Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

1864 - da Danmark næsten gik under

1920-grænsen og den homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie.

Artiklens øverste billede

Heldigvis gik det danskerne meget bedre end fortjent efter nederlaget i 1864. Landet ikke blot overlevede som selvstændig småstat, men indledte en demokratisering, økonomisk, socialt og kulturelt, som har overlevet næsten helt til i dag.

Småstaten Danmark havde endda held til, netop i kraft af sin ringe størrelse, at profitere på den globalisering, der fandt sted i anden halvdel af 1800-tallet med verdensomspændende firmaer som ØK, Store Nordiske Telegrafkompagni og Transatlantisk Kompagni. Det sidste investerede voldsomt i Rusland og gik derfor ned som resultat af revolutionen i 1917 og rev Landmandsbanken (omdøbt til Danske Bank af den grund) med sig i faldet i 1922. Men det globale engagement overlevede og voksede med vore dages kendte firmaer.

Selv om 1864 ikke længere er et blødende sår i den danske nationale selvforståelse, er følgerne af det selvpåførte nederlag ikke overvundet. Der er fortsat spor af ”1864”. Det gælder danskernes selvopfattelse som små og fredsommelige, og det gælder forholdet til etniske minoriteter, afvisning af tosprogede vejskilte på dansk og tysk i Sønderjylland samt mistilliden til store ord og heroisme i det hele taget. Ganske vist kalder Danmark sig ikke længere officielt for en småstat og har deltaget i fjerne krige i Asien. I 2006 formulerede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview et principielt opgør med det, han kaldte ”småstatsmentaliteten”. Hans kritik rettede sig ganske vist ikke primært mod 1864, men mod neutralitetspolitikken i 1930’erne, samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og fodnotepolitikken i 1980’erne under Den Kolde Krig, og formålet var at skaffe opbakning til den militært aktivistiske udenrigspolitik. Næsten samtidig var danske tropper i det sydlige Afghanistan ude i de hårdeste kampe, danske tropper havde udkæmpet siden 1864.

På lidt længere sigt blev resultatet af nederlaget i 1864 imidlertid positivt, primært fordi det gav mulighed for en demokratisering af den resterende danske småstat ledet af gårdmændene. Staten var efter tabet af to femtedele af sit territorium blevet for lille til at godsejeradelen og de nationalliberale embedsmænd i længden kunne opretholde magten. De prøvede ganske vist, og det førte til en lang politisk kamp efter 1870 i den såkaldte provisorietid under den konservative godsejer Estrup. Taktikken var at fastholde kongens magt, som den stadig er formuleret i grundloven. Først med systemskiftet i 1901 enedes man om en demokratisk fortolkning, hvorefter regeringen ganske vist stadig udpeges af kongen, men i overensstemmelse med folketingets flertal – kort sagt parlamentarisme. Efter en grundlovsændring i 1915 og en krise i 1920 blev man enige om at fortolke grundloven således, at man læser statsminister, hvor der står konge i forfatningen. Den politiske kamp sluttede med systemskiftet 1901. Men allerede længe før havde gårdmændene etableret et økonomisk og et kulturelt hegemoni, så det politiske systemskifte var i grunden kun en logisk konsekvens af en udvikling der længe havde været undervejs. En udvikling der fortsatte relativt smertefrit med Socialdemokratiets magtovertagelse i 1920’erne og 1930’erne og den gradvise etablering af velfærdsstaten i 1930’erne og 1950’erne.

Der er mange årsager til denne positive udvikling, hvoraf nogle ligger langt tilbage i danmarkshistorien. Men den vigtigste forudsætning skal søges i den småstat, der kom ud af fredsslutningen i Wien 30/10 1864. Heldigvis tøvede regeringen og Christian IX med at kaste sig ind i kampen på fransk side i 1870. Og undgik dermed at blive trukket ind i den katastrofe, der kostede Frankrig Alsace og Lorraine og gav det forenede tyske kejserrige overmagten over det europæiske kontinent de næste 50 år. Danmark tilpassede sig og slog ind på en samarbejdslinje med Tyskland som kritikere har kaldt ”tyskerlinjen”.

Kulturelt var det forenede Tyskland helt dominerende, mens Danmark økonomisk orienterede sig mod det britiske marked og samtidig med held begyndte at investere i andre dele af verden. Alligevel sad såret fra 1864 dybt – uanset om man valgte at kompensere ved at »vinde indad, hvad udad var tabt« i form af nye dyrkede arealer i Jylland og social integration af hele befolkningen, eller om man satsede på økonomisk succes ude og hjemme eller andre former for international hæder.

Nederlaget og Danmarks status som småstat var imidlertid ikke en uafvendelig skæbne. Tyskland ville formentlig aldrig være blevet samlet af Bismarck i 1870, hvis det ikke havde været for den lejlighed, som et nationalliberalt lederskab forærede ham, da en dansk regering brød alle internationale aftaler og indlemmede Slesvig med Novemberforfatningen af 1863. Ikke at der ikke var grunde til at regeringen handlede, som den gjorde. De tysktalende dele af Helstaten boykottede således Fællesforfatningen fra 1855, der skulle ændre den enevældigt styrede danske Helstat i demokratisk retning, som det var sket i det danske monarki med grundloven 1849.

