Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvorfor makker Rusland ikke bare ret?

Det er ikke kun os, EU, der er skuffet over Rusland. Rusland er også skuffet over EU og er i gang med at justere sin globale strategi. Et policyskifte har længe været undervejs i Kreml, og det har fået ekstra momentum af Ukraine-krisen.

Artiklens øverste billede

Hvorfor makker Rusland ikke bare ret? Stiller sig tilfreds med annekteringen af Krim. Afbryder kontakten til de prorussiske separatister. Og lader Ukraine få rum at løse sine – massive – problemer. Og ikke mindst – slipper for skrappe, økonomiske sanktioner og international isolation. Tænker Putin ikke rationelt?

Der er mere end ét svar på det spørgsmål. Men ét aspekt har været underbelyst. Det er, hvordan Rusland, den russiske ledelse, tænker om os og om verden. Og hvordan Rusland stilfærdigt de sidste 10 år har ændret sit syn på EU. Og EU’s rolle i Ruslands globale strategi.

Det er ikke kun os, EU, der er skuffet over Rusland. Rusland er også skuffet over EU og er i gang med at justere sin globale strategi. Et policy-skifte har længe været undervejs i Kreml, og det har fået ekstra momentum af Ukraine-krisen. Ukraine-krisen har – ud af nærmest ingenting – vokset og knopskudt i en grad, der er kommet bag på os alle. Kernen i konflikten er imidlertid ikke nogen nyhed. Positionerne har været fasttømrede både hos os og i Rusland de sidste 20 år. Krisen er en fundamental og principiel sikkerhedspolitisk konflikt mellem Vesten og Rusland. Vesten har støttet det synspunkt, at Ukraine selv må vælge sine internationale partnerskaber. Rusland har det synspunkt, at det er EU og Rusland, der sammen skal nå overens om Ukraines placering i den europæiske sikkerhedsarkitektur. At USA skal blande sig helt udenom. Og at Rusland har særlige legitime interesser i det post-sovjetiske område, som verdenssamfundet skal respektere. Hidtil har den principielle konflikt været inddæmmet diplomatisk og har haft sit liv i internationale organisationer og fora. Nu er det en åben konflikt, der hele tiden udvikler nye underkonflikter – Krim, Østukraine, MH17, sanktioner m.v. Underkonflikterne udvikler sig, fordi man ikke er i stand til at løse den grundlæggende konflikt. Derfor tegner nedkølingen af relationerne også til at blive langvarig.

Der er en del – specielt blandt os, der har levet under Den Kolde Krig – der hælder til den forklaring, at det handler om Putins stormagtsdrømme. Om et Rusland så magtfuld som Sovjet og det gamle russiske rige på sine bedste dage, og at Putin vil slå til, når han ser sin chance for nyt territorium. Jeg hælder ikke selv til den forklaringsmodel.

Både under og før Putin har vi set samme mønster i mindre format – Transdnjestr, Tjetjenien, Georgien m.v. At Rusland straffer en stat i det postsovjetiske rum – eller ”det nære udland” som det hedder i russisk udenrigspolitisk jargon – der ikke anerkender Ruslands ”legitime sikkerhedsinteresser” i relation til det pågældende land, men tværtimod vender sig mod USA, Nato og EU. Straffen er etableringen af en permanent oprørstilstand i en prorussisk region i det pågældende land. En såkaldt ”frossen” konflikt.

Det er hverken pænt, ordentligt eller folkeretligt sanktioneret, men der er hverken tale om besættelse eller annektering af de pågældende lande. Derimod en permanent destabilisering, der sikrer en russisk sikkerhedsmæssig bufferzone mod EU, USA og Nato. Det bryder vi os med rette ikke om, men imperiebygning er der på den anden side heller ikke tale om.

Den russiske ledelse har i mange år haft den analyse, at vi lever i en periode, hvor der sker en omfordeling af staters relative magt globalt set. Relativ magt er det, der bestemmer, hvilke stater der er stormagter – eller ligefrem supermagter – og hvilke der ikke er det. Den russiske ledelses strategiske mål er, at når regnebrættet engang gøres op over den langvarige omfordeling af magt, så skal Rusland forsat tælles blandt verdens stormagter.

Dette strategiske mål, at forblive en af verdens ubestridte stormagter – med den indflydelse det giver – er Ruslands styrende princip. Alle politikområder, der kan være vægtige nok i sig selv, underlægges – om nødvendigt – dette mål, og Rusland styrer taktisk efter det, når man udfordres, eller muligheder opstår. Georgienskrigen er et eksempel, Edward Snowden er et eksempel, vinter-OL i Sochi er et – enhver kan selv forsætte remsen.

