Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det indrestyrede menneskes pligtetik

Det individuelle menneske skal stå fast, når gruppen er på afveje.

Artiklens øverste billede

Når forskere skal forklare, hvorfor det er så svært for lærerne at få ro i klasserne, politikerne at få fælles fodslag – og at arbejderkulturen med alle dens institutioner har det så svært i dagens Danmark, så er det ordet individualisme, der går igen. Det er individualismen, der kræver sin ret, når vi – næsten – alle sammen synes, vi har ret til at få et godt, hyggeligt og økonomisk sikret liv.

Det er individualismen, der er skyld i, at vi ikke mere mødes i de givne nære fællesskaber, men i stedet søger vore egne, efter smag og behag givne mødesteder. Det er individualismen, der bevirker, at vi alle sammen vælger at lave vore køkkener og badeværelser på vores helt egen måde, som helt overraskende ligner alle de andres nye køkkener og badeværelser til forveksling. Og det er individualismen, der står bag, når alt, hvad der har ordet ”folke” som førsteled, hvad enten det er folkekirke, folkeskole, folkehøjskole, for slet ikke at nævne Folketinget, lider under fravær af varigt, forpligtet fællesskab.

Bemærkelsesværdigt gælder det også vore politikere. Det at være politiker fremstilles ikke længere som et borgerligt ombud. Det tenderer mere og mere at være en personlig karriere. Som konstateret af et af vore dagblade i anledning af de mange ministerskifter, så var det gentagne udtryk hos de afgående – og meget unge – ministre, at det havde været »den mest berigende tid« i deres liv. Ikke et ord om, at minister betyder tjener, og at der for en politiker må være noget, der er vigtigere end de personlige ambitioner, nemlig folkestyret. Ligesom der for en præst og en biskop er noget, der er vigtigere end vedkommende selv, nemlig udbredelsen af evangeliet. Men derfor vel også den stående aflønningsdebat af vore politikere. Skal borgmesteren have mere end kommunaldirektøren, som bestemt har en endda meget pæn løn? Er lægens og præstens arbejde med liv og død og sjælesorg mere eller mindre belastende og vigtig end en folketingspolitikers?

Glemte er de dage, hvor min gamle far i hele januar og februar sad limet til kontorstolen og som sognerådsformand hjalp alle sognets beboere med at gøre selvangivelsen rettelig op, uden at der på nogen måde var penge eller naturalier involveret, mens min mor trofast serverede kaffen til de cigarosende herrer. For nu skal der penge til. Det gælder i alle demokratisk folkelige sammenhænge.

Lad være, at individualisme ofte defineres som dette, at individets interesser, rettigheder og pligter sættes over fællesskabet. Og at endelsen ”isme” altid signalerer, at vi er ved at være ude på overdrevet. Men selve synet på det individuelle menneske med både pligter og rettigheder er et af kernepunkterne i hele den vestlige kultur. Vi tænker i individet, ikke i stammen, uanset om vi – med dele af konservatismen og tidehvervsteologien – »forsager Den Franske Revolution, menneskerettighedserklæringer og hele oplysningstidens væsen« som djævelens værk.

Så selvfølgelig skal vi blive ved med at tænke i hvert enkelt menneskes medfødte værdighed. Det ligger i den opbyggelige del af både den amerikanske og franske menneskerettighedserklæring, at statsmagten som statsmagt skal behandle sine egne borgere som frie og lige individer, der med samvittigheden som indre pejlepind kan tage ansvar for eget og medmenneskets liv.

Derimod må vi nok holde menneskerettighederne ude af det overstatslige niveau og nøjes med at se FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 som god og velment symbolpolitik. Den vestlige verden bomber ikke i Syrien og Irak på grund af den erklæring, men på grund af det syn på det enkelte menneskes værdighed, som er indbygget i den kristne - humanistiske kultur, som er vores.

Det indrestyrede menneske er simpelthen karakteristisk for europæisk kultur i en smuk symbiose mellem den græske og den bibelske tanke, finpudset i evangelisk- luthersk kristendom og udpenslet i grundtanken om ”det almindelige præstedømme”, hvor ethvert døbt menneske selv må stå til ansvar over for Gud med sin tro og sit liv uden at kunne skubbe alt det onde, han eller hun forøvede, over på andre.

Indrestyringen er bundet til en pligtetik, hvor det podes ind i os fra barnsben, at vi skal behandle ethvert andet menneske, som vi selv gerne vil behandles og mødes. Det indrestyrede menneske er et menneske, der i sig har en personlig moralsk instans, også kaldet samvittigheden, der dømmer om godt og ondt, sandhed og løgn, og derudfra styrer sine drifter, fordi det samtidig ser sig selv som en del af et større fællesskab. Også selv om det i øjeblikket kan se ud til at være meget mere behageligt kun at sørge for eget velbefindende.

Derfor er det tid at råbe vagt i gevær over for både det gruppestyrede menneske og hele den politiske verden, der nærmest kun kan tale om økonomi. Også sin egen gruppes.

For vi lægger utrolig megen vægt på gruppen og dermed det sociale. Vore børn opfostres i grupper lige fra mødregruppen over børnehavegruppen til de ungdomsgrupper, som de er så afhængige af med hensyn til ydre materielle symboler. Og vi andre færdes i selvvalgte sociale grupper, hvor det allernemmeste er at bekræfte hinanden i, at der er en masse galt i verden, men det er forunderligt nok aldrig os selv og vore egne børn, der er noget galt med.

Gruppemoral kan være udmærket, især hvis den både er uselvisk og medmenneskelig, men kun det indrestyrede menneske, der med en samvittighed, der er undergivet noget, der er større end eget velbefindende, kan stå fast, når gruppen er på afveje. Og det kan gruppen nemt komme; især er vi som gruppe nemme at manipulere med, når vi ikke har andet at holde os til end det materielle. Det er jo så synligt, hvis vi har noget at kunne pynte os med og prale med på det felt. Og det er så synligt, hvis de andre har mere end os. Der er simpelthen så mange belønninger i dagens gruppesamfund for at være social, at det kræver en helt særlig indsats af forældre og familie, kirke og skole og samfund at være med til at holde fast i, at det, der har båret og været mest gedigen i europæisk kultur, er det menneske, som ved sig indfældet i en større sammenhæng og dermed forpligtet på andet end sig selv.

Det er særligt aktuelt i en tid, hvor politikerne har ønsket en skole, som giver børnene endnu mere gruppetid, og aviserne er fyldt med diskussion om vækst eller ikke vækst, boligbobler og rentetilpasningslån – og om hvor vidt vore politikere skal have løn, som om det at være politiker er en personlig karriere og ikke et borgerligt ombud i en højere sags tjeneste.

Glædelig søndag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.