Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Socialdemokratiets ideologiske krise

Socialdemokratiets slingrekurs skyldes i højere grad en grundlæggende ideologisk krise end Thornings lederskab. Lige nu er det, som om partiet har glemt sin ideologiske arv i blind iver efter at udføre nødvendighedens politik.

Socialdemokratiet har en glorværdig fortid – men en usikker fremtid. Vælgerne og baglandet oplever, at partiet ikke længere har noget politisk projekt eller nogle sammenhængende idéer, der adskiller sig markant fra modpartens.

Partiets politik forekommer for mange vilkårlig, og listen af politiske kursskifter er lang, alene i den tid Helle Thorning-Schmidt har været partiformand. I 2005 hed det sig, at Socialdemokratiet var et midterparti, og et halvt årti senere erklærede man sig åbent som et venstrefløjsparti og lavede fælles valgprogram med SF. Sammen foreslog de millionærbeskatning, trængselsring om København og en trepartsaftale, der indebar 12 minutter dagligt merarbejde for danskerne.

Ingen af delene blev realiseret, da partiet kom til magten i 2011. Flere af de principielle forslag blev opgivet på samme måde, som man havde forkastet idéen om at indføre 29 nye velfærdsrettigheder et par år tidligere.

Men det er langtfra kun valgprogrammer, der tilsyneladende er så nemme at udskifte. I 2008 proklamerede partiledelsen, at den havde formuleret et nyt ”socialdemokratisk projekt”. Visionen var, at velfærdssamfundet skulle udbygges til et trivselssamfund med lavere arbejdstid. Den fornemste målsætning var ”retten til et liv uden konkurrence”.

Trivselstanker blev til vækstprogrammer. Kortere arbejdstid blev til længere arbejdstid. Og idealerne om et liv uden konkurrence blev til en firkantet debat om, hvorvidt Danmark skulle være en konkurrencestat eller en velfærdsstat.

Der er brug for, at Socialdemokratiet igen får skabt den ideologiske overbygning, der kan vise vejen frem i en svær tid. Ideologien er den røde tråd. Ideologi gør et parti i stand til at svare på spørgsmålene: Hvad står vi i? Hvad står vi for? Og hvad gør vi så?

Et parti uden ideologi er dømt til at lide en tragisk død. Det er uundgåeligt, da tiden altid indhenter opportunistisk fedtspil og luftige mærkesagsprojekter uden sans for retning.

Tag for eksempel det hedengangne parti Centrum-Demokraterne (CD). De havde bevidst intet ideologisk grundlag. De gjorde tværtimod en dyd ud af at være fri for den slags fortidslevn, men havde til gengæld rigeligt med mærkesager, udvalgt på baggrund af partiformandens personlige idiosynkrasier.

Det førte til en absurd slingrekurs, der blandt andet forvandlede CD fra et parti, der støttede apartheidstyret i Sydafrika, til et parti, der i det efterfølgende årti markerede sig på paroler om en anstændig udlændingepolitik og bekæmpelse af racisme og fremmedfrygt.

Det bedste nyere eksempel på, hvad der kan ske, hvis man forsøger at etablere et parti blottet for et intellektuelt, ideologisk fundament, er Ny Alliance. De var et erklæret ikkeideologisk midterparti, der var mest omtalt for deres kendisser og mangel på politisk program.

Efterfølgende har vi set det langt mere ideologisk forankrede Liberal Alliance rejse sig af partiets aske, hvilket understreger vigtigheden af sammenhængende idéer i praktisk politik. De har rent faktisk et projekt, et formål og nogle politiske mål.

Partier med en ideologisk forankring har over tid lettere ved at appellere til vælgerne. Ikke fordi vælgere er synderligt optagede af partiets intellektuelle overbygning, men fordi den bidrager til at give partiet en stærk, forudsigelig og troværdig identitet.

Det er denne identitet, Socialdemokratiet savner. Man har meget svært ved at etablere en ny, relevant, samtidig ideologisk overbygning, hvilket måske hænger sammen med, at partiets idéhistorie, i modsætning til for eksempel kommunismen, er forholdsvis ukendt, selv i politisk interesserede kredse.

Socialdemokratisme udgør – selvom få ved det – en selvstændig idétradition. Tænkningen kom i slutningen af det 19. århundrede som en afstandtagen fra dele af marxismen, men tankesættet er løbende blevet udviklet gennem refleksion og praktisk politisk arbejde i socialdemokratierne rundt omkring i Europa.

Grundidéen er, at kapitalismen skal styres politisk. Politiske kræfter snarere end økonomiske skal og må være drivende for historien, og menneskets behov skal gå forud for andre hensyn.

Det er denne ikkemarxistiske pragmatiske udgave af socialisme, der har givet os et nogenlunde fungerende kapitalistisk system, udstrakt frihed og demokrati og et velfærdssamfund bygget på solidaritet.

Disse idéer er blevet skabt, videreudviklet og forsøgt realiseret i og omkring den socialdemokratiske arbejderbevægelse i Danmark siden 1871. Tænkere som Bernstein, Borgbjerg, Steincke, Keynes, Myrdal og Lykketoft har bidraget til idéudviklingen.

Idérne har direkte og indirekte været med til at forme den ideologi, der har gjort Socialdemokratiet til det vigtigste danske parti i det 20. århundrede, og det danske samfund til et af de mest velstående og velfungerende i hele verden.

Socialdemokratiet var i de første årtier et overvejende marxistisk parti, men partiet udviklede frem mod Første Verdenskrig gradvist en selvstændig ideologi bygget på demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en vision om en stærk stat, der kunne afbøje kapitalismens negative konsekvenser.

