Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kontrol koster kassen

Kontrol er godt, men tillid er billigere, så underligt nok fyldes det danske samfund med kontrolinstanser, selvom vi er verdensmestre i tillid. Og hvem skal kontrollere kontrollanterne, som så igen skal kontrolleres af andre?

Artiklens øverste billede

Lenin sagde engang, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Men er det nu altid sådan? Nej, ikke ifølge landets kommunaldirektører, der mener, at nok er nok. Kontrolsamfundet er gået for vidt og hæmmer produktionen af velfærdsydelser til borgerne. Tiden og ressourcerne bruges i stigende grad på papirnusseri og udfyldelse af kontrolformularer frem for at tjene samfundet.

Kommunaldirektørernes nødråb vækker til eftertanke, særligt når regeringen ved sin tiltrædelse bebudede en tillidsreform i den offentlige sektor. Her skulle overordnede mål og resultater være vejen frem i stedet for detailstyring. Andre erhvervsgrupper såsom social- og sundhedsassistenter, hjemmehjælpere, læger, sygeplejersker, lærere og politibetjente har også inden for de senere år oplevet, at graden af kontrol og dokumentation er steget så meget, at noget af det kan føles som overflødigt. Problemet er jo, at den tid, som bruges på kontrol i stedet kunne være brugt til den offentlige sektors kerneydelse, altså at betjene borgerne og sikre et højt velfærdsniveau fremover.

Og netop en tillidsreform ligger lige til højrebenet i Danmark. Skulle der afholdes et VM i tillid, ja, så ville vi vinde titlen og få en stor og skinnende guldmedalje hængt om halsen. Når vi spørger folk, om de stoler på de fleste andre mennesker, svarer tre ud af fire danskere ja. Danmark efterfølges af de øvrige skandinaviske lande, mens for eksempel Grækenland, Portugal og Brasilien ligger langt længere nede. I bundskraberen Brasilien svarer kun tre ud af hundrede ja til det samme spørgsmål. Danskerne er således exceptionelt tillidsfulde. Vi er så heldige at leve i ”tillidssamfundet Danmark.”

Der er altså ingen grund til at overkontrollere danskerne. Vi kan stole på dem. Og selvom der en sjælden gang skulle være snyd og en enkelt ansat, som ikke passer sit arbejde fuldt ud, så vil det som oftest ikke kunne betale sig at kontrollere alle. Alligevel kan det være særdeles fristende at løse enkeltsager ved at gribe til endnu mere kontrol. Det sker jævnligt, at enkeltsager køres frem i pressen, hvor politikerne så vil sikre, at det aldrig må ske igen. Der vedtages nye love for at nå dette mål, og kontrolsamfundet vokser. Men kontrolsamfundet koster og påvirker samtidig trivslen på arbejdet. Ny forskning har således vist, at tillidsbaseret samarbejde stimulerer kroppen til at udskille lykkehormonet oxytocin. Vi kender det alle sammen, når det bare kører, og man bliver ”lidt høj” af det. Tillid kan sammenlignes med at give og få en gave. Når man giver en gave, viser man den, man giver den til, tillid – og vedkommende får lyst til at give igen. Folk er i det hele taget mere tilfredse, når de bliver mødt med tillid, hvilket igen betyder, at de også er villige til at lægge en ekstra indsats på arbejdet.

Hvis man derimod bliver vist mistillid, mister man ligeledes sin egen tillid til den anden. Her er der stor risiko for aggressiv respons. Som hævn kan man straffe kontrollanten ved ikke at give ekstra igen, kun det allermest nødvendige, og måske endda overveje at snyde. For eksempel kan en social- og sundhedsassistent føle, at kravene til dokumentation er steget i sådan et omfang, at vedkommende ikke længere har lyst til at yde en ekstraindsats og derfor i stedet begynder at finde smuthuller.

Så ud over, at kontrol kan være unødvendig, kan den også være en tikkende bombe under vores VM-titel i tillid, fordi kontrol smider tillid ud med badevandet. Kontrol er et udtryk for mistillid. 100 pct. kontrol er lig med 0 pct. tillid. Men underligt nok fyldes det danske samfund i stadig større udstrækning med kontrolinstanser, selvom vi er verdensmestre i tillid. Og hvem skal kontrollere kontrollanterne, som så igen skal kontrolleres af andre?

Vores enestående verdensrekord i tillid kan netop være med til at forklare, hvorfor vi er så rige, som vi er. Der er således god samfundsøkonomi i tillid, fordi vi ikke behøver at bruge tid og penge på at kontrollere hinanden hele tiden.

Disse ressourcer kan simpelthen investeres bedre i både den offentlige og private sektor, og det sker nemmere i højtillidslande end i lavtillidslandene. Tillid er med andre ord Danmarks usynlige råstof, og den er guld værd. Vi er f.eks. også blandt de lande, der er kommet bedst ud af finanskrisen, da folk ikke bare går i panik, men snarere tænker, at »det går jo nok.«

Tilliden kan dog ikke bare forventes at vare for evigt, og hvis den forsvinder, bliver tingene mindre smidige og dermed langt mere besværlige. Nu skal alle konstant sikre sig mod at blive snydt via omfattende kontrolforanstaltninger. Det gælder om at passe på den snarere end at ødelægge den. Vi kan ikke bare tage den for givet, hvis kontrol får lov at overskygge den ellers så stærke tradition for selvorganisering på arbejdet, hvor folk i høj grad »selv finder ud af det« og selv går i gang med at lave noget nyt. Danskerne er jo opdraget til selv at være ansvarlige for, at vi gør tingene rigtigt, og vi ønsker jo alle at blive betragtet som troværdige og arbejdsomme mennesker.

Vi kan altså spare mange udgifter ved at drive samfundet med så lidt papirnusseri som muligt. Kontrol i form af formularer, regelrytteri og omfattende skriftlige kontrakter kræver mange ressourcer.

Mere detailstyring og ”regelfræseri” havde været påkrævet, hvis tilliden havde været lav som f.eks. i Brasilien. Men det er jo ikke tilfældet i ”tillidssamfundet Danmark”. Her kan man i højere grad uddelegere og bede medarbejderne om at lede sig selv; man uddelegerer, fordi man kan stole på folk og basere aftaler på et ord: jeg gør dét, og du gør dét, så gør man det. Det gør, at man sparer de mange kontrolomkostninger og derfor kan lave tingene billigere; man kan frigive ressourcer til andre ting.

Så tilliden er dér, det kan vi måle. Nu gælder det om at bruge den aktivt og finde den optimale blanding mellem tillid og kontrol. Jo færre ressourcer, vi bruger på at få samfundet til at køre på skinner, des flere ressourcer kan vi bruge på at forbedre konkurrenceevnen og fremme forskning og innovation.

Balancen indebærer, at vi ikke må gå for langt hverken i form af overdreven kontrol eller i form af overdreven tillid. Der skal selvfølgelig være nogen kontrol for at få tingene til at køre, men der er brug for langt mindre kontrol i Danmark end i Brasilien.

I de seneste årtier har der været en tendens til, at man er gået for langt i kontrolretningen, stærkt influeret af den såkaldte New Public Management-teori. Overdreven dokumentation er simpelt hen en dårlig forretning. Hvis Danmark skal fastholde og nytænke en konkurrencedygtig velfærdsstat, kan et tillidsbaseret samarbejde mellem særligt landets kommunaldirektører og regeringen bane vejen for, at der etableres en frugtbar dialog med vellykkede tillidsreformer.

Hvis der, som hævdet af kommunaldirektørerne og andre offentligt ansatte, er steder, hvor tillid med fordel kan afløse kontrol, ja, så gælder det om at slå til og trykke på ”tillidsknappen” frem for ”kontrolknappen.”

Tillid er penge værd, mens ”kontrol koster kassen”. Jeg har derfor, i al beskedenhed og uden sammenligning i øvrigt, omskrevet det berømte indledende citat fra Lenin til, at »kontrol er godt, men tillid er billigere.« I en globaliseret verden kan tillidsreformer vel vise sig at blive den måske allervigtigste konkurrenceparameter i det ny årtusind. Vi er verdensmestre i tillid. Så hvorfor ikke bare gøre det, vi er gode til?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen