Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Socialdemokraternes krise

Faktisk har der i historiens løb været en del socialdemokrater, der kunne tænke.

Artiklens øverste billede

I det seneste år er der udkommet hele tre bøger om Socialdemokraterne. Først kom Lars Olsens bog En bygning slår revner, så Den hemmelige socialdemokrat og nu sidst Socialdemokratiske tænkere. En af mine venner bemærkede i den anledning: »Nå, det bliver en lille bog«, men faktisk har der i historiens løb været en del socialdemokrater, der kunne tænke.

Af danskere skal jeg blot nævne Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch og K.K. Steincke. Men bogen kunne sagtens have heddet Der var engang et Socialdemokrati, for alle ”tænkerne” i den er gamle kendinge, og redaktøren har ikke fundet en eneste fra den nuværende socialdemokratiske ledelse kvalificeret til at blive anset for tænker. Hvis de er noget, er det snarere embedsmænd, for selvstændige politiske tanker er erstattet af ”den nødvendige politik”, som blev defineret af embedsmændene i Finansministeriet, allerede mens Lars Løkke var statsminister. I den økonomiske politik og også på de fleste andre politikområder er der ingen forskel på den nuværende og den tidligere regering – til stor fortrydelse for de vælgere, der stemte på Socialdemokraterne og SF ved valget i 2011.

Hvad er der sket med det store gamle arbejderparti? Lars Olsens forklaring er, at en ny type politikere, som han kalder ”1240 K” efter postnummeret på Christiansborg, har ført partiet væk fra dets værdier og kernevælgere. 1240 K’erne har ingen folkelig baggrund, og rigtig mange har læst statskundskab i København eller Aarhus. Allerede fra en ung alder er de integreret i ”boblen” omkring Christiansborg. »For den nye type socialdemokrater er perspektivet netop 1240 K – at udnytte de øjeblikkelige politiske muligheder i spillet på Slotsholmen. 1240 K’erne er hverken højre- eller venstresocialdemokrater, men skifter profil og mærkesager efter de forhåndenværende omstændigheder og taktiske muligheder (s. 172 f.)”. Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon er prototypen på denne nye slags socialdemokrater.

Lars Olsen har dog også mere strukturelle forklaringer på det, han ser som et politisk forfald, bl.a. det faktum, at hele det folkelige fundament, der bar Socialdemokratiet i årtier i form af en stærk fagbevægelse og et stort parti med egen presse, mere eller mindre er ved at smuldre. ”En bygning vi rejser til skærm i vor nød”, som det hed i den gamle ”Socialisternes march”, er blevet til ”En bygning slår revner”, som hans bog hedder.

Hvis man er i det ondskabsfulde hjørne, kan man læse Den hemmelige socialdemokrat som en levende illustration af Lars Olsens tese om en ny slags ledende socialdemokrater. Bogen er en perfid, men morsom beretning om sladder, intriger og magtkampe i den socialdemokratiske folketingsgruppe og om baggrunden for regeringsdannelsen i september 2011, hvor socialdemokrater og SF’ere i det sorte tårn på Amager blev trynet af Margrethe Vestager til at føre radikal politik. Taburetkløen viste sig stærkere end de løfter om mere velfærd, der var givet før valget. ”Velfærd i stedet for skattelettelser” blev til skattelettelser for de rige og sænkning af selskabsskatten samt nedskæring af de sociale ydelser for kontanthjælpsmodtagere og andre.

I et udkast til et fremtidsprogram for år 2032 talte partiet pludselig for dybtgående omstruktureringer af det danske samfund i liberalistisk retning, og kort efter sprang Bjarne Corydon ud som tilhænger af ”konkurrencestaten”. Intet under, at medlemmer og vælgere ikke længere kunne følge med, men flygtede over til Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Som David Rehling skrev i Information: »Den langsigtede strategiske betydning af Thorning-regeringens højredrejning er, at den giver kommende borgerlige regeringer et meget betydeligt rum for yderligere sving til højre. Der vil gå mange år, før Socialdemokraterne med overbevisende indignation kan fordømme, at konkurrence gøres til al politiks omdrejningspunkt (11.4.)«.

Bogen om de socialdemokratiske tænkere er mere videnskabeligt anlagt end de to nævnte bøger. Her analyserer 14 forskere, herunder undertegnede, 17 danske og udenlandske socialdemokraters tanker om samfundet, og hvordan det kan forbedres eller grundlæggende ændres. Det sker helt tilbage fra Marx og Engels over Keynes (som dog var uortodoks liberal, men alligevel en stor inspirator efter Anden Verdenskrig) til Mogens Lykketoft og amerikaneren Joseph Stiglitz.

Den unge socialdemokrat, Anders Dybdal, som har redigeret bogen, vil gerne vise, at socialdemokratismen har været og er en ideologi på linje med liberalisme og socialisme. Det begrunder han i den tyske socialdemokrat Eduard Bernsteins ”revision” af marxismen for 115 år siden, som skabte baggrund for det, man har kaldt den demokratiske socialisme, og som Dybdal simpelt hen kalder ”socialdemokratisme”. Selv om jeg er bidragyder til bogen, vil jeg dog betvivle, at socialdemokratismen er en ideologi på linje med de to andre. Den er snarere et amalgam af socialisme og liberalisme til det, man også kalder social-liberalisme, hvor vægten somme tider har været lagt på det første og somme tider på det sidste.

Det er også om dette punkt, den gamle alliance mellem Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har drejet sig og stadig gør det. Da den første socialdemokratiske regering i Danmark blev dannet i 1924 med Th. Stauning som statsminister, erklærede han som det allerførste, at ”klassepolitik” nu ville blive erstattet af ”samfundspolitik”, altså en politik, der tog hensyn til hele samfundet med dets forskellige interesser. Siden har det handlet om at finde en balance mellem det sociale og det liberale, eller sagt på en anden måde mellem lighed og frihed, og det er denne balance, som i øjeblikket er tippet så meget over mod det liberale, at både ældre og yngre socialdemokrater ikke længere kan genkende deres parti.

”Konkurrencestaten” er afgjort ikke noget perspektiv, Socialdemokraterne kan overleve med. Derimod drejer det sig om at genfinde et balancepunkt som det, Kampmann og Krag fandt i 1960’erne og Anker Jørgensen delvis i 70’erne, ja selv Lykketoft og Nyrup i 90’erne – et balancepunkt, hvor den brede befolkning føler sig tilgodeset, alt imens kapitalejere og forretningsdrivende har gode rammevilkår og ikke føler sig truet af den store stygge stat. Men et nyt socialt balancepunkt ligger nok langt ude i fremtiden. Socialdemokraterne savner en bærende idé.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.