Men derfra og til at bryde alle internationale aftaler om indretningen af den multinationale stat som Danmark gjorde med den ensidige indlemmelse af hele Slesvig var der alligevel langt. Den danske regering satte med Novemberforfatningen af 1863 sine venner blandt stormagterne, især Storbritannien og Rusland, i en umulig situation. Dumt var det også at overse, at den mest trofaste støtte af Danmark, Rusland, var blevet svækket af Krim-krigen 1853-1856 og yderligere havde nok at gøre med et oprør i Polen i 1863, som det havde brug for Preussen til at slå ned. I politik er mangel på viden om realiteterne værre end umoral.

Det for Danmark katastrofale resultat af krigen 1864 var altså delvis selvforskyldt. I første omgang var resultatet dårligt, men på længere sigt ret positivt. Især efter 1920 da den nordlige af Slesvig fik mulighed for at stemme sig ”hjem” til den stat, som provinsen strengt taget ikke havde været del af siden Valdemar Sejr. 1920-grænsen og den homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie. I dag tror mange at Danmark altid har været en nationalstat, men det blev Danmark først efter nederlaget i 1864. Før havde landet været en del af et multinationalt rige der blev revet i stykker af en dansk og en slesvig-holstensk national bevægelse i 1830’erne og 1840’erne der begge krævede hele provinsen Sønderjylland eller Slesvig.

Den danske sejr i borgerkrigen 1848-1851 førte til letsindigt overmod, en selvovervurdering som dog ikke blev bakket op af militær forberedelse, tværtimod. Nationalistisk populisme er en permanent fristelse, dengang som nu, i det danske tilfælde forværret af en indbygget overbevisning om at være et uskyldigt offer for de andres træske anslag. Offermentalitet og selvretfærdighed er en fatal blanding, som det især har kunnet observeres blandt serbere i dagens Europa.

Anderledes stiller det sig for Tyskland. Som før nævnt var krigen 1864 afgørende for samlingen af Tyskland. Bismarck ønskede en samling af de fleste tyske stater, men uden det store Østrig og under ledelse af Preussen. Lidt selvmodsigende kaldes dette stortyske rige for den ”lilletyske” løsning, i modsætning til det større og løsere statsforbund, der ville være blevet resultatet, hvis de tysktalende dele af Østrig-Ungarn var kommet med. I 1866 kom det til krig mellem de to tidligere forbundsfæller om fordelingen af byttet fra 1864. Preussen vandt krigen mod Østrig – der var i forbund med Sachsen og Hannover – med det resultat at Slesvig og Holsten som den forenede provins Slesvig-Holsten kom under Preussen i stedet for at blive en selvstændig enhed under huset Augustenborg i en tysk forbundsstat, sådan som mange slesvig-holstenere havde drømt om i 1848. Kiel blev en vigtig del af det samlede Tysklands militærindustrielle kompleks som en af baserne for landets nye flåde – og derfor noget af et fremmedelement i Slesvig og Holsten. At Kiel af den grund blev sønderbombet af de allierede under Anden Verdenskrig opfattes af nogle som en art poetisk retfærdighed.

Bismarck havde ønsket at indlemme Slesvig og Holsten for at kunne sætte sig i spidsen for de tyske samlingsbestræbelser. Og blev godt hjulpet af dansk amatørisme og selvovervurdering. Men den slesvigske del af den jyske halvø var også nødvendig for at gøre Tyskland til en stormagt til søs.

Hurtigt gik man i gang med at bygge en stor kanal fra Kiel til Elben for i sikkerhed for briterne at kunne flytte den tyske flåde fra Østersøen til Nordsøen og omvendt. Briterne drog snart konsekvensen af de nye magtforhold og byttede i 1890 øen Helgoland som de i 1807 havde taget fra Danmark mod øen Zanzibar i Østafrika. Derved markerede briterne at de overlod Tyskland kontrollen over havene nær fastlandet, herunder den østlige del af Nordsøen og de danske stræder. Den britiske accept af tysk dominans over indsejlingen til Østersøen viste sig da landet i august 1914 accepterede at Danmark spærrede indsejlingen til Østersøen med miner, selv om det vanskeliggjorde samarbejdet mellem Storbritannien og Rusland og sikrede tyskerne mod en britisk landgang i Mecklenburg – en af de mange planer som den energiske Winston Churchill puslede med som flådeminister. Heldigt for Danmark valgte han i stedet at indsejlingen til Sortehavet med en landing på Gallipoli i 1915.

Men det kunne sådan set lige så godt have været Danmark der var kommet i centrum for den anden front under Første Verdenskrig. Og så havde vi husket 1864 på en helt anden måde. Danmark blev besat under Anden Verdenskrig og siden allieret med Vesttyskland og fik ordnet forholdene for mindretallene nord og syd for grænsen.

I dag er det forenede Tyskland reelt Danmarks bedste ven og partner, selv om unge danskere ikke kan se nytten i at lære sproget. Det var svært at forudsige denne lykkelige udvikling i 1864.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.