabiske civilisation. Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.

Her tænker jeg ikke kun på Mellemøsten og Nordafrika som arnested for radikalisme og jihad. Det er næsten for banalt. Næ, jeg tænker naturligvis også på den voksende strøm af flygtninge og asylansøgere, der vandrer mod Europa – og for de flestes vedkommende – kommer frem og opnår en eller anden ret til at være her – på de europæiske skatteyderes regning.

Sverige er den ene ekstrem; her har man ganske simpelt givet op og erkendt, at indvandringen vil indebære velfærdens afslutning, hvilket man skal være liberalist for at værdsætte. Nabolandet Finland er den anden ekstrem; her bilder man sig ikke ind at være gode til at integrere folk fra helt andre kulturer, og man tager derfor imod langt færre end Sverige og Danmark. Men intet europæisk land, ikke engang Schweiz, har fundet ud af at håndtere den enorme trafik nordpå. En ”fælles europæisk asylpolitik”, som flere sydeuropæiske regeringer, nødhjælpsorganisationer og dagbladet Information advokerer for, vil indebære endnu flere problemer på hele kontinentet.

Udfordringen handler ikke alene om penge, som er akut nok i sig selv. Den handler også om, at det på en eller anden morbid, flagellantisk måde er blevet Vestens opgave at gøre alle glade og mætte. Det er ikke bare naivt, alting taget i betragtning, det er også indbildsk.

Det er naivt, fordi det fordrer, at de aldrende europæere, hvoraf en høj procentdel, unge som gamle, i forvejen lever af offentlige ydelser i de skrantende velfærdsstater fra Sevilla til Stockholm, kan brødføde, huse og integrere millioner og atter millioner af asylanter fra den vide verden, in casu den arabiske verden, der brænder op i fundamentalisme og frygt. Men det er også indbildsk. For hvem siger, at det egentlig er Vestens problem, hvad araberne gør ved deres egne lande?

De har prøvet nærmest hvad som helst i løbet af det 20. århundrede, men intet virker: nationalisme, socialisme, korporatisme, diktatur, militærstyre, frie valg, Twitter-demokrati, die ganze Schweinerei. Uden held. Dertil er den politiske kultur i området for sekterisk og hysterisk. Tilføjelsen ”underudviklet” ville være misvisende, al den stund at intet tilsiger, at araberne vil leve og være som os. Det er trods alt et spørgsmål om kultur, ikke teknik. Vesten er ikke en app, man bare kan downloade.

Når de vestlige journalister er fløjet hjem igen til deres mus-samtaler, kantineordninger og barns første sygedag, fortsætter de islamiske eliter og våbenbrødre med at lægge alting i ruiner, bortset fra moskéer, koranskoler, barakker, bordeller, bedetæpper, fængselsceller og torturkamre. Hvorfor? Jo, fordi de tager Koranen alvorligt, læser hver en sura bogstaveligt og følger den praktiske sharia i stedet for at glemme alt om den hellige bog og skabe en social orden og sikkerhed på et ikkeislamisk grundlag.

Hvem skal redde araberne fra sig selv?

Hvorfor peger flaskehalsen på os? Hvorfor er det ikke kinesernes opgave, de er trods alt de kommende globale magthavere? Hvorfor regner ingen med Latinamerikas ansvar, de vil jo også gerne handle med araberne. Hvorfor kan Putin køre friløb? Og mere graverende: Hvorfor er det ikke araberne, der løser arabernes selvskabte problemer?

Du ved godt hvorfor. Det er kun i Vesten, at vi har fået den tro, at vi og ingen andre kan løse alverdens problemer lige fra nødhjælp til geopolitik. Det er os, dvs. vores nedarvede humanisme, der i generationer har ledt Vesten på vildspor og skabt en grænseløs, universel samvittighed hinsides alle sociale konsekvenser i hjemlandene, og gjort menneskerettighedskonventioner til guddommelige anvisninger, der ikke må ændres et komma i. Dér ligger hunden begravet, og det er på tide at sige det ligeud, som det er: Det er os selv, ikke araberne, der har gjort den kroniske arabiske borgerkrig til USA’s, Storbritanniens, Tysklands, Australiens, Canadas, Hollands, Sveriges og Danmarks evige problem. Vi vil og skal hjælpe, koste, hvad det koste vil, herunder vores egen deroute.

Deroute er egentlig for venligt et udtryk. Det er ikke alene den arabiske civilisation, der forsvinder for øjnene af os, men tillige vores egen kultur, der lider af overmod i bestræbelsen på at spille Jesus, imens vi tillader, at arabere – der tydeligvis ikke vil Danmark eller det land, der har givet dem eller deres forældre en ny chance – huserer som grever og baroner på gader og stræder og opfører sig, som var de herrer i vores hus.

Mærk dig disse dage, det er dage, der forandrer verden, herunder din egen. Tiderne skifter, jeg siger det bare.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen