Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark har brug for en hjerneplan

De seneste 10 år er der sket en rivende udvikling inden for trombolysebehandling – medicinsk behandling af blodpropper i hjernen. Nu er det på tide, at alle patienter tilbydes samme behandling, uanset hvor i landet de bor.

Artiklens øverste billede

Kirsten var den sidste, der skulle forlade kontoret før jul. Hun sad ved sin computer, da hun pludselig uden varsel ikke kunne læse, hvad der stod på skærmen. Højre arm lystrede heller ikke. En medarbejder ville lige kigge ind og sige god jul. Hun fandt Kirsten hængende over bordet, lammet i højre side, hjælpeløs, med skævhed i ansigtet og ude af stand til at kunne tale. Kirsten havde fået en blodprop i hjernen.

Det reddede Kirstens førlighed og formentlig også hendes liv, at der staks blev ringet 112. At ambulancen kom inden for få minutter og hurtigt transporterede Kirsten til hospitalet, hvor ikke et eneste minut blev spildt, før blodpropsopløsende behandling prompte blev gennemført – med held. Efter få dage var Kirsten hjemme igen og kunne fejre jul med familien. Ved den ambulante kontrol tre måneder senere sad oplevelsen stadig i kroppen. Det føltes uvirkeligt, drømmeagtigt. Så meget kunne være gået galt. Kirsten huskede ikke forløbet i detaljer – undtagen de første minutter, hvor hun blev klar over, at nogen skulle finde hende, hvis hun skulle slippe godt fra hændelsen. Alt vævede sig ind i hinanden efterfølgende, hvor det gik stærkt. Kirsten slap uden mén, og hun var taknemmelig. Den voksne datter, som sad i baggrunden, græd stille – af glæde.

Trods store fremskridt inden for f.eks. behandling af blodpropper i hjertet, var der i mange år ikke nogen akut behandling at tilbyde patienter med blodprop i hjernen (apopleksi eller slagtilfælde). Ikke engang en simpel skanning af hjernen blev tilbudt patienterne med denne sygdom. En sygdom, der trods alt rammer en ud af syv danskere, er den tredjehyppigste dødsårsag og den hyppigst forekommende, invaliderende sygdom blandt voksne i Danmark. Sygdommen var ikke højt profileret eller prioriteret, og der var i mange år kun få og små fremskridt.

Tingene har heldigvis ændret sig og trods en del modstand og diskussion blandt fagfolk, er det nu 10 år siden, at Aarhus Universitetshospital indførte blodpropsopløsende medicinsk behandling – også kaldet trombolyse – som en rutinebehandling til patienter med akut blodprop i hjernen. Det skulle vise sig at blive en stor behandlingsgevinst både for den enkelte, der undgik et stort handicap, og for samfundet, der sparede penge. Samtidig kom der skub i en mere aktiv holdning til behandlingen af apopleksi, og trombolyse er i dag udbredt på landsplan.

Danmark er på dette område et af de mest velorganiserede lande med den højeste rate af trombolysebehandlinger. Man har siden erkendt, at apopleksi er en akut tilstand, som kræver hurtig indsats, hvis hjernen skal reddes. Befolkningen skal lære at ringe 112, ambulancerne skal køre med udrykning og adgangen til uopsættelige hjerneskanninger og behandling i specialiserede centre er et uomgængeligt krav - i hele landet.

Trombolysebehandling blev således startskuddet til en ambitiøs udvikling forankret i specialiserede apopleksiafsnit, som danner rammen for en solid basisbehandling for alle apopleksipatienter baseret på et tværfagligt samarbejde mellem læger, sygeplejersker, terapeuter, logopæder og andre faggrupper. Apopleksiafsnittene var forudsætningen for, at behandlingen hurtigt kunne udbredes til hele landet, idet disse afsnit allerede arbejdede efter veldefinerede kvalitetskrav og behandlingsmål. Forskningsaktiviteterne har sideløbende været stigende, og vigtige resultater er opnået. Alt sammen med det mål at forbedre prognosen for apopleksipatienten.

Trods den rivende udvikling over de seneste 10 år, er der fortsat plads til forbedringer. En forudsætning for at skabe disse forbedringer er tilstedeværelsen af faglige og organisatoriske ambitioner samt de nødvendige ressourcer i hele landet. Patienter og deres familier skal ikke lades i stikken uden at få en optimal udredning eller behandling – uanset hvor i landet de bor, og uanset hvor deres blodprop sidder. Alligevel lader det ikke til at være lige så vigtigt for politikerne at forlange en hjerneplan, som eksempelvis en kræft- eller en hjerteplan. Men hvorfor skal en blodprop ikke behandles ens – uanset om den forekommer i hjertet eller hjernen? Hyppigheden af hjernetilfælde er mindst lige så høj som hjertetilfælde – så det kan ikke være problemets størrelse, der er begrundelsen. Der er heller ikke faglig uenighed om, hvad der er den bedste kvalitet. Fagfolkene er enige og kan samarbejde.

