Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sæt dig ikke på tronen

Barnet tilhører som bekendt hverken forældre, samfund eller skole. Barnet er ingens.

Artiklens øverste billede

Så er de i gang igen, alle vore små og store poder. I en ny innovativ og social ligevægtig folkeskole, som alle progressive, visionære og fremtidsorienterede mennesker – bortset vist nok lige fra lærerne – venter sig meget af. Og min avis Morgenavisen JP har fulgt aktualiteten op med en fin serie om forældrenes opdragelse af de små pus. Er moderne forældre nu af curling-, helikopter- eller bowlingtypen? Den sidste gruppe er en ny betegnelse for mig, men den omfatter, forstår jeg, dem, der helt bevidst kaster ungerne ud på (livs)banen og forventer, at de rammer keglen, selv om det kan give et par knubs undervejs.

Det er ordene: »Nu er vi blevet klogere«, der støder mig. Jeg ved nemlig ikke helt, hvor meget vi mennesker er blevet klogere på livet og hinanden i historiens lange løb. For mig ser det ud til, at lasternes sum er rimeligt konstant. Jeg ved, verden er kompliceret, og livet er uoverskueligt. Jeg ved, at det altid har været vanskeligt at være til for et levende og tænkende menneske, der gerne vil have orden, sammenhæng og mening med livet, døden, kærligheden og Gud. Jeg ved heller ikke, om vi er blevet lykkeligere, jo ”klogere” og mere eksperimenterende og bevidste, vi er blevet med vores børneopdragelse; jeg ved kun, at når ”de kloge” måler vores lykke og udnævner os til verdens lykkeligste folk, så er det ikke lykke, de måler, men tryghed. Og det er noget helt andet.

Så jo, vi er et meget trygt folk med en meget høj selvmordsrate, megen uro og søgen, mange psykologbesøg, masser af unge med spiseproblemer af forskellig art og en helt masse ondt i kærligheden, som bestemt ikke er noget, der gør børn mere lykkelige. Jeg ved ikke, om det er godt for os og vores børneopdragelse, hvis vi bliver alt for afhængige af forskellige eksperters gode råd, som har det med at skifte alt efter de nye teorier, som eksperterne tilegner sig, skifter.

Men jeg ved også helt bestemt, at min mand og jeg i sin tid fra 1969 og frem bevidst overvejede meget, hvad vi ønskede for vore efterhånden fire børn. De ønsker så egentlig ikke så meget anderledes ud end de ønsker, som Grundtvig ønskede for sine to sønner på konfirmationsdagen helt tilbage fra 1839. Hans ønske for dem var såmænd blot »et jævnt og muntert virksomt liv på jord – med lige værdighed i borg og hytte, med øjet som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden, men med de dybe længsler velbekendt kun fyldestgjort af glans fra evigheden – og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved fadervor at bede.« Og endelig at give fælleskabet, hvad det tilkommer til slut: »om kort om langt blev løbebanen spændt, den blev til folkegavn, den blev til grøde«.

Den sang er blevet sunget og udlagt gang på gang i al sin langtidsholdbarhed for tusinder og atter tusinder mennesker siden 1839. Og altså også for os. Så selvfølgelig ønskede vi, at poderne skulle blive livsduelige og glade, muntre og virksomme, de skulle have øje for dette dejlige nærværende praktiske jordiske liv, fastholde andres og egen værdighed som medmenneske uanset økonomiske og intelektuelle omstændigheder, og så skulle de selvfølgelig indgå i det sociale og folkelige fælleskab med de evner og kræfter, der var deres. Men de skulle sandelig også have øje for og sprog til alt det, som ligger ud over det, vi mennesker kan måle og veje. Derfor skulle de også kende deres fadervor, for når grubleriet over meningen med det hele tog fart, ville det være godt for dem, hvis de kunne finde hvile ved at lægge alt det, som de ikke selv kunne bære, over til Gud.

Godt nok var dette idealet i den grundtvigske bevægelse og i opdragelsen af mine børn. Og selvfølgelig er der altid et større eller mindre mellemrum mellem ideal og virkelighed her i menneskenes verden.

Vi lever jo ikke i paradis! Men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at forældre med nogenlunde hoved og kærlighed på rette sted ikke helt bevidst har sat deres børn på passende opgaver?

Hvem har ikke helt bevidst ønsket, at deres børn skulle blive modige og livsglade? Magte at kunne give livet videre under de forudsætninger og omstændigheder, som måtte blive deres? Så lige her er der nu nok en del at lære både af de gamle, der gik forud for os, og af ”de gamle dyder”, som holdt fast i den medmenneskelige værdighed.

Og såmænd også af den gamle skole, som modsat den nye mere så på det stof, eleverne skulle møde og undervises i, end de centralt fastsatte læringsmål og kompetencer. Alt sammen i håbet om at kunne sikre sig en pæn ensartet pølse af unge mennesker, der er egnede til at få en uddannelse og tage fat i erhvervslivet.

Men skolen er altså også for livet og her er det undervisningsstoffet, der skaber mellemrummet mellem lærer og elev og giver plads til elevens egen identitet.

Det er undervisningsstoffet, der sikrer, at læreren ikke sætter sig på barnet. Og barnet tilhører som bekendt hverken forældre, samfund eller skole.

Barnet er ingens.

Sagt med den engelske digter William Blake: »Ethvert menneske har en trone i sit indre, den må ingen sætte sig på, heller ikke en selv, for den trone tilhører Gud.«

Så kære forældre, bedsteforældre og lærere. Pas på barnets trone, og tag det så bare roligt.

Heldigvis er det vigtigste i vort liv med hinanden vort nærvær, vore erfaringer – og så de store fortællinger om godt og ondt, liv og død, som vores kristne kultur bærer på.

Så sæt jer bare ned og fortæl.

Giv børnene ord og sprog med på vejen til at tumle med alt det, der ikke kan måles i livet, så de også kan håndtere den dybe længsel efter mening og sammenhæng i deres liv – uden at drømme sig væk i diverse erstatningsreligioner og urodulmende stoffer.

Og forvent bare noget af hinanden og af børnene.

At være en, andre forventer sig noget af, er faktisk også et spørgsmål om et menneskes værdighed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.