I partiets storhedstid fra 1920’erne til og med 1970’erne videreudvikledes idéerne til det, der i dag kaldes klassisk socialdemokratisme. Velfærdsstaten bliver det store ideologiske projekt. Det arbejdende folk skal løftes op både kulturelt, økonomisk og politisk. En politisk styring af økonomien bidrog til at sikre fuld beskæftigelse og den fremgang, der sammen med progressiv beskatning var nødvendig for at finansiere velfærdsprojektet.

Efterkrigstidens velfærdsstat viste sig vanskelig at finansiere, den politiske og økonomiske internationalisering udfordrede velfærden.

Efter Murens fald i 1989 blev ideologien revideret og fik et kortvarigt comeback under overskriften ”Den tredje vej”. Statens primære opgave var ikke længere at forme gode medborgere og omfordele samfundets velstand.

Nu handlede det i højere grad om at investere i mennesker, så de blev gjort i stand til at bidrage til samfundets økonomiske konkurrenceevne. Giddens kaldte visionen for den ”sociale investeringsstat”, og idéen flugtede i store træk med, hvad Ove Kaj Pedersen senere har døbt konkurrencestaten.

Efter de danske socialdemokraters tredje valgnederlag i træk i 2007 var der enighed om, at det var tid til radikalt at nytænke tredjevejs-positionen.

Helle Thorning bekendtgjorde i en kronik, at man havde nået »enden for den tredje vej«, og partiledelsen proklamerede kort efter, at det socialdemokratiske projekt nu var at etablere et trivselssamfund.

Visionen om et trivselssamfund, med mindre arbejde og ret til liv uden konkurrence, var et prisværdigt forsøg, men analysen af samfundets udfordringer viste sig at være grundlæggende forkert. Den baserede sig på, at opsvinget i første halvdel af 00’erne ville fortsætte og tog ikke højde for krisen.

I erkendelse af tredjevejens vildspor og af at trivselsvisionen var et vildskud, måtte partiet navigere uden ideologisk kompas. Ikke overraskende fik Thorning det svært, da hun overtog hele nationens styrepind efter Løkkes valgnederlag.

Thorning-Vestager-regeringen gennemfører de fleste store politiske reformer og vækstpakker med den begrundelse, at de er ”nødvendige” for at sikre økonomi, arbejdspladser og konkurrenceevne, ikke ud fra en vision for det gode samfund.

Den ideologiske overbygning, der forbandt det, partiet står for (visionen), med det, de står i (analysen) og det, de så gør (politikken), var fraværende.

Mangel på visioner og forståelse for den ideologiske overbygning har to konsekvenser. For det første risikerer partiet at føre en tilpasningspolitik uden blik for, hvilke konsekvenser det har for at skabe et bedre samfund eller muligheden for at leve det gode liv. Uden en ideologisk overbygning risikerer man med Keynes ord at blive en »slave af andres idéer«.

For det andet er det svært at inspirere og engagere partifæller og vælgere. De har brug for noget at tro på eller kæmpe for. Partier uden en ideologisk overbygning vil i det lange løb altid vil miste både vælgernes og medlemmernes opbakning.

Socialdemokraterne bør derfor tillade sig selv at løfte sig op over dagens og vejens politik og stille sig spørgsmålet: Hvad står vi for?

Spørgsmålet kan ikke besvares universelt, løsrevet fra den verden, vi lever i. Der er behov for en debat om, hvad det vil sige at socialdemokrat anno 2014.

Anders Dybdal er redaktør og medforfatter på bogen ”Socialdemokratiske tænkere”, der udkommer d. 9. april. Han er medstifter af og bestyrelsesmedlem for tænketanken Cevea og har tidligere været konsulent for Mogens Lykketoft.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Ser Jalving islam uden at se muslimer?
Martin Ågerup
Succesfuld integration kan kun finde sted gradvist gennem de millioner af interaktioner i hverdagen.
Der blev også stillet mange krav, da vi var unge – men vi blev ikke forstyrret af smartphones
Kåre Lauring
Måske er den rigtige løsning en massiv indsats i folke- og gymnasieskolen for at få afhjulpet den afhængighed, tusinder af unge har udviklet i forhold til deres smartphone og det at være med på de sociale medier og ikke at slække på kravene til de unges uddannelser.
Bekymrede læger: Vi kan ikke regne med informationen fra Lægemiddelstyrelsen

Kristine Rasmussen, hoveduddannelseslæge | John Brodersen, professor | Mats Lindberg, speciallæge | Lisbeth Sandal Kortegaard, speciallæge | Thorsten Schumann, speciallæge

Patienternes interesser skal sættes før industriens.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Kronik: Kan sygdom kureres med symbolpolitik?

Ayhan Al Kole
Sundhedspersonale bør værne om patienten og politikerne om integrationsproblemerne.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Martin Ågerup pjatter videre

Morten Uhrskov Jensen
Det er gået op for mig, at man kan være mangeårig direktør for en liberal tænketank uden overhovedet at dokumentere sine påstande med kvantitative data.

Blog: Trump har ret – vi bør tage os sammen

Anders Vistisen
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret.
Annonce
Bolig
Guide: Her er Londons "hemmelige oaser"
London er et af danskernes mest foretrukne rejsemål. Overalt i byen vrimler det med grønne oaser. Nogle er velkendte, andre er små ’hemmelige’ perler. Her får du en guide til de bedste. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her