Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvad vil vi med naturen, hvad vil I?

Regeringens oplæg til Naturplan Danmark er nært forestående. Jægerne mener, at den folkelige forankring er en forudsætning for langtidsholdbare løsninger. Derfor lægger jægerne op til en bred folkelig debat om, hvilken natur vi ønsker.

Artiklens øverste billede

Til efteråret kommer SR-regeringen med det længe ventede udspil til ”Naturplan Danmark”. Miljøminister Kirsten Brosbøl har sagt, at hun vil være naturens minister, og fremlægger derfor en ambitiøs og langsigtet plan. Det glæder vi os til. Vi har mange og store forventninger.

Én ting er, at regeringen fremlægger en plan. Noget andet er, at der skal folkeligt engagement til for at sikre, at Naturplan Danmark ikke blot ender som tomme ord. Det er vigtigt med input fra dem, der færdes meget i naturen, som vi jægere gør. Vi skal lytte til dem, der har gummistøvlerne på.

Lad mig på vegne af jægerne lægge for i den folkelige debat om, hvilken natur vi ønsker, og lad os håbe, at der kommer gode input fra andre flittige naturbrugere.

Jægerne ønsker en natur, som giver rige og ægte naturoplevelser. En natur, der indeholder bevaringsværdige og storslåede landskaber, og som via sin komplekse opbygning er robust og modstandsdygtig over for fremtidens udfordringer.

Derfor skal naturpolitikken være langtidsholdbar, og den skal bygges på et ægte folkeligt engagement og ejerskab.

Naturen kan og skal bruges, men med omtanke. Hvis naturen ikke har det godt, så er der heller ikke meget at opleve. Derfor er det vigtigt, at vi alle tænker langsigtet i planlægningen af brugen af vor fælles natur.

Naturen er en ressource, som vi alle har brug for – til erhverv, bolig, transport eller rekreative formål. Derfor skal vi også have modet til at slippe naturen løs, så også fremtidige generationer bevarer muligheden for fantastiske naturoplevelser i vores lille land.

Naturen er en stor del af vores historie og identitet. Og derfor har vi en fundamental interesse i at benytte, beskytte, bevare og udvikle den.

Naturen giver plads til oplevelser og mulighed for fordybelse. Adgang til rige naturoplevelser giver os minder, der ikke kan sættes en pris på. Med andre ord giver adgang til rige naturoplevelser os et rigere liv, forbedret livskvalitet og bedre sundhed.

Naturen kan også være samlingspunkt for land- og bybefolkning og dermed skabe større forståelse for de forskellige synspunkter om vores fælles natur. Viden og fælles oplevelser skaber forståelse for andres situation og verdensopfattelse.

Benyttelse og beskyttelse skal også fremover være grundstenen i dansk naturforvaltning.

Det betyder i praksis, at regeringen må sørge for, at uddannelse i fagområder, som er relevante for naturforståelsen, bliver prioriteret i folkeskolen og relevante uddannelser. Det er blot ét eksempel på, at regeringens ministre må samarbejde på tværs af ressorter for at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Vi mener, at der skal være plads til mere autentisk natur i Danmark. Plads til en natur, der minder om den natur, vi levede og jagede i, før vores land blev opdyrket.

Vi ønsker plads til de naturtyper og de arter, der hører til den oprindelige danske natur. Der skal skabes plads til områder, hvor vi tør slippe naturen fri – hvor naturen udvikler sig, som den nu vil, og hvor naturindholdet er prioriteret højest.

Der findes stadig rester af oprindelig natur herhjemme. Den skal vi passe på, og vi skal lade den udvikle sig. Vi skal have modet til at lade nogle af de nuværende dyrkede områder udvikle sig til natur. Det kræver tid, tålmodighed og kontinuitet. Vi skal forvalte naturen, ikke nødvendigvis kontrollere den.

Engang blev vores natur påvirket af naturlige processer, de store planteæderes afgræsning, men også af brande, stormfald og oversvømmelser. Det skal igen være muligt og vil give en mere autentisk natur med mere biodiversitet.

Vi ønsker en natur, hvor der er plads til, at arter, der tidligere har levet her, kan genindvandre og være med til at påvirke den natur, de lever i. Vi skal så vidt muligt ikke blande os i den udvikling, men derimod give plads til, at arter kan genindvandre. Naturen er ikke statisk.

Alene klimaforandringer vil betyde, at nogle arter vil komme til, mens andre vil forsvinde.

Landskabet er en integreret del af naturoplevelsen og dermed en betydelig del af det grundlag, som naturbrugere bygger deres interesse på.

Arealmæssigt er Danmark ikke et stort land, men det gør det i virkeligheden kun mere fascinerende at tænke på, hvor stor variation i landskaberne det rummer fra øst til vest. Det er landskaber med mange muligheder for oplevelser.

Vi er mange om anvendelsen af arealerne, og det betyder, at vores natur og landskaber gradvist sættes under større pres. Det kommer for eksempel til udtryk gennem de aktiviteter, der sker i det åbne land – f.eks. i forbindelse med udbygningen af vores infrastruktur og beboelsesområder. Vores aktiviteter er med til at forme landskabet. Derfor er det nødvendigt, at vi tager ansvar for, at landskabets anvendelse og udvikling også tager hensyn til naturen og vores oplevelser af landskaberne.

Det betyder, at skyttegravskrigen mellem landbruget og de grønne organisationer må ophøre. Det intensive landbrug er kommet for at blive. Lad os erkende det og derfor gøre os umage for at udtænke og udføre initiativer, der øger naturindholdet i landbrugslandet.

Som modstykke til de store dyrkede landbrugsarealer har vildtet brug for flere og bedre trædesten i form af f.eks. læhegn, vildtstriber og søer. Vildtet har også brug for flere spredningskorridorer i nærområdet. Bliver der tilpas mange steder i det åbne land gennemført initiativer, der kommer faunaen til gode, kan den samlede effekt blive ganske stor. Derfor går jægerne meget op i at tage initiativer og udføre tiltag i det, vi kalder den lille natur.

Landskaberne, der omgiver os, er en del af vores historie og identitet og vil være det fremover. De storslåede landskaber skaber en kulturel forståelse af naturen omkring os og måden, vi oplever den på.

Vi mener, at den danske natur har behov for et seriøst og målrettet løft. Vi ønsker en varieret og robust natur i stadig forandring – det, vi opfatter som den komplekse natur.

Den komplekse natur indeholder hele spektret fra den vilde, urørte natur til den menneskeskabte natur i landbrugslandet. Kompleks natur er også ”rig” natur, da en kompleks og varieret natur indeholder både mange arter, mange individer og mulighed for naturlige processer – en stor biodiversitet.

Overordnet mener vi, at der på én gang skal satses på den store, sammenhængende natur, naturen i landbrugslandet og den natur, der findes derimellem. Der skal være fokus på at bevare og forbedre naturindholdet i hver af de tre kategorier og samtidig sikre netværket og sammenhængen imellem dem.

De store områder kan rumme natur af høj kvalitet og i store mængder. Fra disse områder kan arter sprede sig ud til de mindre naturområder. Den natur, der findes i det åbne land og de skovområder, der ligger uden for de store, sammenhængende naturområder, spiller også en væsentlig rolle for at sikre en samlet, varieret og rig dansk natur.

Noget af det vigtigste for os jægere er, at vi har store maritime og landbaserede naturområder, der sikrer et stort antal arter og mange individer, som også forvaltes jagtligt.

Vi skal også have små naturområder, der sikrer og skaber biologiske trædesten i form af f.eks. læhegn, vildtstriber og søer.

Både trædesten og spredningskorridorer skal være en del af det nationale naturprojekt. Begge dele hører med til diskussionen om Naturplan Danmark.

Danmarks Jægerforbunds bidrag til at folkeliggøre debatten om, hvad vi vil med naturen, kommer i første omgang til at bestå i, at vi i efteråret starter en proces, der skal involvere og engagere vores store bagland.

Danmarks Jægerforbund er landsorganisation for 876 lokale jagtforeninger over hele landet med sammenlagt næsten 95.000 medlemmer. Vi vil høre, hvad der findes af lokale behov, ønsker og drømme som led i vores arbejde med at komme med en tilbagemelding på regeringens Naturplan Danmark.

Sådan håber vi også, at andre folkelige organisationer inden for naturområdet vil arbejde.

Kun på den måde kan der komme ægte folkelig forankring og ejerskab. Det fortjener vores fælles natur.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.