Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Boliger for resten af livet

Blodpropperne var mine blinkende advarselslamper. Skulle jeg bare lade stå til? Nej, skriver Jørgen Harboe. Men det ældrefællesskab, han ville ind i, eksisterede ikke i virkeligheden. Derfor måtte han skabe et for at styre sit eget liv i havn.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus S. Høyer

For nogle år siden fik jeg to blodpropper, den ene efter den anden med næsten nøjagtig 12 måneders mellemrum.

Det gik forbløffende godt. Begge gange kunne jeg tage hjem fra sygehuset, lettet og uden mén bortset fra forskrækkelsen. Ikke desto mindre måtte jeg se i øjnene, at der kunne komme en tredje gang, og at den næppe ville være lykkens. Jeg kunne blive invalideret, mentalt og/eller fysisk, og for en ældre mand, der bor alene, er det både skræmmende og ydmygende at se frem til afhængighed af hjælp, måske endda i massivt omfang. Jeg forudså også, at jeg måske som syg skulle tage stilling til, om jeg ville flyttes på en institution efter kommunens valg. Kunne jeg overhovedet sige nej? Og hvad var alternativet? Det vidste jeg ikke. Det gjorde mig bange, at jeg kunne komme i en tvangssituation, som jeg måske var for syg til at håndtere.

Jeg har et godt forhold til min familie, men vi er ikke tæt på hinanden. Jeg havde derfor ingen lyst til blive afhængig af deres hjælp eller til at bringe dem i en situation, hvor de ville føle sig forpligtede til at passe og pleje mig. Jeg er vant til at leve mit eget liv, og ville så vidt muligt blive ved med at gøre det.

Endelig havde og har jeg en rædsel for at ende op på et overbelagt sygehus mellem stressede læger og sygeplejersker. Måske endda dø på en støjende hospitalsgang mellem mennesker, hvor alle er på vej væk! Med andre ord: Alderdommen dukkede op i horisonten i al sin gru! Blodpropperne var mine blinkende advarselslamper. Skulle jeg bare lade stå til?

Jeg kunne ikke undgå kroppens forfald, medmindre jeg tog livet af mig. Men jeg kunne måske lindre den uundgåelige pine ved at gøre op med mig selv, hvad jeg ville, og hvad jeg kunne, inden andre tog den mulighed fra mig.

Jeg forsøgte derfor at konkretisere, hvad der virkelig betød noget for mig. Jeg ville ikke flyttes på plejehjem, når jeg var gammel, svag og hjælpeløs, men stadig mentalt bevidst om, at jeg var parkeret mellem debile. Jeg ville heller ikke ind og ud af sygehuse, når jeg var så syg, at lægerne kun kunne forlænge pinen. Jeg ville dø en værdig død uden at pålægge min familie en byrde, der var unaturlig i forhold til det fællesskab, vi havde haft, mens jeg endnu levede mit eget, uafhængige liv. Det var mine tre ønsker. Var det overhovedet muligt at få dem opfyldt?

Jeg er journalist og vant til at lave research. Desuden havde jeg en tante, der boede i Lions Park i Hillerød. Det var hun glad for, så jeg begyndte der. Det viste sig, at stedet havde gode ældreboliger, der matchede nogle af mine behov for tryghed, fællesskab og frihed, men ikke dem alle. Blev jeg plejekrævende, var jeg henvist til plejehjem efter kommunens skøn, for plejefunktionen var ikke med i pakken.

Jeg besøgte flere plejehjem. De var præget af blelugt og offentlig institution. Jeg vidste, jeg ville blive deprimeret og ældes hurtigt , hvis jeg kom der hen og stadig havde mine sansers brug.

Desuden vidste jeg, at jeg gerne ville ende mine dage på et hospice. Jeg havde besøgt et på Lukas Stiftelsen som journalist, og mærket den fredfyldte atmosfære. Et hospice gav ro, og frigjorde både mig og familien. Problemet var bare, at hverken Lions eller andre ældreinstitutioner havde hospices. Hospice var noget med ansøgninger, postyr og sandsynligvis flytning som dødssyg. Der er mangel på hospicepladser i Danmark, så selv om det lyder makabert, skal man som døende prise sig heldig, hvis man får lov til at ende sine dage sådan et sted! Og det ville igen være andre end mig selv, der bestemte, hvor jeg fik lov til at dø.

Så min research mundede ud i, at det ældrefællesskab, jeg ville ind i, ikke eksisterede i virkeligheden! Hvis jeg ville have plads der, måtte jeg selv opfinde det: et fællesskab med bolig, der fysisk var indrettet sådan, at jeg kunne blive i den, når jeg blev plejekrævende, lige til den sidste tid, hvor jeg som døende fik brug for terminal pleje og omsorg. Det skulle være en normal bolig, hvor jeg kunne leve et normalt liv, så længe jeg kunne, men som del af et fællesskab med det nødvendige plejepersonale, der kunne træde til, når jeg fik brug for det.