Efter årtusindskiftet vandt det synspunkt tilslutning i den russiske ledelse, at Rusland bedst kunne vokse som stormagt i et tæt partnerskab med EU. EU skulle være løftestangen til, at Rusland kunne blive en mere diversificeret og teknologi- og videntung økonomi. Det var den såkaldt liberale fløj i den russiske ledelse, der stod for det synspunkt. De ”liberale” i russisk politik er defineret ved, at man anser Ruslands afhængighed af råstofeksport som Ruslands største problem, og at det problem bedst løses ved at samarbejde med (vest-)Europa. Det er ikke et nyt synspunkt. Det er et klassisk dilemma i russisk politik, der kan føres tilbage til Peter den Store, der grundlagde Skt. Petersborg – med franske og italienske arkitekter, hollandske skibsbyggere med meget mere. Det lykkedes ikke for Peter den Store. Det lykkedes heller ikke for den liberale fløj. EU viste sig at være en skuffelse.

I Danmark mærkede vi denne kurs ved, at vi i perioden 2009-2011 fik uproportionalt megen opmærksomhed fra Ruslands side. Putin, der var premierminister på det tidspunkt, havde adskillige bilaterale møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Både præsident Medvedev og Putin var på officielle besøg i Danmark og mødtes med dansk erhvervslivs topledere. Oligarken Vladimir Lisin, der bl.a. ejer NLMK DanSteel i Frederiksværk, blev udset af Putin til at stå for erhvervsforbindelserne til Danmark. Dronning Margrethe var på officielt besøg i Rusland med en rekordstor erhvervsdelegation. Udenrigsministeriet lancerede en Brik-strategi. Vi var mærket af finanskrise og havde fokus på vækst. Her kunne Rusland bruges, og de principielle, udenrigspolitiske uenigheder blev nedtonet. Men – ser vi nu – kun for en stund.

EU blev en skuffelse for den russiske ledelse. Det bidrog til en marginalisering af den liberale fløjs politiske indflydelse. Set fra vores synspunkt vil vi sige, at det ikke var EU, der skuffede, men Rusland, der havde urealistiske forventninger, og for ineffektive programmer til at gøre landet investorvenligt i stor stil.

Hvordan oplevede den russiske ledelse EU som en skuffelse? Først kom finanskrisen i 2008. Europa blev med et slag svagt, og det tog en del af attraktionen. Man forventede dog fortsat massive investeringer i teknologitunge virksomheder fra europæisk erhvervsliv. Men da Rusland med rette kan beskyldes for at have et investorklima med stort forbedringspotentiale, så var de europæiske virksomheder mere interesserede i at eksportere (sælge) teknologi end at investere i teknologitunge virksomheder. Sådan oplevede den russiske ledelse det. Inden for nogle områder er der dog markante succeshistorier. Eksempelvis er Rusland i dag Europas største bilproducent – takket være udenlandske investeringer i bilproduktion i Rusland. De fleste store bilmærker har produktion i Rusland, men alt i alt vurderede den russiske ledelse, at EU svigtede i at diversificere den russiske økonomi.

Med Ukraine-krisen – og indførelsen af økonomiske sanktioner – oplevede Rusland endnu en skuffelse med EU: at EU lægger sig bag USA fremfor at være en selvstændig, økonomisk stormagt, der ”løser de vigtigste problemer” i Europa i samråd med den anden regionale stormagt, Rusland.

Siden 2008-2010 har der været et stilfærdigt policyskifte i gang i Rusland. Den oprindelige vurdering var, at Rusland bedst voksede som stormagt i tæt partnerskab med EU. I dag er vurderingen, at det er for usikkert at gøre sig afhængig af én pol (EU) i det internationale politiske system. Og at man i stedet skal orientere sig mod Asien. Ikke i stedet for EU, men for at bygge sin strategi på to poler i det internationale system fremfor én. Man ønsker et multipolært internationalt system – med flere stormagter frem for et unipolært med én supermagt – USA.

Derfor er man parat til at betale den høje pris, som Østukraine i dag udgør. USA’s indflydelse i Ukraine skal minimeres for enhver pris, og associeringsaftalen med EU betragtes i Kreml som første skridt mod Nato-medlemskab og øget indflydelse til USA ved Ruslands vestgrænse.

Er destabilisering af Ukraine det eneste mulige redskab til at holde USA ude, så er det det redskab, Rusland vil bruge.

Kronikøren er ekstern lektor i russisk politik og økonomi, statskundskab, ved Københavns Universitet samt tidl. dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, 2008-11 (da bl.a. Løkke Rasmussen mødte Putin i Skt. Petersborg).

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.