Den udrydningstruede læge

Når helbredet svigter, eller krisen banker på, vil de fleste gerne have en praktiserende læge, der interesserer sig oprigtigt for dem, og som forstår at lytte. Læger af denne kaliber findes fortsat.

Den personlige læge opfatter de tilknyttede patienter som ”sine egne” og forholder sig til dem med en tilsvarende forpligtende ansvarsfølelse. I den personlige læges bevidsthed figurerer praksis som en slags ekstra familiemedlem, fordi arbejdet stikker langt dybere og fylder mere bevidsthedsmæssigt, end arbejde vanligvis gør.

Det personlige engagement værdsættes af patienterne, der foretrækker kontinuiteten og fortroligheden i den nære læge-patientrelation frem for skiftende lægekontakter.

Politisk anerkendes værdien af en personlig læge som tovholder i sundhedsvæsenet. Alligevel arbejdes der aktuelt målrettet i retning af en hastig udryddelse af læger med personligt engagement i samfundet.

Personligt engagement i arbejdet med patienter i almen praksis er ikke en selvfølge. Det udspringer af en ganske særlig kærlighed, der under bestemte betingelser kan vokse frem fra de daglige kontakter med en begrænset patientskare. Denne kærlighed til arbejdet er helt særegen og er en medvirkende årsag til, at alment praktiserende læger gennem de seneste to år har reageret så kraftigt på de lovmæssige indgreb i arbejdsforholdene i praksissektoren.

Speciallæger i almen medicin, der køber lægepraksis, har ofte en stærk drivkraft i et ønske om selvstændighed, personlig indflydelse på arbejdet og mulighed for at etablere kontinuerlige patientkontakter.

Langsomt og umærkeligt sker der dét, at patientkontakterne påvirker lægen. Patienterne har gennemgående en forventning om, at lægen kan hjælpe dem, og møder som udgangspunkt lægen med en grundlæggende tillid. Denne basale grundindstilling fra patienterne påvirker lægen og er medvirkende til udvikling af en omsorgsfølelse og et genuint ønske om at hjælpe den enkelte efter bedste evne.

Den personlige omsorgsfølelse resulterer i, at arbejdet som praktiserende læge opleves som en emotionel investering.

Ingen mennesker hjælpes efter samme forskrift som andre. Den praktiserende læges arbejde er at hjælpe patienterne med de problemer, som den enkelte oplever at have. Grundholdningen er, at patienten bestemmer indholdet af konsultationen, ikke lægen eller de siddende politikere. Ofte er henvendelsesårsagerne ikke entydige eller simple. Der er både helt konkrete fysiske eller praktiske problemstillinger, men oftere drejer henvendelserne sig om bekymring af forskellig art; for sygdomme, for familien, for jobbet eller generelt for hændelser i livet.

Den eneste måde, hvorved den praktiserende læge virkelig kan hjælpe et menneske, er ved at stille sig åben og lyttende over for patientens oplevelse og beskrivelse af den aktuelle henvendelsesårsag. At kunne dette er en kunst, som langtfra altid mestres, men som enhver praktiserende læge i hjertet ved er den eneste vej til at kunne medvirke til forandring og relevant hjælp. At kunne hjælpe på individniveau kræver tid og handlefrihed til reelt at kunne stille sig til rådighed.

Når mennesker pålægges ansvar og gives handlefrihed, samtidigt med at de mødes med tillid, da opstår et specielt forpligtende engagement. Således er det også med de praktiserende læger; fra patienternes tillid og lægernes oplevelse af forpligtende omsorg og ansvar opstår en særlig kærlighed til faget, som gør arbejdet personligt og vedkommende.

Denne emotionelle komponent af arbejdslivet er også nøgleforklaringen på, hvorfor vi praktiserende læger kæmper så indædt for vor selvstændighed.

I sommeren 2013 blev der af Folketinget vedtaget en ændring af sundhedsloven. Den nye lov reducerer den praktiserende læges indflydelse på egen praksisdrift og indfører talrige kontrolforanstaltninger, som vil tage en del af den praktiserende læges tid fra patienterne.

