Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Krigenes uundgåelighed

Historien gentager sig ganske vist ikke, men den har vist, at verdensfredens og vores egen største chance for overlevelse er et pessimistisk, kritisk og realistisk syn på, hvordan stormagterne reagerer.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

I dag for 75 år siden gjorde Hitler formelt krav på den polske korridor og Danzig. To dage senere foretog tyske SS-soldater i polske uniformer et fingeret angreb mod en radiostation i Gleiwitz i Tyskland. Hitler udlagde angrebet som en utilgivelig polsk aggression og gav sine divisioner marchordre.

De europæiske eftergivenhedspolitikeres retoriske spørgsmål ”Hvem vil dø for Danzig?” fik pludselig ny mening – og så blev jeg for resten født. Den 27. august 1939, netop som de forklædte SS-soldater gjorde deres uhæderlige og skæbnesvangre arbejde.

Min fødsel er en begivenhed, jeg sært nok ikke tillægger tilsvarende verdenshistorisk betydning som Hitlers angreb. Sammenfaldet mellem optakten til Anden Verdenskrig og Putins annektering af Krim og voksende pres på Ukraines østgrænse 75 år senere har imidlertid fået mig til at tænke over noget, en professor i international politik ved Chicago University for nogle år siden belærte mig om. Hans navn er John Mearsheimer, og han talte om stormagtspolitikkens tragedie og krigenes uundgåelighed.

Den franske socialist Marcel Déats spørgsmål ”Mourir pour Danzig?” stod at læse i avisen L’Œuvre i maj 1939. Artiklen kommenterede Hitlers krav om, at fristaden Danzig blev overladt Tyskland. Déat mente, at det var der ingen, der var, og at det derfor var bedre at tilpasse sig Hitlers ønske om mere Lebensraum. Polen, tilføjede han, var i øvrigt selv ude om det, og kunne under alle omstændigheder ikke hamle op med den tyske krigsmaskine.

Det sidste fik han sørgelig ret i, det første ikke. Et halvt år tidligere havde Storbritannien og Frankrig under forhandlinger i München tilladt den tyske diktator at vriste Sudetenland fra Tjekkoslovakiet og det endda ledsaget af den britiske premierminister Neville Chamberlains notoriske løfte om, at aftalen ville føre til fred i vor tid. Men nu var det slut med eftergivenhedspolitikken; Storbritannien og Frankrig indfriede deres allianceforpligtigelser i forhold til Polen, og Anden Verdenskrig begyndte.

Uden at ville strække parallellen for langt kan Vestens gradvist skærpede holdning til Hitler sammenlignes med Vestens voksende skepsis og mistro i forhold til præsident Putin og hans reelle hensigter i Ukraine. Et enkelt blik på et kort over Ukraine fra i dag og Centraleuropa fra dengang viser, hvad der ligger bag. Putin har oprustet og føler sig nu stærk nok til at erobre de dele af Ukraine, som han mener retmæssigt tilhører Rusland. Det sker ved hjælp af metoder, som principielt svarer til dem, Hitler brugte i Gleiwitz, og opildnet af en nationalchauvenistisk mediehetz, der bruger de såre velkendte kneb fra det gamle KGB’s disinformationskampagner og lidt til. Kineserne bruger de samme metoder i Det Østkinesiske Hav, men det kommer jeg tilbage til.

Bare rolig. I dag vil jeg kysse min kone, omfavne mine børn, åbne champagnen og i øvrigt opføre mig som enhver anden glad fødselar. Udviklingen i og omkring Ukraine beviser ikke nødvendigvis, at historien gentager sig, men den har vist, at verdensfredens og vores egen største chance for overlevelse er et pessimistisk, kritisk og realistisk syn på, hvordan stormagterne reagerer.

Vi gør med andre ord klogest i at gå ud fra, at det med Mearsheimers ord ender i en tragedie og ikke i en happy ending. Det har gang på gang vist sig, at selv om det universelle ønske om fred er ægte, kan det ikke hamle op med ønsket om magt. Det måske farligste sted at befinde sig er derfor i et magtmæssigt vakuum, eller hvor magtbalancen er gået sig en tur.

Hvordan er jeg nået til et så pessimistisk verdenssyn?

Da euforien efter de allieredes sejr over Tyskland i 1945 var ovre, og jeg havde smidt den Royal Air Force-hue, min mormor i sejrsrus havde strikket til mig, kom vi et godt stykke vej mod fred gennem Marshall-hjælpen, dannelsen af Nato og opbygningen et robust forsvar mod den formidable, konventionelle krigsmaskine, Stalin og hans efterfølgere skabte. Terrorbalancen og den tilsyneladende permanente risiko for, at Europa, inklusive Danmark, ville blive den næste atomare slagmark, hvis parterne tørnede sammen, var på sin egen perverse måde en stabiliserende og dermed fredsbevarende faktor.

