Barbariets anslag mod civilisationen

Der er tidspunkter, hvor der sker et skred i ens forståelse af, hvad der sker rundt om én. Et sådant skred har fundet sted i de seneste uger og måneder. Mange gik rundt i den tro, at landet og verden var normale – og altid vil være det. Men så rykkede det i et hug, og man forstod, at verden er af lave: at fanatiske barbarer er på fremmarch, og at vi oplever ting for øjnene af os, som er næsten ufattelige. Mange lukker dog fortsat øjnene og fortrænger, hvad der er på spil.

Foreløbig har de barbariske tildragelser især fundet sted i Mellemøsten, som vi tror, ligger langt væk. Men Mellemøsten er tæt på Europa, og barbarerne og deres opviglere findes for længst i landet og i Europa. Og barbarerne har mange sympatisører i Europa, både blandt de store muslimske befolkninger og blandt europæere, som ikke forstår eller ikke vil forstå, at krigen også foregår her.

Det værste barbari foregår lige nu i Syrien og Irak, hvor hellige muslimske krigere drager i felten for at ødelægge de ”vantro” og deres civilisation. Intet er helligt for disse hellige krigere, som henviser til Koranen og anråber Allah om at give dem sejr over de vantro. Hoveder afskæres, holdes triumferende frem til beskuelse og spiddes på jerndragere. Kristne og andre vantro mænd korsfæstes, mens kvinder fanges, voldtages og føres bort som slaver til forlystelse for de muslimske krigere. Kristne og andre masselikvideres og kastes i grave, de først selv har måttet grave. Selv små børn har fået hovedet afskåret.

Når man ser de afskyelige forbrydelser på fotos, fremkalder det uvilkårligt billeder af nazisternes tilintetgørelse af værgeløse jøder, der også først selv måtte grave deres egne grave. Nazisterne skar dog ikke hovederne af deres ofre, men blodrusen er den samme. Og Hitler er populær blandt mange muslimer.

Men Danmark og Europa slumrer. Hvad rager det os, at det brænder lige uden for døren, selv om ilden allerede har fat i vort eget hus.

Ansigterne. Den russiske religionsfilosof Nikolaj Berdjajev gjorde efter 1917 opmærksom på, at Ruslands barbarer på hans tid – de fanatiske og hensynsløse bolsjevikker – havde andre ansigter end dem, normale russere havde. Og han havde ret, bolsjevikkernes hårde, kyniske og brutale ansigter adskilte sig virkelig fra russiske normalansigter. Berdjajev skildrede civilisationens sammenbrud i Rusland.

Se på billederne af de muslimske krigere i Syrien, Irak og Gaza. Hamas-krigerne bærer ofte masker for at skjule ansigtet. Men selv bag maskerne aner man deres forvrængede ansigtstræk, når de brøler og heiler med opstrakt arm, eller når de affyrer deres kalasjnikov i luften for at demonstrere magt for at intimidere befolkningen. Og deres imamers fortrukne ansigter, når de i moskéerne udslynger deres forbandelser mod jøderne; eller deres verdslige føreres trusler og afsindige løgne om, at jøderne dræber børn for at bruge blodet til deres religiøse ritualer.

Og omvendt – se på deres modstanderes ansigter, og hør på, hvad de siger. Israelerne er ikke engle, men deres politikere, ministre og officerer har normale, rolige ansigtstræk. Der er ingen truende brølen, ingen heilen, intet hadefuldt præk. Israelske soldater er værnepligtige, indkaldt til militærtjeneste fra civilsamfundet. De er civilister i uniform, der helst ville blive hjemme hos deres familier og passe deres arbejde. Det lyser ud af deres ansigter.

Begravelserne. Når en Hamas-helligkriger bliver begravet, bæres liget demonstrativt højt hævet af andre bevæbnede krigere, mens der skydes og råbes om hævn over jøderne. Israelske soldaters kister bæres også af soldater, men her hører ligheden op. Det foregår værdigt, uden våben og i tavshed. Ingen hadefulde råb eller talere ved graven, der kræver hævn. Flere af de dræbtes soldaterkammerater græder åbenlyst. Det tror Hamas og andre, er et svaghedstegn, men det er et tegn på menneskelighed.

