Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Inkonsekvensens ulidelige lethed

Det såkaldte verdenssamfunds pinlige tornerosesøvn over for Ruslands præsident Putin er en trist og farlig historie.

Artiklens øverste billede

I en tv-debat om den russiske annektering af Krim udtalte garvede ruslandskender Samuel Rachlin sig befriende klart: »For mig er det ingen overraskelse, for sådan har Putin da hele tiden været.«

Just præcis. Rachlins klarsyn illustrerer desværre samtidig det såkaldte verdenssamfunds pinlige tornerosesøvn i snart 15 år over for denne farlige mand.

I den omsider indtrufne vestlige selverkendelse og ditto kø ved den politiske håndvask bør man derfor i pixi-historisk fortælling måske repetere blot en lille flig af Putins synderegister – hidtil uden større vestlig protest – lige siden han kom til magten i 1999 for aldrig nogensinde siden at slippe den igen:

Fra en mr. Noboby blev denne KGB-oberst i 1999 hentet til Kreml af Jeltsin, der havde store problemer med anklager om massiv korruption og magtmisbrug. Både Ruslands nye demokrater, men også i det mindste ukorrupte gamle sovjettyper, som bl.a. Jevgenij Primakov, lovede den russiske offentlighed »fuld klarhed og tilbundsgående undersøgelse« af hele Jeltsin-klanens beskidte vasketøj.

Putins første opgave var følgelig at få sat en effektiv stopper for disse bestræbelser. De led også hurtigt en krank skæbne, da den kritiske statsanklager Jurij Skuratov ”pludselig” dukkede op i en manipuleret sexvideo, angiveligt i selskab med to prostituerede. Filmen røg direkte på alle tv-kanaler, og Skuratov blev fyret. Kort tid efter blev den anden store korruptionsoprydder, Primakov, ligeledes fyret.

Som gammel KGB-mand bag denne succesfulde afværgemanøvre vidste Putin nok, hvordan man værst kunne skandalisere sine modstandere. Faren for, at den brede russiske befolkning fik indsigt i Kremls enorme korruption, blev hermed effektivt stoppet. Som tak forfremmede Jeltsin Putin til premierminister.

Kort tid efter steg Putins opinionstal fra under 1 pct. til skyhøjder. Årsag: En rask lille ny krig i Tjetjenien.

Anledningen var de mystiske terrorbomber i russiske beboelsesejendomme i eftersommeren 1999. En terror, som aldrig er blevet opklaret. De stærkeste indicier peger imidlertid på de russiske sikkerhedstjenester selv. Al efterforskningsmateriale blev lynhurtigt hemmeligstemplet i 75 år. Både kritiske Duma-medlemmer og journalister, der har søgt sagen genåbnet, er blevet dræbt.

Dræbt blev der også i Tjetjenien. Med massiv overvold smadrede Putins generaler både Tjetjeniens hovedstad Grosnyj og hele landet til en rygende ruinhob, der ikke var set lige i Europa siden 1945.

Men Vesten var stort set både ligeglad og tandløse. Mens titusinder af tjetjenske og russiske civile i vinteren 1999-2000 nådesløst blev bombe- og artilleridræbt i Grosnyj, blev det allerhøjst til et par fy-påtaler.

Effektive sanktioner overfor Rusland på grund af af massive krigsforbrydelser, endda mod officielt egne borgere, kom end ikke engang på tale. ”Dræbende tavshed” rådede allerede dengang, fra EU til USA.

I foråret 2000 blev machomanden, der om tjetjenerne så statsmandsagtigt havde bedyret, at han ville »udrydde dem, selv på lokummet«, som tak løftet ind som russisk præsident, med massiv vælgertilslutning.

Putin blev hurtigt hilst velkommen. Flere af Tony Blairs ministre kom på besøg og fandt Putin »forfriskende«. De næste år gled Putin og EU hurtigt tættere på hinanden i økonomisk samarbejde og investeringer.

Bevares, et par pligtskyldige pip om ”bekymring” over fortsatte massakrer og forsvindinger i Tjetjenien blev afleveret, ligesom man rynkede lidt på næsen, da den Putin-kritiske forretningsmand Khodorkovskij blev fængslet i en skueproces.

Men sanktioner? Hvorfor dog? Putins egne loyale oligarker trådte i stedet til i det »nye økonomiske samarbejdsklima«, og dukkede op med gode petrorubler i bl.a. London, Paris og New York.

Putins lukninger og kontrol af kritisk presse, bl.a. den sidste store uafhængige tv-station NTV, skete uden postyr.

De permanent forfulgte tjetjenere var også alle til hobe blevet reduceret til ”terrorister”, især efter Putins støtte til USA efter 11. september 2001.

