Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvordan kan vi fremtidssikre verdens bedste pensionssystem?

Hvis fremtidige generationer stadig skal have verdens bedste pensionssystem, må vi sikre, at det kan betale sig at spare op til pension, og samtidig sikre, at alle så vidt som muligt har en pensionsopsparing, skriver ATP-direktøren.

ATP fejrer i dag 50-års jubilæum. Samtidig fejrer vi det danske pensionssystem og det fremsyn, der for 50 år siden skabte ATP og 25 år senere arbejdsmarkedspensionerne. Men forude ser jeg to udfordringer, som vi må løse, hvis vores pensionssystem også skal være verdens bedste om 25 år.

Det er hverken folkepensionen, 50-års-jubilaren ATP, arbejdsmarkedspensionerne eller noget helt fjerde, der gør Danmark til pensionsklassens duks. Det særlige er kombinationen af elementerne, der til sammen skaber en velfungerende helhed.

Det danske pensionssystem har en række store styrker:

  • Folkepension og ATP leverer en mindstepension til alle og tager særlige hensyn til de dårligst stillede.
  • Arbejdsmarkedspensionerne sikrer en god sammenhæng mellem erhvervsindtægt og pension for det store flertal på arbejdsmarkedet.
  • Kombinationen af folkepension og egen pensionsopsparing gør, at pensionen står på to ben og derfor bliver mere robust.

Men for den enkelte pensionist kan titlen ”Verdens bedste pensionssystem” være svær at forstå. I hvert fald for den halvdel af nuværende pensionister, der alene har folkepension og ATP og ingen anden pensionsopsparing. For en enlig pensionist svarer det til en månedlig indkomst før skat på mellem 12.000 og 15.000 kr. Hertil kommer eventuelt boligydelse og særlige sociale ydelser.

Tal fra EU’s statistiske kontor viser, at mange pensionister i Danmark har få penge at gøre godt med, når tallene opgøres før udbetaling af sociale ydelser.

Til gengæld ligger Danmark anderledes højt, når de sociale ydelser regnes med. Især boligydelsen spiller en meget vigtig rolle for rigtig mange af nutidens pensionister.

Hvor stor mindstepensionen bør være, er et politisk spørgsmål, som jeg ikke vil blande mig i. Men tallene rejser spørgsmålet, om vi har den rette balance mellem sociale ydelser og pension.

Pensionisternes økonomi bliver bedre på længere sigt, når arbejdsmarkedspensionerne slår bredere igennem. Men det gælder ikke for alle, for en tredjedel af befolkningen sparer ikke meget op til pension ud over ATP.

ATP dækker stort set hele befolkningen, men ATP-pensionen er forholdsvis beskeden – den fulde ATP-pension ligger for tiden på ca. 24.000 kr. om året.

For de bedre stillede dele af befolkningen vil ATP-pensionen udgøre en relativ lille del af den samlede pensionsindkomst, men for mange ser billedet anderledes ud. For dem vil ATP også på lang sigt og på trods af arbejdsmarkedspensionernes udbygning være den vigtigste supplerende pension. Det vil være tilfældet for op mod en tredjedel af fremtidige pensionister.

Det betyder, at den nuværende situation, hvor økonomien for rigtig mange afhænger af særlige sociale ydelser, vil bestå – også på lang sigt. Det er dét, tallene viser.

Den udstrakte brug af sociale ydelser og målretning af pensionsydelser er et middel til at sikre, at de offentlige ydelser især kommer de økonomisk set dårligst stillede til gode. Men samtidig forringer målretning af offentlige ydelser værdien af den enkeltes egen pensionsopsparing. Jo mere man har sparet op på egen hånd, desto mindre vil man få fra det offentlige.

Det betyder reelt, at selv pensionister med beskedne indtægter oplever en høj samlet marginalbeskatning. Når både skat og indtægtsregulering af offentlige ydelser tælles med, kan den enkelte opleve at aflevere mere end 70 pct. af en ekstra pensionskrone. Det er en samlet marginalskat, der er betydeligt højere end topskatten.

Det nærliggende spørgsmål for den enkelte kunne derfor lyde: »Hvis belønningen for mange års opsparing til pension er så lille, hvorfor så dog spare op?«

Hvis det spørgsmål bliver stillet – og bliver stillet af mange – ja, så er risikoen, at opbakningen til de opsparingsbaserede dele af vores pensionssystem svækkes. Ringe nytteværdi af opsparing til pension er en alvorlig samfundsmæssig udfordring – også selvom modstykket til en høj samlet marginalskat er en ganske god beskyttelse, hvis indtægterne af den ene eller den anden grund falder.

