Naser Khader: Hvad er der galt med palæstinenserne?

Jeg har altid været en person, som har holdt fast i at have en mening og have lov til at ytre den. Det er en del af den uendeligt vigtige danske ytringsfrihed. En vigtig del af det danske demokrati. En god diskussion kræver, at man har respekt, og er villig til at lytte til andres holdninger med et åbent sind. Det kræver, at man kan være uenig uden at det medfører trusler, had og eksklusion.

Derfor bliver jeg også virkelig trist, når jeg og andre igen og igen skal opleve at blive svinet til og modtage trusler for vores holdninger. Desværre er det især herboende palæstinensere, som ikke har forstået kunsten at føre en sober, dansk demokratisk tone.

Jeg har indenfor den sidste måned i forbindelse med konflikten i Gaza modtaget flere tilsvininger og trusler, end jeg har modtaget de sidste tre år under Syrien-konflikten. Dette skyldes mine refleksioner og holdninger til de ting, der foregår i Gazastriben i øjeblikket, og især skyldes det min kritik af terrororganisationen Hamas. Lad mig starte med at slå fast, hvad min holdning er til Palæstina-konflikten.

Jeg mener oprigtigt, at det nu er på tide at lade palæstinenserne få deres egen stat. Besættelsen skal ophøre straks. Og det samme gælder for blokaden af Gaza. Israels ret til at eksistere i sikkerhed er indiskutabel. Det er utrolig vigtigt, at Israels premierminister, Netanyahu, viser en større fredsvilje og ikke lader sig provokere af Hamas.

Igen og igen har jeg beskrevet, hvordan min fars familie har levet under besættelsen på Vestbredden siden 1967, og jeg har forklaret, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem alle palæstinensere i Gaza og Hamas. Jeg har skrevet side op og side ned i palæstinensernes favør og for en tostatsløsning, men det virker, som om alt det er ligegyldigt, fordi jeg har vovet at kritisere Hamas – og påpeget palæstinensernes hykleri i forhold til den syriske konflikt.

Efter at jeg kritiserede Hamas og påpegede hykleriet, brød helvede nærmest løs fra palæstinensisk side i Danmark. Jeg blev anklaget for at være zionist, hvilket i en Hamas-tilhængers optik er lig med højforræderi. Det er i Hamas-fans begrebsverden næsten lige så slemt som at lave en Muhammed-tegning. Palæstinensere, som bliver anklaget for at samarbejde med zionister, bliver trukket ihjel bag motorcykler igennem Gaza. Jeg er blevet truet, kaldt søn af en hund, lort og ting, der er langt værre.

Men jeg mener oprigtigt, at Hamas er meget skadelig for den palæstinensiske sag. Organisationen står på EU’s liste over terrororganisationer. Hamas er ikke interesseret i fred, for deres eksistensgrundlag er krig og konflikt. Indtil for halvanden måned siden var Hamas ved at gå konkurs både politisk og økonomisk, for de tænker mere på Det Muslimske Broderskabs ideologi end på borgernes hverdagsbehov. De havde brug for en konflikt for at få et comeback. Netanyahu leverede – endda overdrevent. Desværre også med mange civile tab til følge. Hamas’ terror og aggressive adfærd får Netanyahu og hans venner til at retfærdiggøre fortsatte kampe.

Og så er der hykleriet. Det, der sker i Gaza, er forfærdeligt. Civile og især børn lider og bliver dræbt i hobetal. Det skal fordømmes! Men jeg har samtidig også peget på, at det, der er sket i Gaza på en uge, sker i Syrien på en enkelt dag. Syriens palæstinensere lider også. Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus har været omringet af Assads styrker i flere måneder. Her er forholdene endnu værre end i Gaza.

Assad har slået flere palæstinensere ihjel i Syrien-konflikten, end Israel har slået ihjel i de sidste tre krige. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor herboende palæstinensere næsten ikke reagerer, når Assad slår flere tusinde syriske palæstinensere ihjel, men flipper totalt ud, når Israel slår langt færre ihjel. Er det, fordi Assad ikke er jøde, og Israel ikke kan bebrejdes?

Man hører desværre ikke ret meget til de moderate og fredsvenlige palæstinensere, og jeg må konstatere, at den palæstinensiske sag nu bliver ført af islamister og deres venner på den yderste venstrefløj.

Dette har svækket den internationale støtte til palæstinenserne, fordi et frit Palæstina styret efter sharialov ikke ligefrem er noget, der begejstrer. Det faktum, at målinger viser, mange nu er blevet mere kritiske overfor Israel og Israels fremfærd i Gaza, er ikke ensbetydende med større støtte til palæstinenserne – og slet ikke til Hamas.