»Vi står jo sammen med Rusland i kampen mod terrorismen«, har det lydt i 117 erklæringer. Detaljerne i Putins egen såkaldte kamp mod terror kerede ingen sig derimod for.

Vesten gik ind for dialog, men kun med Putin-regimet selv. Modig og signalgivende dialog og dermed aktiv støtte til Ruslands forfulgte politiske opposition blev aldrig nogensinde prioriteret over realpolitikken.

Lille Danmark skilte sig ikke ud. Hvor mange gange har danske myndigheder i Putins epoke inviteret f.eks. Russiske Soldatermødre, tjetjenske menneskeretsfolk eller den ældste russiske ngo, Memorial, på blot det mindste lille officielle besøg herovre?

Listen er ikke bare kort, den er ikke-eksisterende.

Nye svinske mord i 2006 på russiske regimekritikere, som journalist Anna Politkovskaja og giftmyrdede politiske flygtning Alexander Litvinenko medførte ikke konsekvente protester. Næh, hastigt videre til næste topmøder om russisk gas og WTO-medlemsskab.

At Vestens politikere ikke ejede simpel analytisk evne til i 2008 at gennemskue skiftet til Medvedev som kransekagefigur, hører ligeledes til en politisk naivisme, der er under niveau for, hvad erfarne KGB-folk i Kreml burde kunne forvente af modspil. Men moret sig over Vestens naivister har de da nok gjort.

Gennem en ny, rask lille krig blev Georgien decimeret. Desårsag næppe nogensinde nu medlem af hverken Nato eller EU.

Senest i efteråret 2008 burde det krystalklart have fremgået for Vesten, at Putin ikke var at spøge med. Slet ikke hvad angik vilje til aktivt at omrokere på Europas grænser, inklusive blodige krige for at sikre sig indflydelse i det reducerede imperium.

I stedet trykkede Obama på en lalleglad reset button i forholdet til Rusland, til megen moro. Stemningen var atter god.

Sådan kunne man blive ved fra eksemplernes mange holdepladser. En vestlig tossegodhed har i over 15 år generelt rådet over for Putin.

Jeg kan ikke betegne denne politik som andet end inkonsekvensens ulidelige lethed.

Denne lethed har samtidig haft en høj pris. Især for alle kritiske borgere i Rusland, der ensomt har turdet vove sig op imod Putin.

Vestens politiske impotens har kostet menneskeliv. Lige fra Tjetjenien over myrdede russiske journalister til fængslede menneskerets- og oppositionsfolk.

Putins del og hersk-politik har også båret blodig frugt i udlandet, bl.a. i Syrien, hvor scenen takket være Ruslands bevidste sabotage af FN nu er overladt til ekstremister og fanatikere på alle sider.

Må man minde latent glemsomme politikere om Putins nøjagtig samme politik i Tjetjenien, hvor jagten på just moderate og sekulære tjetjenske modstandsfolk, som den folkevalgte Maskhadov, havde første prioritet. Med ham myrdet i 2005 (uden nogen vestlig protest over mordet på en folkevalgt, OSCE-godkendt præsident) fik Kreml og deres lokale quislinge sikret sig de ideelle modstandere: terroristerne og islamisterne.

Vesten har tilsyneladende intet lært, før åbenbart først for alvor nu – 15 år for sent – i tilfældet Ukraine og Krim. En strategisk fejlvurdering af skæbnesvanger vælde.

Kremls forløjede ”dolkestødslegender” de seneste måneder er en alarmklokke med bitre mindelser fra bl.a. Milosevic’ Jugoslavien. Etnisk (selv)skabte fjendebilleder bør derfor mødes med nultolerance fra alle ordentlige demokratier.

Ihukommende de få modige, med mod til at træde klart op imod ”fænomenet Putin”, sluttelig en lille beretning, som alle forhåbentlig kan lære lidt af:

Da Anna Politkovskaja kom på sit første besøg her i Danmark 2002, besøgte vi mange journalister. Efter timers engageret tale og dokumentation for Putins ansvar for krigsforbrydelser og diktatoriske metoder fik hun et par utroligt besynderlige spørgsmål om Putins ”gode sider”, og »stabiliteten i et stort rige«.

En træt Anna tog brillerne af, stirrede over på mig og sukkede: »Kan du ikke forklare den uvidende mand derovre, hvad det i grunden er for en slags land og hvad for en slags styre, jeg kommer fra? Har han da slet ikke forstået en pind af, hvad jeg lige har fortalt og advaret om«?

Også af respekt over for sådanne myrdede pionerer, der fra begyndelsen glasklart så det absolut livsfarlige i blindt at føje en type som Putin, må man derfor håbe, at Vestens tornerosesøvn overfor en statsmafiosio som Putin nu endegyldigt må være slut.

Det er – endnu engang – på høje tid.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.