Hvis vi skal fremtidssikre det danske pensionssystem, må vi løse to udfordringer:

1. Hvordan sikrer vi, at peionsopsparing i højere grad betaler sig for almindelige pensionsopsparere?

2. Hvordan udbreder vi pensionsopsparingen til den sidste tredjedel af befolkningen?

Disse to store udfordringer hænger sammen, og de kan derfor ikke løses hver for sig.

Sammenhængen er enkel. Kun hvis man sikrer, at alle borgere har en pensionsopsparing, er det reelt muligt at afhjælpe marginalskatteproblemet. For kun i det tilfælde kan behovet for at målrette folkepensionen og andre ydelser til ældre mindskes.

Mens langt de fleste på arbejdsmarkedet støt og roligt sparer op til deres pension, lader mindre grupper på arbejdsmarkedet helt være, eller de gør det i et meget begrænset omfang.

Det gælder for eksempel mange selvstændige og lønmodtagere uden overenskomst. De indgår sammen med modtagere af overførselsindkomster i den meget sammensatte tredjedel af befolkningen, der ikke sparer meget op til pension ud over ATP.

Disse mennesker vil sammenlignet med andre med nogenlunde samme vilkår under arbejdslivet stå tilbage med en meget lille pension, fordi de ikke har supplerende pension af betydning ud over ATP. Og de vil derfor i højere grad end andre blive afhængige af folkepensionen og andre offentlige ydelser.

De fleste er nok enige om, at offentlige ydelser især skal komme de dårligst stillede til gode. Samtidig vil de fleste sikkert mene, at det skal kunne betale sig at spare op. Konflikten er åbenbar, den er ikke et særligt dansk fænomen, og den kan ikke afskaffes. Det drejer sig om at finde en holdbar balance.

Pointen er imidlertid, at behovet for målrettede ydelser i høj grad bestemmes af pensionsopsparingens udbredelse.

Op igennem 00’erne blev ældrechecken indført, og den er flere gange blevet forhøjet. Hvis der politisk ønskes en bedre sikring af de dårligst stillede, er der på kort sigt ikke noget alternativ til at lade fællesskabet betale. Men det svækker nytteværdien af privat opsparing for lav- og mellemindkomsterne, og spørgsmålet er derfor, om en skattefinansieret social ydelse også er den bedst mulige løsning på lang sigt.

En alternativ løsning på længere sigt er at sikre, at så vidt muligt alle – erhvervsaktive som modtagere af overførselsindkomster – har en opsparingsbaseret pension ved siden af folkepensionen. På den måde kan vægten på målrettede ydelser mindskes, og nytteværdien af privat pensionsopsparing øges.

Men det skal ikke overses, at de målrettede ydelser faktisk spiller en central fordelingsmæssig rolle og er afgørende for de hensyn, samfundet tager til sine svageste. Pointen er ikke at nedtone de fordelingsmæssige hensyn. Sigtet er så vidt muligt at løse dem før pensionsalderen ved hjælp af opsparing og således, at afkastet fra opsparingen kan bruges som en del af finansieringskilden. Det kan ske ved at støtte bidragsbetalingen for de økonomisk set dårligst stillede. Det er præcis den model, som siden starten af 1990’erne har været anvendt for overførselsmodtagere i ATP. Som en del af den løsning betales der dobbelte bidrag for dagpengemodtagere.

Hvis fremtidige generationer stadig skal have verdens bedste pensionssystem, må vi sikre, at det kan betale sig at spare op til pension, og samtidig sikre, at alle så vidt som muligt har en pensionsopsparing.

Der er ingen enkle løsninger – hverken teknisk eller politisk – og der vil være store udfordringer knyttet til overgangen fra den nutidige situation til det, der er ønsket på lang sigt.

Men det er gjort før. Politisk mod og fremsyn skabte ATP for 50 år siden, og arbejdsmarkedspensionerne 25 år senere. Det ændrede pensionssystemet radikalt, og det skete uden at skabe usikkerhed om pensionisternes økonomiske forhold.

Vi har brug for det samme mod og fremsyn i dag, så vi kan bevare det bedste pensionssystem i verden.

Tillykke med fødselsdagen, ATP.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.