Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

De andre spaniensfrivillige

Begrebet ”spaniensfrivillige” er i historieskrivningen uløseligt knyttet til de internationale brigader på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig. I virkeligheden var der flere frivillige i Francos hær, men de er skrevet ud af historien.

Mens det ikke skorter på fremstillinger om de internationale brigaders frivillige, der rejste til Spanien for at kæmpe mod general Francisco Francos tropper, er historien om de højreorienterede frivillige et næsten ubeskrevet blad.

Det er der konkrete årsager til, hævder den britiske journalist og historiker Christopher Othen i sin nye bog ”Franco’s International Brigades: Adventurers, Fascists, and Christian Crusaders in The Spanish Civil War”.

Othens bog er endnu et eksempel på, at Den Spanske Borgerkrig stadig er genstand for betydelig opmærksomhed selv her næsten 80 år efter dens begyndelse, og som historisk emne i det 20. århundrede vel nærmest kun overgås af interessen for Anden Verdenskrig.

Borgerkrigens udløsende begivenhed var et mislykket militærkup under ledelse af blandt andet general Franco 17. juli 1936 mod den venstreorienterede regering i Madrid.

Regeringens forventede kollaps udeblev, og i stedet indledtes en langvarig og ekstremt blodig borgerkrig mellem den spanske regering – republikanerne – og oprørerne – nationalisterne. Både i samtiden og eftertiden blev krigen betragtet som en ideologisk generalprøve på Anden Verdenskrigs konfrontation mellem fascismen og kommunismen.

Det er dog en forsimpling af krigen, og for at forstå borgerkrigen og Othens bog bør man kende til de mange forskellige interesser, der gjorde sig gældende.

I den britiske historiker Anthony Beevors fremragende bog ”Den spanske borgerkrig – 1936-39” opridser han de mangeartede grupperinger, der stod overfor hinanden de tre år, krigen varede.

På republikanernes side fandtes et sammensurium af socialdemokrater, kommunister, anarkister, stalinister, ateister, syndikalister og moderate liberale, der som krigen skred frem, ikke sjældent udkæmpede opslidende magtkampe.

Nationalisterne havde til forskel herfra den fordel, at alle tidligt støttede Franco som den ubestridte leder, men ideologisk set var oprørerne lige så forskelligt sammensat. Her fandtes fascister, nazister, katolikker, muslimer og to grupper af royalister.

Hermed var alle politiske og religiøse retninger stort set repræsenteret på slagmarkerne i Spanien. For mange i udlandet var opfattelsen, at krigen ikke kun var en kamp om magten i Spanien, men en kamp mellem ideologier, og derfor ikke kun angik spanierne.

Fra 1936 ankom de første af i alt 40.000 frivillige i de internationale brigader fra venstreorienterede miljøer overalt i verden for at kæmpe republikanernes sag. Den historie er fortalt mange gange, men det samme gælder ikke Francos ”spaniensfrivillige”. Som Othen viser, var der ikke mangel på entusiasme for Francos kamp i udlandet.

Den hang i første omgang sammen med den grusomme behandling, der blev katolske præster og nonner til del, og som rejste en bølge af katolsk sympati for nationalisterne. Det umiddelbare resultat var et ønske i fortrinsvis Frankrig, Irland og Polen om at tage våben i hånd og i Spanien kæmpe for kirken mod ateismen.

Dernæst var der det fascistiske element. Franco var ikke selv den mest udtalte fascist, men de var hans allierede, og fra især Italien, men også Storbritannien, Belgien, Rumænien og endda Norge, ankom fascistiske og nazistiske frivillige for at nedkæmpe den socialistiske fjende. Endelig var der i denne sammenhæng den mest obskure gruppe - muslimske marokkanere.

Marokko var i 1936 et spansk protektorat, og Franco var ikke sen til, at love marokkansk selvstyre i tilfælde af en nationalistisk sejr.

Det var den væsentligste årsag til at marokkanske frivillige meldte sig, selvom Franco ikke gav udtryk for meget andet end at være imperialist. For nogle af dem var det ikke den eneste grund.

I lighed med deres katolske våbenbrødre rejste en række muslimer til Spanien for at bekæmpe, hvad de opfattede som et ateistisk styre.

Hvorfor er de frivillige så skrevet ud af historien? Det kan ikke skyldes deres antal. Ifølge Othens beregninger var der, fraregnet de tyske og italienske professionelle soldater, omkring 80.000 nationalistiske frivillige, hvilket er dobbelt så mange som republikanernes 40.000.

Othen peger derimod på fire faktorer. De to første var et direkte produkt af borgerkrigens logik. Franco havde størstedelen af den spanske hær på sin side og manglede derfor ikke mænd. Og slet ikke idealistiske, men lidet krigsvante udlændinge.

Samtidig ønskede nationalisterne at fremstille sig selv som det sande Spaniens forkæmpere med hele landets opbakning, hvorfor international hjælp var overflødig. Af den grund skiltede Franco ikke med den udenlandske støtte.

Modsat havde republikanerne, der selv aktivt og effektivt tiltrak sig international opbakning, en klar interesse i at fremstille deres modstandere som en fjende af menneskeheden, der kun kunne få hjælp fra nazister og fascister. Disse fremstillinger vandt hævd efter borgerkrigen i de to modsatrettede fremstillinger blandt henholdsvis Franco-tro spanske historikere og eksilerede republikanere.

Som sidste årsag angives, at hvor republikanerne tiltrak i hobetal af forfattere og journalister, der berettede om den ædle kamp, havde de nationalistiske frivillige kun historiens tabere - Franco-tilhængere, fascister og nazister - til at fortælle om deres heltegerninger.

De spaniensfrivillige på begge sider var et udtryk for de ideologiske kriges internationale tiltrækningskraft, som eftertiden skulle blive rig med flere eksempler på. Nazitysklands krig mod Sovjetunionen tiltrak i tusindvis af unge mænd fra hele verden, heriblandt vores egne østfrontsfrivillige.

Borgerkrigen i Eksjugoslavien fik udenlandske religiøse ekstremister med både kristen og muslimsk baggrund til at melde sig under fanerne i en krig, de dybest set intet havde at gøre med.

Senest er der beretninger om danske muslimer, der engagerer sig i den igangværende borgerkrig i Syrien.

De er per automatreaktion blevet udråbt til islamiske terrorister, men læren fra Den Spanske Borgerkrigs udenlandske frivillige er, at der er mange faktorer, der motiverer til at kæmpe under fremmede himmelstrøg.

Christopher Othen: ”Franco’s International Brigades: Adventurers, Fascists, and Christian Crusaders in The Spanish Civil War”, C.Hurst & Co. (London), 2013.

Anthony Beevor: ”Den spanske borgerkrig 1936-39”, Borgens Forlag, 2006.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi kommer til at "arbejde" mere i fremtiden
Keld Holm
Kunstig intelligens og robotter i fremtiden betyder ikke, at vi skal arbejde mindre. Tværtimod vil flere udfolde deres potentialer og bruge mere tid på at dygtiggøre dem.
Kronik: Universiteterne krænker de studerendes ytringsfrihed
Anders Burlund
Det er naturligvis beklageligt, hvis nogen finder andres adfærd nedværdigende eller forhånende, men det er ikke en opgave for stat, universitet eller en tredje myndighed at rette op på.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Kommentar: Har socialdemokratismen ligefrem sejret sig ihjel?

Jørn Mikkelsen
Noget må ske. Mange af de socialdemokratiske partier i Europa risikerer ellers at blive reduceret til rene kustoder for deres egen glorværdige historie.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her