Som korrespondent i Polen, sikkerhedspolitisk medarbejder og senere korrespondent i Storbritannien og USA var jeg så optaget af denne balances stabiliserende virkning, at min første, lidet gennemtænkte, reaktion på budskabet om Murens fald var: »Nu bliver der krig.«

To år efter var Tyskland genforenet, Østeuropa frit, og Sovjetunionen brudt sammen. Stribevis af fremtrædende personligheder – men ikke Mearsheimer – anlagde derfor et temmelig optimistisk syn på fremtidens internationale politik. De Forenede Stater blev omtalt som den globale enehersker. En fremtrædende embedsmand og forsker, nu frafalden nykonservativ, Francis Fukuyama, skrev et legendarisk essay, hvori han hævdede, at historien var død, og at alt, hvad der var tilbage, var kedsomhed. Under det almægtige USA’s atomparaply, bakket op af et gigantisk militær, et mangehovedet efterretningsvæsen og et multinationalt erhvervsliv, ville alle de andre stormagter indrette sig fredeligt med USA og hinanden. Gammeldags forestillinger om magtbalancer ville være irrelevante. Samarbejde og globalisering var de nye modeord.

Euforien varede til den 11. september 2001. At det varede så længe, skyldtes ikke bare Sovjetunionens og kommunismens sammenbrud, men også den militærteknologiske overlegenhed og effektivitet, hvormed USA og dets allierede i 1991 drev Saddam Husseins styrker ud af Kuwait.

I årene efter blev der talt meget om krydsermissiler, robotsoldater og kirurgiske bombardementer, og forestillingen om, at lokale konflikter kunne standses og krige bringes til ophør fra 5.000 meters højde, var udbredt. Den ny verdensorden, som George Bush senior dengang talte om, var i sandhed en bekræftelse på, at det 20. århundrede havde været Vestens, og at det 21. ville blive århundredet, hvor ingen magt, stor eller lille, ville kunne føre aggressionskrig.

Vi havde godt nok været i krig med Serbien i 1996 og 1999, men det var først efter terrorangrebet og de mislykkede forsøg på med militærets og efterretningstjenesternes hårdhændede hjælp at eksportere de vestlige forestillinger om fred, frihed og demokrati i Afghanistan, Irak og Libyen, at situationen ændrede sig. Det såkaldte arabiske forår førte til en kort opblussen af optimismen, men det er nu, med få undtagelser, forvandlet til en vinter.

Det store europæiske fredseksperiment EU havde i mellemtiden taget de gamle kommunistiske vasalstater i Central- og Østeuropa til sig. De kunne gøre det, fordi deres gamle rival Rusland ikke kunne true dem, og i øvrigt udviste alle tegn på at ville leve op til løfterne om samarbejde.

Jeg rejste en del i regionen i disse år og kunne – ikke overraskende i betragtning af det, de havde været igennem – fortælle, at forventningerne, håbet om fremskridt og demokrati var særdeles levende. Ikke mindst blandt ungdommen. Men også det ændrede sig, ikke mindst på grund af ungarske nynazister og korruption og magtmisbrug i Rumænien og Bulgarien; lande, som vi i dag kan se kom for tidligt ind i familien. Men disse risici var til at håndtere, der var diplomatiske håndtag, der kunne drejes på, så processen kunne fortsætte. Alles øjne var rettet mod Ukraine. Quo vadis?

I forløbet havde Vesten den luksus, at ingen rivaliserende stormagt truede os. I øst var Kina imidlertid begyndt at markere sig som stormagt – og så tog Putin Krim. Det var her, jeg for alvor begyndte at tænke på den 27. august 1939 og stormagtspolitikkens tragedie.

Geopolitisk står vi over for to afgørende udviklinger: Den kinesiske økonomi vokser støt, og USA vil inden længe og for første gang siden Den Kolde Krig stå over for en ny rival i Asien.

Går det, som kineserne planlægger, vil Kina om relativt få år erstatte USA som verdens største økonomi, og der er tegn på, at en del af pengene vil blive brugt til at opbygge en militær styrke, som vil forsøge at dominere Asien på samme måde, som USA’s dominerer den vestlige hemisfære. Jeg tror, at Kinas fordele ved at blive den dominerende regionale stormagt er så store, at de udelukker alle andre alternativer. Modsat vil USA og Kinas nærmeste naboer prøve at inddæmme Kina og dermed hindre landet i at sikre sig det regionale overherredømme. Resultatet er øget risiko for krig.

Alt tyder på, at Rusland i mellemtiden vil forsøge at generobre den tabte prestige og regionale stormagtsstatus gennem øget militært, politisk og økonomisk pres på naboerne langs grænsen til EU. Det har allerede øget risikoen for krig. Finder Rusland og Kina i en sådan situation sammen, skal vi europæere nok til se os om efter en Churchill.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.