Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Urkatastrofen, der ændrede verden

I dag for 100 år siden begyndte Første Verdenskrig, og dermed den europæiske civilisations nedtur. Har vi lært noget af den historie?

Artiklens øverste billede

Efter måneders rumlen om begivenheden kommer vi så endelig til selve fødselsdagen: Just i dag er det 100 år siden, at Første Verdenskrig brød ud!

Det er værd at markere med et kip med den imaginære stålhjelm. Første Verdenskrig er med rette blevet kaldt det 20. århundredes urkatastrofe, selve modernitetens fødsel.

En krigsdeltager, forfatteren Frederic Manning, skrev om den: »En mand kunne rase mod krigen; men krigen kunne altid, blandt sine utallige ansigter, vende et imod ham, der var hans eget.« Og krigens ansigt skulle bestemt komme til at fremstå forskelligt i for eksempel pacifisten Remarques "Intet nyt fra Vestfronten" og militaristen Jüngers "I stålstormen".

Men krigens mange forskellige ansigter ses ikke blot i de krigsromaner, som krigen gav anledning til, skrevet af mænd, der som Manning, Remarque og Jünger overlevede den, omend ikke uden mén. Facetterne er lige så utallige i de over 25.000 bøger, der siden er skrevet om den, og fortsætter med at strømme til os.

Mærkeligt at tænke på, at Første Verdenskrig engang var en begivenhed, helt frisk i erindringen. Nu er den sidste erindrende død, og der er skrevet så mange bøger om krigen, at den er komplet uoverskuelig.

En af de ting, som historikere aldrig bliver færdige med at diskutere, er årsagerne til krigsudbruddet, herunder særligt hvis skyld det var. Versailles-traktaten fra 1919 udpegede Tyskland som aggressor, men det afgjorde ikke sagen; startede blot en endeløs debat.

Efter Anden Verdenskrig påtog tyskerne sig med tilvænnet politisk korrekthed ansvaret for ikke blot Anden, men også Første Verdenskrig, nu de var i gang, anført af historikeren Fritz Fischer med bogen "Griff nach der Weltmacht" fra 1961, der satte den tyske aggressivitet i relief. Men på det seneste har den australske historiker Christopher Clark med bogen "The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914" (2012) igen forsøgt at brede ansvaret ud.

Clarks bog blev vel modtaget, ikke mindst i Tyskland, hvor den har solgt 170.000 eksemplarer. Den passer ind i tyskernes beredthed i disse år på at lægge hovedansvaret for det 20. århundredes kalamiteter lidt fra sig.

Allerede titlen på Clarks bog røber pointen: Skylden for krigen påhviler alle involverede parter i varierende grad, og ingen i særdeleshed. Om de ansvarlige ligefrem sov over en bred kam, eller snarere havde et meget letsindigt forhold til krigen som en mulighed, lader sig diskutere. Det kom under alle omstændigheder i de diplomatiske forviklinger til et point of no return, hvor aktørerne ligesom tænkte, »Nå, men så lad os da tage den krig, hvor slemt kan være?« – ud fra en aldeles urealistisk forestilling om, hvilken slags krig der var i vente.

Man tænkte, at en kommende krig ville ligne de tidligere. Heri tog man grundigt fejl. Teknologien havde overhalet de militære strategier indenom – i stedet for endnu en kavalerikrig med hurtige gennembrud fik man en krig, hvor forsvarsvåbnene, særligt maskingeværer, var dominerende.

Det betød skyttegravskrig. Resultatet var, som det må være gået op for de fleste, en indædt og morderisk skyttegravskrig med knap 10 millioner døde unge mænd, og tre gange så mange lemlæstede på krop og sjæl. I sig selv tal, der bringer krigen ind på listen over historiens største menneskeskabte katastrofer.

Det centrale moment i verdenskrigen, betragtet som moralsk katastrofe, var, hvad man kan kalde 'kanonføde-erfaringen' fra skyttegravskrigen. Til eftertiden ekspederedes efterhånden et billede af 'ingenmandsland' som en gigantisk, labyrintisk slagtefold, et helvede helt uden for civilisationens og moralens tid og sted, omsluttende tusinder, ja, millioner af mænd, der lukkedes ind og slæbtes ud igen med en ofrings rituelle intervaller. Med sin karakter af goldt månelandskab med uigennemtrængelige pigtrådshegn for og bag, sin stadige bomberegn og sine morderiske maskingeværstillinger i alle hjørner – og ikke mindst: alle ofrene – falder billedet af denne slagtefold uklart sammen med billeder af senere udryddelseslejre. Den, som befandt sig i dens tidløshed, var jaget vildt, han var konstant udmattet og forfulgt og fik stadig vanskeligere ved at skelne mellem ven og fjende, frem og tilbage, liv og død. Gik han fremad, blev han straffet for sin dristighed, gik han tilbage, for sin fejhed.