»Jøderne elsker livet, vi elsker døden«, råber Hamas-ideologerne. Det er sandt – især hvis man tilføjer, at Hamas-førerne selv kryber i skjul og lader uskyldige civile dø, mens de udsender skingre proklamationer om, at geværkuglers lyd er sød musik. Det er en pervers dødskult, men de tager fejl, når de tror, at kærlighed til livet udelukker viljen til forsvar. Israelske soldater elsker deres kære, og derfor forsvarer de dem med livet som indsats. De dækker sig ikke bag kvinder og børn.

Likvideringerne. For nylig likviderede Hamas-førerne en af deres egne, der var mistænkt for at være meddeler til den egyptiske efterretningstjeneste. Han blev dømt til døden og summarisk likvideret, hvorpå liget blev kastet ud på gaden i Gaza fra en bil. Han fik (naturligvis) ikke stillet en forsvarer til rådighed. Det var ikke en domstol med uafhængige dommere. Han blev likvideret efter samme brutale drejebog, som andre forbrydersyndikater anvender. Derpå blev han (naturligvis) offentligt betegnet som israelsk agent.

På samme måde er det gået såkaldte ”kollaboratører” – folk, der mistænkes for at sympatisere med Israel eller for at være i israelsk sold. De bliver mishandlet og likvideret offentligt med bl.a. børn som tilskuere. Derpå bliver liget i et reb slæbt rundt i gaderne til skræk og advarsel. Det samme gør de hellige krigere i Islamisk Stat. Men Gaza er jo også en slags islamisk stat.

De store drenge og unge mænd, som Hamas har kommanderet til at grave terrortunnellerne fra Gaza ind i Israel, er bagefter angiveligt blevet likvideret. Så kan de ikke røbe, hvor tunnellerne starter, og hvor de ender.

Den slags barbari er (naturligvis) ukendt i Israel og i andre civiliserede lande. Her findes uafhængige domstole, anklagede får en forsvarer. Der er ikke dødsstraf i Israel. Jøder elsker jo livet. Israel er en demokratisk retsstat, ikke en islamisk politistat.

Løgnene. Hamas og sympatisørernes løgne om jøder og Israel er så primitive og vulgære, at intet oplyst menneske kan gøre andet end at ryste på hovedet ad dem: At det israelske forsvar bevidst og systematisk forsøger at ramme børn, skoler og hospitaler. At Israel bevidst udsulter og på anden måde udmarver befolkningen i Gaza for at udrydde befolkningen – at der med andre ord er tale om jøders folkemord på arabere.

Det er et højst ejendommeligt ”folkemord”. Uden Israels forsyninger af alle mulige nødvendige ting, herunder fødevarer og medicin, ville befolkningen i Gaza være sultet ihjel for længst. Men der er tværtimod en enorm befolkningsvækst. Palæstinaarabernes forsøg på at undergrave og likvidere den jødiske stat betegnes af de udspekulerede eller tankeløse som ”konflikten i Mellemøsten”, som om der kun var denne ene konflikt. Og som om freden og idyllen ville sænke sig over hele den urohærgede region, hvis blot ikke Israel eksisterede. Men er det da jøderne, der er skyld i Islamisk Stats hærgen i Irak? I borgerkrigen i Syrien, hvor op imod 200.000 civile har mistet livet? I borgerkrigen i Libyen? I tyrkernes bekæmpelse af kurderne?

Barbarerne og deres talsmænd i Europa. Denne sommer har vist os, at det syge jødehad ikke længere kun findes hos hellige krigere i Syrien og Irak og i Gaza, men også her i landet og i Europa. Synagoger angribes af rasende muslimer, rabbinere slås ned på åben gade, jødiske borgere får tæsk og ukvemsord, når de færdes fredeligt på gaden i Danmark og andre europæiske lande. En lovlig demonstration mod jødehad foran Folketinget blev angrebet af hadefulde muslimer, så politiet måtte opløse demonstrationen og evakuere deltagerne i den lovlige demonstration.

Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det er et angreb på fransk kultur, »barbariet er nået til Frankrig«, sagde den franske forfatter Pascal Bruckner for nylig, efter at muslimer trodsede forbuddet mod at kaste sig i støvet for Allah i centrum af Paris – en tilkendegivelse af, at Paris er erobret territorium.

Barbariet er ikke alene kommet til Frankrig, det angriber nu alle vesteuropæiske landes civilisation, fordi letsindige politikere har tilladt barbarernes masseindvandring fra Mellemøsten. Israels kamp mod barbarerne er derfor også vores civilisations kamp.