Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vestens verden

Vestens opgave består i at støtte Ukraine som en selvstændig stat, men også at have forståelse for Ruslands legitime sikkerhedsinteresser. Statsmandskunst består ikke i at oppiske had til ”Nazirusland”.

Artiklens øverste billede

»Jeg er bange for, at krisen i Ukraine ender med tredje verdenskrig«, sagde en dame til mig for nylig efter et foredrag om Danmark og Den Kolde Krig. Jeg beroligede hende på stedet med, at hun ikke skulle være bange; hun kunne sove trygt, hvis hun ikke havde andre bekymringer, der holdt hende vågen.

Hvordan kan det gå til, at denne krise får en dansk kvinde til at frygte en ny verdenskrig? Jeg har mødt en lignende frygt andre steder i landet, hvor jeg har holdt foredrag. Svaret ligger lige for: Nogle medier og kommentatorer forsøger at oppiske et hysteri, der ingen steder hører hjemme.

Skrighalse og enøjede fanatikere er kun med til at forværre krisen. Man må inderligt håbe, at de politiske beslutningstagere ignorerer dem.

I denne avis udsættes man løbende for Per Nyholms hysteriske udladninger. Han har i lang tid excelleret i at overdænge anderledes tænkende med skældsord som narrehatte og demagoger, der – Gud hjælpe os – ovenikøbet vil »undergrave demokratiernes sikkerhed« med deres paroler om »de enkelte landes suverænitet, nationale særpræg med videre.« Mennesker, der er modstandere af EU-kompleksets undergravelse af de europæiske landes suverænitet, stemples nu af Nyholm som Putins nyttige idioter.

Skældsord og verbale forulempelser står i vejen for kølig analyse. I sin ophidselse snubler han over sine egne meninger og modsiger sig selv. Han er stærkt optaget af at forsvare Ukraines suverænitet og nationale særpræg; men håner dem, der forsvarer Danmarks, Englands og Tysklands suverænitet. Kritikere af EU er narrehatte, mens Nyholm i egen selvforståelse er en stor statsmand. Hans feberfantasier om, at Rusland skulle antaste Norge, Finland, de baltiske stater, Polen, Rumænien osv., ja, sågar Bornholm, er og bliver dog feberfantasier. Også bornholmerne kan sove roligt.

Som knaldeffekt hengiver Nyholm sig til et orgie af sadistiske voldsfantasier: ”føreren” og ”fascisten” Putin »brændende i sin forhave (som Hitler) eller hængende i et reb, hovedet ned, benene op (som Mussolini).« Så kan man da vist ikke komme længere ned i primitiv vulgaritet.

Rusland er ikke Sovjetunionen, og Putin er hverken Hitler eller Stalin. De billige henvisninger til disse to masseforbrydere og alle deres gerninger samt falske historiske analogier gør os ikke klogere på situationen i Ukraine og Rusland i dag, tværtimod. Det er blot fordummende propaganda. Man bidrager ikke til at forstå baggrunden for den ukrainske krise ved at fremstille konflikten som en kamp mellem de gode og de onde, mellem pletfri ukrainske demokrater på den ene side og »en blanding af tilbagestående, brutale elementer og rene gangstere« (russere) på den anden side.

Estlands udenrigsminister, Urmas Paet, som var i Kiev lige efter regimeskiftet, har sagt, at nogle af det ny regimes medlemmer har »en snavset fortid«. Han betegnede det som ”trist” og ”foruroligende”, fordi det diskrediterede det ny regime.

Nogle af de snigskytter, der dræbte omkring 100 demonstranter og politibetjente, var ifølge hans kilder ikke hyret af Janukovitj, men af nogle i den koalition, der nu er ved magten. Han fortalte, hvordan »fyrene på gaden med skydevåben« havde gennemtæsket et medlem af parlamentet.

Som ester kan Paet ikke på forhånd mistænkes for at ville undskylde Janukovitj eller skade oprørerne. Hans eget land opnåede selvstændighed uden snigskytter og anden form for voldsanvendelse.

Vi må forlade eventyrets verden og forholde os til den brutale virkelighed. Ukraine er et dybt splittet land, fordi halvdelen af befolkningen er russisk-ortodoks og overvejende orienterer sig mod øst, mens den anden halvdel er katolsk eller uneret og dybt påvirket af polsk kultur.

Krim er en sag for sig. Halvøen har siden 1700-tallet været russisk, og ingen – heller ikke USA eller EU – drømmer om, at Krim igen kommer under ukrainsk overhøjhed. Ligesom ingen i Danmark drømmer om, at Holsten igen bliver en del af det danske rige. Heri ligger naturligvis ingen godkendelse af måden, annekteringen/genforeningen skete på.

Vestens opgave består i – og har hele tiden bestået i – at støtte Ukraine som en selvstændig stat, men også have forståelse for Ruslands legitime sikkerhedsinteresser.

