Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Umuligt at udpege skurken i 1914

For 100 år siden udbrød Første Verdenskrig – hvem bærer skylden?

Artiklens øverste billede
Ved krigsudbruddet var der stor begejstring og national mobilisering i mange europæiske hovedstæder. Her er det i Paris den 1. august 1914. Den euforiske stemning er gengivet på maleri af A. Leveille.

Verdenshistoriens mest skæbnesvangre pistolskud blev affyret i Sarajevo den 28. juni 1914, da den serbiske nationalist Gavrilo Princip dræbte den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og dennes hustru Sophie. Hermed udløstes Første Verdenskrig, der varede fra den 28. juli 1914, da Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig, til den 11. november 1918. Krigen, som man oprindeligt forventede, ville være overstået i løbet af nogle få måneder, udkæmpedes for størstedelen på slagmarker i Europa, men efterhånden inddroges også Mellemøsten, Afrika og dele af Sydøstasien i katastrofen, der kostede 10 mio. soldater og 7 mio. civile livet. Attentatet udløste i første omgang en konflikt mellem Østrig-Ungarn og Serbien med efterfølgende mobiliseringer og krigserklæringer mellem en række lande, og som de egentligt skyldige har man almindeligvis peget på det østrig-ungarske dobbeltmonarki og frem for alt på Tyskland. Men så enkelt forholder det sig ikke, hvilket to bøger, der er udkommet i forbindelse med 100-årsdagen for krigsudbruddet, dokumenterer: Cambridgeprofessoren Christopher Clarks ”The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914” (2012) og den amerikanske historiker Sean McMeekins ”July 1914: Countdown to War” (2013).

Men allerede i 1998 vakte den britiske Harvard-professor Niall Ferguson furore med sin bog ”The Pity of War”, i hvilken han undersøgte årsagerne til krigen. Én af de slutninger, han drog, var, at det ikke var Tyskland, men derimod England, der bar hovedansvaret for den eskalation, der fandt sted i sommeren 1914. Ifølge Ferguson var det nemlig først og fremmest den britiske udenrigsminister Edward Grey, der havde pustet til ilden.

Der er bred enighed blandt historikere om, at det netop var sommeren 1914, der – hvilket titlen på McMeekins bog også peger på – betød en nedtælling til selve eksplosionen, og McMeekin stiller da også spørgsmålet: Hvorledes kunne krigen så at sige bryde ud fra den ene dag til den anden? Og hvem var det, der trak i trådene?

I forbindelse med sin forskning, bl.a. i arkiver i Berlin, er han stødt på hidtil ukendte dokumenter og depecher, der viser, at det især var russiske og franske interesser, repræsenteret af Ruslands udenrigsminister Sergej Sasonow og Frankrigs præsident Raymond Poincaré, der var de drivende kræfter bag krigsudbruddet, mens Tyskland og Østrig-Ungarn i første omgang bestræbte sig på at sætte Serbien ud af spillet gennem en lokalt begrænset afstraffelse. Først efter at Rusland, Serbien, Østrig-Ungarn og Frankrig havde mobiliseret, fulgte Tyskland trop og erklærede d. 1. august krig mod Rusland og d. 3. august mod Frankrig. Derimod var det England, der d. 4. august erklærede Tyskland krig – det drejer sig således om et spindelvæv af krigserklæringer.

McMeekin peger endvidere på, at den russiske tsar Nikolaj II den 29. juli modtog et telegram fra sin fætter, den tyske kejser Wilhelm II, der indtrængende bad ham om at trække mobiliseringsordren til den russiske hær tilbage. Nikolaj gjorde dette øjeblikkeligt med ordene: »Jeg vil ikke være ansvarlig for en afskyelig nedslagtning.« Men mindre end 24 timer senere led tsaren nederlag over for den russiske regerings nationalistiske, pan-slaviske retorik, og en generalmobilisering fulgte.

Samtidig havde Rusland af Frankrig modtaget garantier om betingelsesløs politisk og militær hjælp. I mellemtiden afventede Wien Belgrads svar på et ultimatum af 22. juli med en opfordring til inden 48 timer at standse alle serbisk-nationalistiske aktiviteter og stille attentatmanden for en domstol. Dette afviste den serbiske regering, der var blevet tilsagt russisk støtte i tilfælde af en konflikt, og samtidigt modtog den russiske regering en tilsvarende støtteerklæring fra Frankrig.

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser McMeekins minutiøse gennemgang af begivenhederne i sommeren 1914 – en thrilleragtig lekture!

