Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grundloven og ejendomsretten

Det er samfundet, der skal bære den økonomiske byrde ved indgreb, der foretages i den enkelte borgers ejendom. Det er udgangspunktet i grundlovens bestemmelse om ekspropriation. Men bestemmelsen er ikke så enkel, som den måske ser ud.

Artiklens øverste billede

»Ejendomsretten er ukrænkelig.« Sådan lyder de indledende ord i grundlovens § 73, stk. 1. De ord skal man imidlertid ikke tage for pålydende. Der er tale om en flot fanfare, der er uden retligt indhold. Resten af bestemmelsen handler da også om, hvorledes myndighederne kan foretage indgreb i ejendomsretten.

Det er derfor de efterfølgende ord i bestemmelsen, der er de afgørende. De lyder: »Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.« Den overordnede ide bag grundlovens § 73 er, at den enkelte borger ikke skal bære særlige byrder på grund af indgreb, der gennemføres i helhedens interesse.

I den offentlige debat kan man se, at mange tror, at det er grundlovens ord om ”almenvellet”, der er de vigtige. Men sådan er det ikke. Tværtimod. Efter grundloven og den retspraksis, der har dannet sig gennem mere end 100 år, er det nemlig i alt væsentligt overladt til lovgivningsmagten – folketing og regering i forening – at bestemme, hvad almenvellet kræver.

Hvis man lige tænker sig om, er det heller ikke så mærkeligt. For hvem skulle være bedre til at vurdere, hvad almenvellet kræver end de repræsentanter, som folket selv har valgt? Man skal vist være meget begejstret for dommere for at synes, at det ville være bedre, at domstolene skulle sætte deres eget skøn over lovgivningsmagtens, når det gælder et så upræcist og elastisk begreb. Alligevel synes grundlovens ord om ”almenvellet” at have en nærmest dragende virkning på advokater og avisleder-skribenter.

Den reelle beskyttelse af ejendomsretten ligger i grundlovens ord om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til den, der skal tvangsafstå sin ejendom. Men beskyttelsen er alligevel ikke helt så god, som den ikke-juridiske læser måske kunne tro. For før man kommer så vidt som til erstatning, skal indgrebet bestå i »afståelse« af »ejendom«.

Det sidste – ordet »ejendom« – er det letteste, for ejendomsbegrebet er juridisk set meget bredt. Begrebet omfatter selvsagt fast ejendom som f.eks. et hus eller et jordstykke, men begrebet omfatter f.eks. også en lejers ret til at bo i det hus, han eller hun har lejet. Også en forfatters ophavsret til den bog, han har skrevet, er omfattet. Og det samme er en jægers jagtret på et bestemt område, eller en landmands eventuelle ret til i sin traktor at færdes hen over naboens grund. Grænsen for beskyttelsen går helt ude ved offentlige, skattefinansierede ydelser, som f.eks. SU eller folkepension. Den slags kan sættes ned for fremtiden, uden at f.eks. de uddannelsessøgende eller kommende pensionister kan hævde, at der er sket indgreb i deres ”ejendom” i grundlovens forstand.

Det svære er, hvad der ligger i grundlovens ord om at »afstå«. For, at man kan have krav på erstatning, skal der være tale om »afståelse«. Men hvad vil det sige? I modsætning til, hvad mange tror, er det langt fra al offentlig regulering af ejendomsretten, der er »afståelse« i grundlovens forstand.

Det klassiske tilfælde, hvor en ejer tvinges til at afstå sit hus og sin grund, fordi der skal gå en motorvej lige igennem, er enkelt nok. Det er selvfølgelig »afståelse«. Men hvordan skal man vurdere det, hvis der i vandløbsloven indføres forbud mod, at jordejere dyrker deres jord i en afstand af to meter langs søer og vandløb? Eller hvad hvis der i naturfredningsloven indføres forbud mod, at strandejere graver i strandbredderne eller i arealer inden for en afstand på 100 meter derfra? Eller hvad hvis en hjorteavler som følge af loven om husdyrsygdomme pålægges at slå sine 119 dyr ihjel, fordi nogle af dyrene i besætningen er ramt af kvægtuberkulose? Har hjortefarmeren så krav på erstatning efter grundloven?

Højesteret har svaret »nej« i alle tre tilfælde.

Som dommer skal man vurdere den slags sager på grundlag af navnlig fire kriterier: (1) Hvor hårdt rammer indgrebet ejeren? (2) Er indgrebet rettet alene mod én eller ganske få ejere, eller er indgrebet et generelt indgreb rettet mod en meget bred kreds? (3) Betyder indgrebet, at der overføres ejendomsret fra den ramte ejer til en anden ejer, typisk det offentlige? (4) Er der en særlig begrundelse for indgrebet, f.eks. at ejerens ejendomsgode er farligt for andre?

Som enhver kan høre, er det ikke altid helt let at finde ud af, hvad der er det rigtige resultat, når man skal vurdere, om en bestemt lovregulering har karakter af »afståelse« og dermed er ekspropriation, der giver ret til fuldstændig erstatning.

I sagen om de dyrkningsfri bræmmer i en afstand af to meter langs søer og vandløb nåede Højesteret i 1998 frem til, at der ikke var tale om ekspropriation, navnlig fordi indgrebet var generelt, idet det ramte alle bredejere, og fordi indgrebet havde en ringe intensitet, idet det kun vedrørte et beskedent areal. Højesteret lagde også vægt på, at indgrebet var velbegrundet, fordi dyrkning af arealer tæt på søer og vandløb betød en væsentlig forøgelse af risikoen for vandforurening.

I sagen om gravning på strandarealer fik Molerværket på Fur i 1972 ikke medhold i, at der var tale om ekspropriation. Højesteret lagde vægt på, at forbuddet mod at grave nær kysten gjaldt for alle kystejere, og at naturfredningsloven i øvrigt gav mulighed for dispensation, når der forelå særligt hårde virkninger for den enkelte grundejer.

I sagen om hjortefarmen lagde Højesteret i 1999 vægt på, at der var tale om at afværge en væsentlig fare fra et ejendomsgode – smittefaren fra hjortebesætningen – og man var dermed uden for grundlovens bestemmelse om ekspropriation. Den pågældende hjortefarmer havde i øvrigt allerede modtaget en betydelig erstatning efter loven om husdyrsygdomme.

Det er oplagt, at der ofte ikke er et helt sikkert svar på, om der er tale om »afståelse« eller ej. Som dommer sidder man tilbage med et vist skøn. Det er dommeren forpligtet til at udøve så godt, han kan, i overensstemmelse med lovgivningen og den retspraksis, der er.

I den offentlige debat om, hvornår der bør ydes erstatning eller ej for det offentliges regulering af ejendomsretten, bør man i øvrigt huske, at det under alle omstændigheder står folketing og regering fuldstændig frit for at vedtage ved lov, at der i forbindelse med et lovindgreb skal ydes erstatning. Grundloven hindrer ikke, at der på den måde ydes erstatning. Grundloven siger blot, at der i visse tilfælde er pligt til at yde erstatning.

I § 73 står der, at ekspropriation kun kan ske »ifølge lov«. Også dette får mange galt i halsen og tror, at ordene betyder, at den konkrete ekspropriation skal være bestemt direkte i loven. Men sådan er det ikke. Ordene »ifølge lov« betyder, at der skal være lovhjemmel, men i loven kan den konkrete beføjelse til at ekspropriere godt være henlagt til en administrativ myndighed, f.eks. en kommune. Højesteret fastslog da også helt tilbage i 1958, at Brøndby Kommune kunne ekspropriere til Brøndby Stadion. Ekspropriationen havde hjemmel i kommunens eget bygningsreglement, der var udstedt med hjemmel i byggeloven, der indeholdt en meget generelt formuleret bestemmelse om, at en kommune kunne ekspropriere til ”anlæg, der tjener et for kommunen almennyttigt formål”.

Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten ligger reelt i lovens ord om, at der skal ydes »fuldstændig erstatning«. Men hvad er så »fuldstændig erstatning«? Kan den ejer, der er blevet tvunget til at afstå sin ejendom, blot kræve, hvad han selv synes, at ejendommen er værd? Nej, det kan han selvsagt ikke. Erstatningen fastsættes med udgangspunkt i en vurdering af ejendommens værdi i handel og vandel. Hvad ville en fornuftig køber have givet på det frie marked? For at få så rigtig en vurdering som muligt fastsættes erstatningen i praksis af særligt sagkyndige myndigheder (ekspropriationskommissioner og taksationskommissioner). Hvis ejeren herefter ikke er tilfreds, må han gå rettens vej. Grundloven siger herom i § 73, stk. 3, at ethvert spørgsmål om erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene.

Det kan selvfølgelig hænde, at en dommer har en fortid som ejendomsmægler, men ellers er dommere jo ikke eksperter i, hvad et hus eller et jordstykke er værd. Som oftest vil der derfor under en retssag blive foretaget et uafhængigt syn og skøn af en eller flere særligt sagkyndige. Dommerne er ikke bundet af skønsmændenes vurdering, men det er klart, at en sådan vurdering vil have en betydelig vægt, når dommerne skal nå til den endelige afgørelse.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.