Den praktiserende læge pålægges nu at fastlægge behandling efter nationale retningslinjer og indberette diagnosekoder på alt fra stress, angst, depression, sukkersyge, hjertesygdom, lungesygdomme og bevægeapparatslidelser til centrale databaser med henblik på kontrol.

Når lægen diagnosekoder i forbindelse med konsultationen, kommer der et pop op-skema på lægens skærm, som skal udfyldes med alle relevante data. Dette medfører, at lægens fokus på patientens dagsorden forstyrres og erstattes med en dagsorden, der hverken er bestemt af læge eller patient.

Diagnosekoder skal videregives til Danske Regioner, uden at patienterne informeres om det eller gives en relevant mulighed for at fravælge deling af deres helbredsdata.

Lægens praksis skal herudover ”akkrediteres”, hvilket betyder, at arbejdet i almen praksis skal standardiseres og gøres målbart efter et skema. Målbare elementer i praksisdriften dyrkes således, mens bløde parametre, som kræver individuelle strategier og løsninger, udsultes tidsmæssigt og opmærksomhedsmæssigt.

Ændringerne i sundhedsloven medfører, at lægen ikke som tidligere har mulighed for at tilrettelægge konsultationerne og behandlingerne på patienternes præmisser. Konsultationerne vil i stedet foregå på kontrolsamfundets præmisser, hvor ensartethed, registrering og deling af helbredsdata bliver afgørende for, hvad der udspiller sig i konsultationsrummet. Det påvirker både lægens ansvarsfølelse og patientens tillid i negativ retning.

Når lægen skal diagnosekode og udfylde pop op-skemaer, reduceres muligheden for at tilbyde en personligt tilrettelagt konsultation. Herved vil lægens personlige forpligtelse over for individet afløses af en nødvendig afvejning af, om reglerne er fulgt, og relevante data er behørigt registreret.

Endvidere reduceres muligheden for individuel tilpasning af behandlingen ud fra patientens ønsker og behov, når lægen nu forpligtes ved lov til at følge de nationale retningslinjer. Lægen vil blive vurderet på, om patienternes blodtryk, vægt, blodsukker og livsstil er i orden, hvilket vil fjerne fokus fra patientens individuelle behandlingsønske eller ønske om fravalg af behandling.

Patienten vil opleve, at lægen ikke længere kan stille sig reelt til rådighed med lydhørhed over for den oplevede problemstilling. Tillid er en sårbar størrelse, som vil lide under, at lægen fremover får en anden rolle end at hjælpe patienten på dennes egne vilkår. Tilliden til lægen vil gradvist blive mindre, når fokus i tiltagende grad kommer til at ligge på diagnosekodning, nationale retningslinjer og udfyldelse af pop op-skemaer. Det er også et afgørende brud på tilliden, at diagnoser videregives, uden at den enkelte patient informeres om, at det sker.

Konsekvensen vil blive, at lægens følelsesmæssige engagement i arbejdet vil blive mindre. Arbejdet i almen praksis vil blive tilsvarende mere upersonligt og mere sammenligneligt med en hvilken som helst hospitalsafdeling med produktionsfokusering og økonomi som afgørende resultatparametre.

Den praktiserende læge har som følge af den reviderede sundhedslov en markant forringet mulighed for at fokusere på de forhold, der nærer kærligheden til lægearbejdet, og som tilgodeser det personlige læge-patientforhold.

Hvis den politiske tendens i retning af mere kontrol og mere ensretning fortsætter, vil det mest dyrebare i praksissektoren forsvinde for evigt. Lægens personlige engagement og kærlighed til arbejdet er en forudsætning for vedvarende at have personlige læger i Danmark. Ødelægger man betingelserne for, at dette forpligtende engagement kan bestå, vil man i løbet af få år ikke længere have en sådan type læge, men stå tilbage med systemlæger uden personligt ejerskab for patientbehandlingen.

Det er ikke for sent. De personlige læger med oprigtig interesse for den enkelte patient findes endnu. Der skal dog ske et politisk holdningsskifte, hvis man vil bevare en praksissektor med læger, der føler sig personligt forpligtede, og som vedbliver at lægge deres sjæl i arbejdet for patienterne.