Man kan hævde, at vores sundhedssystem fattes penge, og at vi slet ikke har råd til at tilbyde den behandling og service, der er mulig. Det vil imidlertid både være en urigtig og farlig opfattelse. Der foreligger allerede en række sundhedsøkonomiske analyser, som viser, at forskellige elementer (indførelsen af specialiserede apopleksiafsnit, trombolyse, nye blodfortyndende midler og forebyggelse af gentagne apopleksitilfælde) i den moderne indsats for patienter med apopleksi udmønter sig i besparelser for sundhedsvæsnet og er kost-effektive. Hvis organisationen effektiviseres, behandlingen optimeres, patientforløbene prioriteres, og samarbejdet dermed forbedres, så vil målrettede investeringer i en bedre behandling af patienter med apopleksi givetvis vise sig at medføre ressourcebesparelser i det samlede regnskab. Hvis de enkelte virksomme elementer derimod får lov at hænge frit i luften, vil de faglige fremskridt ikke virke i praksis.

Mange forløb er komplicerede med usikkerhed omkring symptomer, ledsagende sygdom og tidsforløb, som ikke kan afklares ved en simpel CT-skanning, der ikke viser akutte forandringer. Trombolysebehandlingen skal påbegyndes, inden der er gået mere end fireenhalv time fra symptomernes opståen. Apopleksibehandlingen bør derfor samles på steder, hvor man bl.a. kan tilbyde akut MR-skanning uden ventetid hele døgnet alle ugens dage – i det mindste til de patienter, hvor man er i tvivl. Ved rutinemæssig brug kan alle patienter få en præcis vurdering, og flere patienter kan på et hurtigt og sikkert grundlag tilbydes behandling med trombolyse eller fjernelse af blodproppen via kateter (trombektomi).

Hvis vi skal nå til grænsen for, hvem der kan tilbydes de nye effektive behandlinger, skal alle tilgængelige højteknologiske undersøgelser tages i brug.

Hvis alt andet glipper, burde man kunne satse på genoptræning. Desværre er der efter den akutte fase ikke enighed om, hvad der her tjener patienten bedst. Generelt er alle genoptræningsforløb blevet afkortede, og efterbehandling i kommunalt regi er blevet beskåret. Hjerneskadecentre lukker, de mindre kommuner har hjemtaget opgaven og løser den med en hjerneskadekoordinator. Det, der tidligere var genstand for et helt teams samlede behandlingsindsats, er taget af bordet til gengæld for en koordinator. Og sygehusene, som måske har den nødvendige viden fra det akutte forløb, har ikke tilbud om efterambulant kontrol – ikke nær alle steder.

I årtier har hjertepatienter fået en helt anderledes effektiv opfølgning. Det er ulogisk med denne skelnen mellem, om blodproppen sidder i hjernen eller i hjertet. Patienten og den pårørende har brug for at forstå forløbet og få svar på de mange spørgsmål. Hvad kan der gøres for at forhindre nye blodpropper eller blødninger? Hvordan skal man takle sit handicap, og hvordan skal tilstødende komplikationer med smerter, epileptiske anfald eller depression behandles? Kun den behandlende afdeling, som har alle svarene, kan tilbyde sådan en service, og et langt bedre samarbejde med kommunerne i efterforløbet efterlyses.

I Region Midt har sundhedsprofessionelle administratorer og politikere besluttet sig for at benytte den store faglige viden og et veludbygget tværfagligt samarbejde til at udbyde en helt ny organisation af apopleksibehandlingen (neurologiplanen).

Som udgangspunkt er det en spareplan, men ved at udnytte adgang til moderne teknologi, specialisering mellem de forskellige enheder og overgange uden ventetid blev det også et bud på et kvalitetsløft, som sikrer alle uanset bopæl ensartet høj behandlingsstandard og effektivitet. Planen er modig og ambitiøs, men har efter det første år vist sig at være et skridt i den rigtige retning.

Nu er tiden inde til at satse på en samlet plan for apopleksi – på linje med hjertepatienternes hjerteplan. Tiden er moden til at foreslå en ambitiøs national apopleksiplan.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen