Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grundloven og religionsfriheden

Der er religionsfrihed i Danmark, men det er ikke ensbetydende med, at alt er tilladt i religionens navn. Muslimer skal ligesom alle andre overholde skattereglerne. Men sikher må godt køre med turban i stedet for styrthjelm.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Under Enevælden var der trostvang i Danmark. Kongeloven fra 1665 bestemte, at kongen skulle holde landets indbyggere til den »reene og uforfalskede Christelige Troe« og skærme mod »alle Kiettere, Sværmere og Gudsbespottere.« Danske lov fra 1683 bestemte, at udeblivelse fra gudstjeneste var helligbrøde. I praksis var tøjlerne dog løsnet noget, inden grundloven så dagens lys i 1849. Overgangen til religionsfrihed var derfor ikke så stor en revolution, som det så ud på papiret.

Grundloven indførte religionsfrihed, men ikke religionslighed. Og sådan er det stadig. Folkekirken er garanteret en grundlovsmæssig særstilling. I grundlovens § 4 hedder det, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Bestemmelsen betyder, at staten er forpligtet til at yde folkekirken økonomisk og anden støtte. Der er ikke noget i vejen for, at staten også støtter andre trossamfund, f.eks. ved at stille bygninger eller grunde gratis til rådighed. Men nogen pligt hertil er der ikke.

På Den Grundlovgivende Forsamling i 1848-1849 blev det fremhævet, at statens forpligtelse til at støtte folkekirken kun gælder, så længe folkekirken rent faktisk er den kirke, som den overvejende del af befolkningen hører til. Dengang var det mindre end en halv procent af befolkningen, der ikke bekendte sig til landets almindelige religion. Det er siden gået ned ad bakke, men det er dog stadig i dag et stort flertal – knap 80 pct. – af befolkningen, der er medlem af folkekirken. I de senere år har der jævnligt været røster fremme om, at stat og kirke burde adskilles, sådan som det er sket i Sverige. I Danmark vil det kræve en grundlovsændring at gå den vej.

I grundlovens § 68 hedder det, at ingen har pligt til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er vedkommendes egen. Bestemmelsen er til hinder for, at personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, pålægges at betale den særlige kirkeskat til folkekirken eller pålægges at yde andre personlige bidrag til folkekirken. I modsætning til, hvad måske en del tror, er bestemmelsen derimod ikke til hinder for, at vi alle som skatteydere – altså også dem, der ikke er medlemmer af folkekirken – gennem de almindelige skatter og afgifter er med til at betale til folkekirken. Det følger allerede af § 4.

For monarken er der stadig ikke religionsfrihed. I grundlovens § 6 hedder det nemlig, at kongen, dvs. for tiden Dronning Margrethe, skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

Religionsfriheden har navnlig fundet udtryk i grundlovens § 67, hvor det hedder, at borgerne har ret til at forene sig for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Dog må intet læres eller foretages, »som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.« Grundlovens ord om at dyrke Gud omfatter først og fremmest de kultiske og rituelle handlinger, der følger af den pågældende religion. Kernen er gudstjeneste, bøn, ceremonier og særlige skikke. Men andre aktiviteter kan også være så tæt knyttede til den egentlige gudsdyrkelse, at aktiviteten er omfattet af bestemmelsen og på den måde særlig beskyttet.

Man kan f.eks. spørge, hvordan det stiller sig med rituelle slagtninger, hvor dyr – på grund af religiøse forestillinger – slås ihjel efter særlige metoder. Er sådanne metoder beskyttet af grundlovens § 67?

Det spørgsmål stillede Folketingets Retsudvalg til Justitsministeriet, da Folketinget i 1997 behandlede et lovforslag om forbud mod rituelle slagtninger. Justitsministeriets svar var et forsigtigt ja. Det kan, sagde ministeriet, ikke afvises, at metoder til slagtning af husdyr kan være omfattet af beskyttelsen i § 67, hvis slagtemetoderne er en forudsætning for at overholde religiøst begrundede forskrifter.

Som grundloven siger, må intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Lovgivningsmagten har her et vist skøn til at fastlægge, hvor grænsen går. Det er indlysende, at straffelovens bestemmelser skal respekteres. Selv om det for en bestemt religion skulle være en del af gudsdyrkelsen at true anderledes tænkende, begå vold, sædelighedsforbrydelser eller legemskrænkelser, så bliver den slags ikke lovligt, fordi religionen blåstempler det. Det bliver heller ikke lovligt at pine og plage dyr, selv om ens religion måtte kræve det.

Justitsministeriet antog da også i sit svar om de rituelle slagtninger, at hensynet til dyrenes velfærd og ønsket om at spare dyr for angst og lidelser kan begrunde forbud mod særlige slagtemetoder.

Færdes man i det daglige på en offentlig institution, kan ens særlige religiøse overbevisning heller ikke begrunde, at man ikke efterlever institutionens ordensregler. Det fastslog Højesteret i en dom i 2001. Sagen handlede om bøn på et AMU-center. Ledelsen på centret havde forbudt nogle somaliske elever at bede på centrets fællesarealer. De måtte til gengæld gerne bede andre steder på centret. Da en af somalierne tilsidesatte forbuddet, blev han bortvist. Højesteret fastslog, at bortvisningen var berettiget.

I grundlovens § 70 hedder det, at ingen på grund af sin trosbekendelse kan »berøves adgang til den fulde nydelse af sine borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.«

Bestemmelsen betyder, at der er forbud mod forskelsbehandling på grund af religiøs tro. Men hvad så med et lovbestemt forbud mod at bære burka i det offentlige rum? Hindrer grundloven det? Det spørgsmål stillede Folketinget i 2009, da burkadebatten var på sit højeste. Justitsministeriet svarede, at ministeriet var mest tilbøjelig til at mene, at svaret var ja. I almindelighed har borgerne ret til at gå klædt, som de vil, og det gælder så meget desto mere, hvis påklædningen er religiøst begrundet. Til gengæld var det givetvis i overensstemmelse med grundloven, da der i 2009 blev indsat en bestemmelse i retsplejeloven om, at dommere ikke må fremtræde i retsmøder på en måde, der, som det hedder, »er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om dommerens eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt.«

Bestemmelsen retter sig mod alle religiøse (eller politiske) tilhørsforhold og meningstilkendegivelser, ikke mod en enkelt religion. Formålet er at sikre, at dommeren fremstår neutralt under retsmøder. Når dommeren er på arbejde, er han ikke privatperson.

Selv om man efter grundloven ikke kan unddrage sig nogen »almindelig borgerpligt« på grund af sin trosbekendelse, er der ikke noget i vejen for, at der i lovgivningen tages særligt hensyn til religiøse mindretals skikke ved, at de fritages for bestemte lovkrav, som ellers gælder for alle. Som eksempel kan nævnes, at sikher (tilhængere af sikhismen) er fritaget for at køre med styrthjelm på motorcykel og knallert. I Færdselsstyrelsens cirkulære hedder det som begrundelse for denne fritagelse, at: »Turbanen, der består af et 4,25 m langt bomuldsklæde, gør det meget vanskeligt samtidig at anvende styrthjelm.« Det tror man jo gerne. Det er derfor tilladt, at sikher i stedet for styrthjelm kører med turban.

Jeg stødte selv på grundlovens

§ 70 i en skattesag i Højesteret i 2009. Sagen handlede om en muslimsk taxavognmand og pizzeriaejer. Skattevæsenet havde fået kig på ham, fordi han i et enkelt år havde angivet en negativ indkomst. Hans forklaring på, at han kunne forsørge kone og fire børn trods den negative indkomst, var, at han det år havde optaget lån på i alt 374.000 kr. hos diverse familie. Skattevæsenet ville så gerne se hans dokumentation for disse lån og for rente- og tilbagebetalinger på lånene. En sådan dokumentation havde han imidlertid ikke. For muslimer var et ord et ord, og for muslimer var det også forbudt at kræve renter, sagde han. Han gjorde derfor gældende, at det ville stride mod grundlovens religionsfrihed at afkræve ham den slags dokumentation.

Det fik han ikke medhold i. Højesteret fastslog tværtimod i sin dom, at »almindelige skatteretlige dokumentationskrav gælder uanset trosbekendelse, jf. grundlovens § 70.« Højesteret godkendte derfor skattevæsenets skønsmæssige fastsættelse af hans indkomst til 130.000 kr..

Grundloven værner den enkeltes ret til at dyrke en hvilken som helst religion. Religionsfriheden er på mange måder kommet mere i forgrunden, end den var for år tilbage. Men der er altså grænser for, hvad grundloven kan bruges til.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.