De moderate palæstinensere er nødt til bringe sig selv i spil og få Hamas og dens fanatiske tilhængere vippet af banen. De er nødt til at kommunikere til Israel, at de vil lave en fredsaftale, og at de er villige til at gå på kompromis. Men det kræver naturligvis, at de moderate beslutningstagere i Israel tager imod den hånd. Det er i begges interesse at isolere islamisterne, ellers bliver der aldrig fred.

Jeg har iagttaget, at den palæstinensiske lobby i Danmark og andre steder i Europa er domineret af Hamas-sympatisører og folk fra den yderste venstrefløj. Det er desværre de mest aggressive og kompromisløse, som stikker hovedet frem i Danmark, og jeg er virkelig skuffet over, at ikke én eneste har været i stand til at føre en fornuftig diskussion om Hamas. Hvor er de moderate, fredsvenlige palæstinensere henne? De, som lytter, og er villige til at gå på kompromis? Jeg ved, de er her, for jeg kender flere. De skriver til mig, men jeg kan ikke høre dem i det offentlige rum.

For nogle dage siden gik en journalist gennem Nørrebro med en kalot på hovedet og blev næsten overfaldet. Til det skriver en palæstinenser på min Facebook: »Hvad forventer den tosse? Folk i Gaza bliver slagtet på samlebånd af terrorstaten Israel. Og så vandrer den fuldstændigt hensynsløse idiot gennem Nørrebro med kalot på for at krænke palæstinensiske følelser.«

Han mener med andre ord, at en kalot er grund nok til at overfalde en person. Den kommentar siger meget om niveauet her i Danmark – der eksisterer ikke et grundlag for at føre en bare nogenlunde normal samtale med en sådan person.

Sådan oplever jeg ikke forholdene i USA. Når jeg diskuterer Mellemøsten og dens problemer med palæstinensere og arabiske amerikanere, så er stemningen rolig. Folk er velovervejede og selvkritiske. Man lytter til hinanden, også selvom man ikke er enig, og det har fået mig til at tænke på, hvorfor det forholder sig så anderledes i Danmark og andre vesteuropæiske lande.

Jeg skal være den sidste til at motivfortolke, for intet er mere uproduktivt. Alligevel må debattørerne da spørge sig selv, hvorfor debatten her i landet er kørt af sporet. Kan det være, fordi de palæstinensere, som kommer til Danmark og Norden, er kommet hertil fra Libanons flygtningelejre, hvor jungleloven hersker, og de dermed ikke er repræsentative for palæstinensere generelt?

Måske har vi i Danmark modtaget for mange palæstinensere, som netop er vant til at true hinanden, hvis ikke de lige får ret. Eller kan det være, at den demokratiske integration ikke er kommet ind under huden på dem?

De personer, som blander sig i den offentlige debat, bærer præg af at være ekstremt emotionelle, de lytter ikke og er nuanceresistente. De overfortolker og motivfortolker uden at undersøge, om de har ret. Det er laveste fællesnævner, der hersker, og jeg fatter ganske enkelt ikke, at nogen kan acceptere et så primitivt samtaledemokrati.

Ved at opføre sig på den måde bliver de deres egen værste fjende og laver det ene selvmål efter det andet. De skulle hellere tage ved lære af kurderne. De har været meget undertrykte i Irak, men har stille og roligt – uden brug af terror – opnået en stor velvilje i hele verden ved at føre en velovervejet argumentation. Samtidig har de allieret sig med de rigtige. Det samme har jøderne i Danmark gjort i generationer, ved f.eks. stille og roligt at gå gennem byen med fakler og markere Krystalnatten.

Hvis man gerne vil påvirke offentligheden i Danmark, skal man ikke råbe og skrige og brænde flag af eller true folk, blot fordi de bærer kalot.

Palæstinenserne allierer sig med de forkerte og gør forkerte ting på forkerte tidspunkter, og jeg ville sådan ønske, at de forstod, at det skader den palæstinensiske sag umådelig meget. Det er vigtigt at opnå Vestens opbakning, hvis en palæstinensisk stat nogen sinde skal blive en realitet.

Den måde, tingene foregår på lige nu, er primitiv og udemokratisk. Det støder folk væk og sender den palæstinensiske sag langt ud i fremtiden. Der er virkelig behov for eftertænksomhed, og for at de moderate palæstinensere snart begynder at stikke hovedet frem.