Med andre ord: Der skulle ikke være plejehjem eller hospice som separate fysiske institutioner. De var overflødige. Plejehjemmet og hospicet skulle være funktioner, der var bygget ind i mit hjem, og en del af et fællesskab med andre ældre, der ønskede det samme som mig.

Jeg havde tidligere arbejdet for Casa, Center for alternativ samfundsanalyse. De hjalp mig nu med at finde ud af, om der var andre end mig, der gerne ville have den slags boliger, og om det både var fysisk, organisatorisk og økonomisk muligt at lave dem. Svaret var ja til alle mine spørgsmål.

Næste trin blev at tage kontakt med ældreorganisationer, ældreforsorg og hospices. Var der nogen, der havde lyst til at gøre ideen til praktisk virkelighed?

Det var der faktisk!

Da Casa og jeg havde præsenteret den for OK-Fonden i et fint powerpoint-show, blev der helt stille. Derefter spurgte fondens direktør Paul Erik Weidemann, om jeg havde været oppe og rode i hans skrivebordsskuffe. Der havde han nemlig et tilsvarende koncept liggende. Fonden havde endda taget hul på det i Vejle!

OK-Fonden driver og bygger ældreboliger, plejehjem og hospices over hele landet og har gjort det i næsten 50 år, så svaret kunne ikke være mere velkomment. To sjæle, én tanke, eller rettere: en stor organisation med solidt praktisk kendskab til området, og et menneske, der var enige om at virkeliggøre den samme idé. Det var der perspektiver i. Så resultatet blev, at idéen nu skal stå sin prøv.

OK-Fonden går sammen med Rotary i Roskilde om at ombygge plejehjemmet i Himmelev Gamle Præstegård med en tilføjelse af et antal ældreboliger, der alle funktionelt og organisatorisk bliver indrettet sådan, at beboerne ikke behøver flytte på plejehjem, når de bliver plejekrævende og heller ikke på hospice, når og hvis de vælger at modtage terminal lindrende pleje i den sidste tid. Der bliver med andre ord tale om et pilotprojekt, der skal vise, om konceptet er bæredygtigt, og kan udvikles videre, sådan at det også kan bruges andre steder, hvor ældre ønsker netop dén ramme om deres sidste år.

Forude venter et stort arbejde med at virkeliggøre modellen, så den på den ene side harmonerer med gamle menneskers ønsker og behov, og på den anden side kan indpasses i de regler og bestemmelser, og ikke mindst i den økonomi, der lægger rammen om vores ældreforsorg. Hvis behovet er reelt, men rammerne for snævre, må rammerne skæres til. Politik er at ville. Det gælder også ældrepolitik.

Samfundsstrukturen ændrer sig i Danmark ligesom i alle andre vestlige lande. Vi bliver flere ældre pensionister i forhold til de yngre og arbejdsduelige. Det lægger pres på samfundsøkonomien, for hvem skal betale for den øgede ældreforsorg?

Men det er ikke den eneste ændring. Familiestrukturen er også ændret. Vi er blevet mange flere enlige, der kun har svag tilknytning til eventuelle ægtefæller og børn. I gamle dage var det (måske) naturligt at forlade sig på, at familien i alle tilfælde kunne og ville tage sig af deres syge og gamle. I dag er det sikkert naturligt i mange familier, men langt fra i alle. Hvis større inddragelse af de pårørende er velfærdsstatens plan A for at sikre de ældre og syge en tryg tilværelse, er der brug for en plan B for os, der ikke hører til i et klassisk familiemønster.

Samtidig medfører samfundsudviklingen, at flere og flere må opgive de voksende krav i det teknologiske vidensamfund. De er på sigt dømt til arbejdsløshed, medmindre samfundet vælger at bruge dem til at løse andre opgaver. F.eks. i forhold til os ældre.

For mig tegner fremtiden lidt lysere end før. Måske får jeg lov til at leve mine sidste år i værdighed uden frygt for at blive umyndiggjort og flyttet fra institution til institution, og uden at belaste forholdet til mine nærmeste med mine egne akutte plejebehov.

”Får lov”? – nej, jeg har sgu gjort mit for det! Og det er både tilfredsstillende og foryngende, at jeg som gammel kan gøre noget for at styre mit eget liv i havn, og ikke bare må nøjes med at lægge tilværelsen i andre menneskers hænder. På den måde kan selv blodpropper skyde noget nyt i gang. Ligesom champagnepropper.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.