Statsmandskunst består ikke i at oppiske had til ”Nazirusland”, men i at finde det midtpunkt, som sikrer en betrygget fremtid for Ukraine og dens samlede forarmede befolkning, både den katolske og den ortodokse.

Det nuværende oprørsregime er uden legitimitet, og vi må håbe, at der snart kommer en folkevalgt regering i Kiev, der opfattes som legitim af alle parter både i Ukraine, Rusland og Vesten. Det må bl.a. indebære, at der ikke er repræsentanter for antisemitiske og halvnazistiske partier i regeringen.

Vi i Vesten har en falsk forestilling om, at vi ikke alene ved besked med alt, men at vi også har ret til at sætte vores vilje igennem overalt. Denne selvberuselse har fået os til at krænke grundlæggende principper, som vi i dag anklager Rusland for at krænke. Nato var jo med dansk deltagelse med til at bombe civile mål i Beograd og andre steder for at tvinge det suveræne Serbien til at opgive provinsen Kosovo.

I vores selvglæde var vi blinde for, at vi dermed åbnede for alle mulige befolkningsgruppers ret til overalt på et givet territorium, hvor man er i flertal, at kræve selvstændighed.

Derfor klinger det hult, når USA, Nato og EU i dag fører sig frem som den internationale morals vogtere. Det er ikke klogt at sætte sin vilje igennem uden hensyntagen til andres legitime interesser. USA og Nato har, siden Den Kolde Krig sluttede, været blinde og døve over for Ruslands undertiden berettigede indsigelser mod Vestens politik, der har været præget af arrogance. Som USA’s viceudenrigsminister Victoria Nulands telefonsamtale med USA’s ambassadør i Kiev har afsløret, var USA stærkt involveret i kuppet mod præsident Janukovitj og hans regering – ja, i en sådan grad, at USA var med til at bestemme, hvem der skulle med, og hvem der ikke måtte komme med i oprørsregeringen. Hun allierede sig med lederen af partiet Svoboda, Oleh Tyahnybok, hvis parti har et hagekorslignende logo, og som på partimøder gør nazihilsen.

Risikoen er, at Vestens politik bliver en tragedie for Ukraine, som den for længst er blevet en tragedie for Ruslands frisindede, der chikaneres voldsomt af regimet. Vestlig støtte til typer som Tyahnybok og andre af samme uappetitlige kaliber forskrækkede østukrainerne og russerne på Krim og gav Putins regime et påskud til indblanding. Hvis disse xenofobiske kræfter får central indflydelse fremover, kan man glemme alt om en stabil fremtid for Ukraine. Så risikerer Ukraine at blive delt i to stater. Den slags er ganske vist set før – Tjekkoslovakiet blev delt i to: Tjekkiet og Slovakiet, Jugoslavien i talrige suveræne stater. Men det vil være ulykkeligt i Ukraines tilfælde og ikke gavne nogen.

EU har travlt med at underminere de europæiske medlemsnationers suverænitet. Grækenland, Cypern (der er delvist besat af Tyrkiet!), Portugal, Spanien, Frankrig og Italien har meget alvorlige økonomiske problemer som følge af den ulyksalige euromøntunion, der holder disse lande i en spændetrøje. Mere katastrofal er på længere sigt masseindvandringen til EU-lande fra kaotiske stater i Mellemøsten og Nordafrika – en indvandring, som EU-direktiver har gjort ustyrlig, og som må høre op, hvis Europa skal overleve som Europa.

I stedet for at rejse rundt og give dårlige råd i andre lande skulle EU-bureaukraterne i Bruxelles og politikerne i de europæiske nationers parlamenter – inklusive Folketinget – lytte til deres egne befolkningers uro over udviklingen. Det er jo deres interesser, de folkevalgte politikere skal varetage.

De europæiske nationer kan på længere sigt godt gøre sig mere uafhængige af russisk gas og olie. Denne energi, får vi nu at vide, kan i stedet købes i Mellemøsten og Nordafrika, dvs. regioner, der – bortset fra Israel – er plaget af kaos og sammenbrud. På den måde kan vi skubbe Rusland, som er meget, meget andet end Putin og hans regime, i armene på Kina, hvor gassen og olien kan sælges til gode priser, men det er ikke i de vesteuropæiske nationers interesse.

Rusland er ligesom Ukraine (og i modsætning til det muslimske Tyrkiet) en del af den fælles europæiske kultur. At lukke det danske kulturinstitut i Skt. Petersborg, som Nyholm kalder overflødigt, vidner blot om fuldkommen mangel på forståelse af, hvad der er behov for. Nemlig at støtte de russere, som vil gøre Rusland til et demokratisk retssamfund – ikke at svigte og modarbejde dem.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.