Også Clark analyserer detaljeret den russiske reaktion på attentatet i Sarajevo. Han beskriver, hvorledes det inden for 10 dage lykkedes den russiske regering at piske en stemning op, der skulle retfærdiggøre en russisk krigserklæring, hvis Østrig-Ungarn skulle forsøge at straffe ”vor serbiske lillebroder”. Den myrdede ærkehertug blev af den russiske propaganda portrætteret som den tyske kejsers stråmand og en gal krigsmager, hvilket han så absolut ikke var! Serbien skulle præsenteres ikke som den skyldige, men som et offer. Frankrig – og til en vis grad den engelske udenrigsminister – accepterede denne strategi, idet alle tre lande følte sig bundet af den militærpagt, Triple Ententen, de havde indgået i 1907.

Og Clark går endnu længere tilbage i historien, idet han argumenterer for en direkte sammenhæng mellem mordet i Sarajevo og mordet 11 år tidligere i Belgrad på det serbiske kongepar. Han skildrer på dramatisk vis, hvordan 28 serbiske officerer d. 11. juni 1903 trængte ind på slottet i Belgrad og fandt kongen, Alexander I, og dennes dronning, Draga, skjult i et skab.

De blev gennemboret med en bajonet, ramt af skud og øksehug og fik maven skåret op, hvorefter de blodige legemsdele blev nedkastet fra slottets balkon. Selvom denne barbariske bloddåd førte til mere demokrati i landet, overlevede de sammensvornes netværk, for hvem det nu gjaldt om at bekæmpe Østrig-Ungarn. Serberne drømte om et Storserbien, der skulle omfatte alle serbere på Balkan, og hadet blev rettet mod den eneste ikkeslaviske nation, netop Østrig-Ungarn.

McMeekin kritiserer den amerikanske historiker Barbara Tuchman for i hendes standardværk om verdenskrigens begyndelse, Guns of August fra 1962, at fejldatere Ruslands mobilisering ved at flytte den nogle dage frem, hvorved den kommer til at fremstå som en reaktion på Tysklands krigserklæring, og Clark underbygger denne anklage ved at citere forfalskede dateringer i en række franske og russiske dokumenter. Franskmændene var endda endnu mere opfindsomme, idet de opdigtede et telegram, der berettede om seks dages krigsforberedelse fra tysk side. Med Clarks ord gjorde både Rusland og Frankrig sig de største anstrengelser for at få Tyskland til at fremstå som ”krisens moralske omdrejningspunkt”.

Begge historikere, højt respekterede inden for deres fag, afslører hermed, at den almindeligt antagne mening, at Tyskland var det første land, der dirigeret af en krigsgal kejser og dennes generaler, mobiliserede, blot er en myte. Tværtimod mente de politiske og militære ledere i Berlin, at konflikten på Balkan kunne begrænses. »Ruslands generalmobilisering den 29. juli«, skriver Clark, »var en af de mest skæbnesvangre afgørelser under juli-krisen. Denne mobilisering var den første af de følgende mobiliseringer«. McMeekin hævder, at Ruslands skyld i første omgang bestod i at opmuntre Serbien i at modsætte sig det østrig-ungarske ultimatum og dernæst at fremskynde krigsforberedelserne.

Således behandler både McMeekin og Clark skyldsspørgsmålet, men medens en militær mobilisering for McMeekin er mindst lige så skæbnesvanger som en krigserklæring, og han dermed i første omgang peger på Rusland, Frankrig og Østrig-Ungarn som de skyldige, nægter Clark at være med til at pege fingre ad enkelte lande.

Han argumenterer snarere for en kollektiv skyld, hvor han dog til en vis grad frikender Østrig-Ungarns ultimatum som værende hovedårsagen til krigsudbruddet.

Således beskriver han dette ultimatum som værende »betydeligt mildere« end det ultimatum, som Nato stillede Serbien/Jugoslavien i marts 1999, inden bombardementerne begyndte.

»Udbruddet af krigen i 1914,« skriver Clark, »er ikke et Agatha Christie-drama, ved hvis slutning vi opdager skurken stå bøjet over liget i vinterhaven med en rygende pistol«.

Det er ganske vist følelsesmæssigt ikke særligt tilfredsstillende ikke at kunne identificere skurken, men Clark argumenterer overbevisende for, at krigen var en tragedie og ikke en forbrydelse eller med andre ord: Alle aktørerne holdt en rygende pistol i hånden.

I et interview 24/9 2013 i den kendte tyske ugeavis Die Zeit udtalte Clark: »Det særligt interessante ved krisen i juli 1914 var, at alle stod under pres for at agere. Alle mente, at de var tvunget til at handle på grund af pres udefra. Alle troede, at krigen blev dem påtvunget af modstanderen. Og alle traf beslutninger, der førte til en optrapning af krisen. Derfor bærer alle et ansvar – ikke blot Tyskland«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.