Vigtigere end diskussionen om krigsskylden er krigens civilisatoriske betydning. Når Første Verdenskrig må betragtes som urkatastrofen i det 20. århundrede, er det dels ud fra en vurdering af alle dens følgekatastrofer, dels på bagrund af dens blivende resultat.

Hvad det første angår, kan det opsummeres kort: Uden Første Verdenskrig, ingen Russisk Revolution, ingen Lenin eller Stalin eller Mussolini, ingen Hitler eller nazisme, ingen totalitarisme, ingen Anden Verdenskrig, intet Holocaust, intet Hiroshima. Listen kan kompletteres ad libitum.

En følelse af vanskæbne, forbundet med krigen, blev fra starten fastholdt i erindringen. Historikeren Guy Chapman var med i krigen som helt ung.

Skuende tilbage hele vejen fra 1970’erne beskrev han krigens virkninger i umisforståelige vendinger: »Hvad der skete mellem 1914 og 1918, var en voldsom evolution, i hvilken hele den sociale struktur blev revet op med rode, rystet, og sat ned igen – men nu pegende i en helt anden retning. Den mentale – jeg tøver med at bruge ordet åndelige – rystelse, den forandrede holdning til social status, tro, menneskelige værdier, kald det hvad De vil, fortsatte gennem endnu en europæisk krig og gennem det stadig mere ubehagelige kvarte århundrede siden 1945 – men det var i 1914, det begyndte og blev formet hinsides al redning.«

Med forfatteren George Orwells formulering lykkedes det krigen 1914-18 »helt at pille glorien af videnskaben, fremskridtet og det civiliserede menneske. Fremskridtet endte i historiens største massakre, videnskaben var noget, der førte til bombemaskiner og giftgas, og det civiliserede menneske viste sig parat til at opføre sig værre end en vildmand, når det blev trængt op i et hjørne.«

For slet ikke at tale om Oswald Spengler ...

Det var epoken, hvor '»ud døde« for alvor i den vestlige civilisation. Den faderdominerede kultur fik sig et grundskud og kom i frit fald, tydeligst i de tabende lande, men i sin tendens overalt, også i Danmark (jf. "Jørgen Stein"!).

Det var fædrene "med de hårde ansigter", der havde startet krigen, men sønnerne, der blev slået ihjel i den. Et omfattende autoritetstab med tilhørende generationskløft slog igennem og førte til en rastløs søgen efter nye svar. Efterkrigstiden, i dag kaldt mellemkrigstiden, prægedes af omfattende ideologiske eksperimenter, flere af dem morderiske.

Det foregik på baggrund af en revurdering af hele det europæiske projekt. Koloniseringen og den imperialistiske epoke i sidste halvdel af det 19. århundrede havde haft et skær af 'civilisatorisk' udvikling: »Den hvide mands byrde.«

Nu fremstod det retrospektivt som et overgreb mod andre kulturer og folkeslag, og som noget, der havde medført en ødelæggende rivalisering mellem de europæiske magter og ultimativt en ødelæggende krig.

Folk med en svaghed for symbolsk historie kan foranlediges til at se det 20. århundredes nemesis som en konsekvens af det 19. århundredes hybris. Dermed etableres der en kausallinje fra imperialismen, hen over Første Verdenskrig til afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig og i sidste ende til den globale migration mod vestlige centre, som vi oplever i dag og som i symbolsk sammenhæng ligner en straf.

Først kom Vesten til Den Tredje Verden. Så kom Den Tredje Verden til Vesten.

Har vi så lært af historien? Det vil vi gerne tro. I asken efter katastrofen skabte vi velfærdsstater af de tidligere tiders militærbudgetter. Vi ser gerne "Den europæiske union" som et genfødt Europa, nu et næsten demilitariseret projekt, baseret på demokrati og menneskerettigheder, og glemmer meget passende, at det foregår i den amerikanske allieredes beskyttelsessfære.

Vore beslutningstagere leger fortsat med den imperialistiske ild i Ukraine og andre steder, nu blot baseret på "blød magt". Der er ingen grænser i sigte for EU-udvidelser østpå, hvor Kaukasus nu også er en del af den europæiske interessesfære.

Så nej. Vi lærer ikke af historien. Magt er magt. Målene er de samme, strategierne andre.

Kronikøren udgav i maj værket: ”Krigen 1914-1918 - og hvordan den forandrede verden.”

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.