I trafikken forfølger hver fodgænger, cyklist eller bilist sit eget mål. Trafikanter krydses på gader og stræder for at nå hver sit bestemmelsessted. Når mange mennesker vil samme sted hen, kan der opstå køer, knuder og kaos. Nogle gange blokeres trafikken af uheld. Andre gange – f.eks. i myldretiden – af al for snæver kapacitet til antallet af trafikanter.
Når vi kommer for sent, giver vi trafikken skylden. At der var for meget eller mere trafik end forventet. Det forstår vi alle. Men i virkeligheden kan trafikken ikke bebrejdes noget som helst. For trafikken er en abstrakt størrelse. En betegnelse for det virvar af mennesker, der med hver deres præferencer krydser hinandens spor for at nå et bestemt mål. Der findes ingen trafik med ansvar for, at vi kommer for sent. Der findes kun vore egne fejlbedømmelser af andre menneskers adfærd, som resulterer i, at vi måske kommer for sent. Uforskyldt eller ej.
Markedet fungerer på samme måde som trafikken.
På markedet forfølger alle også deres egne mål. Dagligt udføres en stor mængde af transaktioner, hvor mennesker enten køber og sælger eller bevidst lader en handel gå tabt. Og summen af mange menneskers adfærd på markedet skaber det samme som i trafikken: Normalt kører og glider det, men af og til kan der opstå mangler, så ingen kan købe, eller overudbud, hvor ingen vil købe. Køer og knuder kan altid forekomme, når mange mennesker gør det samme samtidigt.
Preben Wilhjelm skriver i sin nye bog, ”Krisen og den udeblevne systemkritik”, meget præcist, at markedsmekanismen »er genial til styring af investeringer og produktion på mikroplanet, hvor forbrugeren ved sit valg så at sige stemmer om, hvilke oste og tidsskrifter, tasker og bilmærker, der fortsat skal produceres. (…). Mekanismen er ikke bare ultrademokratisk; det ville simpelthen ikke praktisk kunne lade sig gøre at træffe alle disse afgørelser ved formaliserede, demokratiske afstemninger, end ikke ved repræsentativt demokrati«.
For i virkeligheden er markedet ikke andet end en mekanisme til at kanalisere og forbinde menneskers behov og interesser. Præcis som veje er det i trafikken. Derfor er det også forkert at besværge eller besjæle markedet og lade som om, at det kan handle som en person. Markedet gør ingenting, vil ingenting og er ikke ansvarligt for noget. Det er menneskene og deres ønsker og dispositioner og summen af disse, der virker. Og så kan det billedligt og metaforisk godt beskrives som en handlende person, men det må ikke forstås bogstaveligt. Af samme grund er markedet – de bilaterale transaktioner mellem individer – ikke et mål i sig selv. Markedet er en effektiv mekanisme til at opnå fordelagtige resultater.
Et konkret eksempel på, at markedet kan bruges til at opnå fordelagtige resultater, finder man på sundhedsområdet. I 2008 begyndte regionerne i højere grad at gøre brug af udbud. Ideen bag udbud er, at regionerne sætter et bestemt antal sundhedsbehandlinger i udbud – som f.eks. operationer på knæ, hofte eller ryg – og derved får privathospitalerne til at konkurrere mod hinanden om at levere disse simple behandlinger bedst og billigst. Det privathospital, der giver regionen det bedste tilbud, vinder opgaven.
Brugen af udbud har det positive udfald, at det får privathospitalerne til at tilbyde regionen behandlinger for endnu lavere priser, end de ellers ville have gjort. Gennem udbudsaftalerne fik regionerne over årene presset privathospitalernes priser så langt ned, at de i dag leverer ydelser til 48 pct. af DRG-taksten. Dvs. til en pris, der ligger på ca. halvdelen af, hvad taksten er for en tilsvarende behandling på et gennemsnitligt offentligt hospital. Udbud er på den måde en effektiv markedsmekanisme, der sikrer, at regionerne får det optimale ud af de ressourcer, der i dag anvendes i sundhedsvæsenet.
Hermed ikke sagt at markedet altid skal være styrende. Trafikken fungerer bedre, når vi har en færdselslov. Og der findes markedsfejl, som betyder, at det kan gå grueligt galt, hvis ikke politikerne og embedsmændene blander sig. Omvendt er det heller ikke en god ide, hvis embedsmændene er de eneste, der styrer markedet. For der findes også politikfejl, som kan have frygtelige konsekvenser, hvis vi alene lægger alle vigtige beslutninger i hænderne på embedsmændene.
I Danmark har det offentlige i høj grad monopol på levering af velfærdsopgaver. Eksempelvis står de offentlige hospitaler for knap 98 pct. af al offentligt finansieret aktivitet. Og selvom meget tyder på, at privathospitalerne via udbudsaftaler kan bidrage til at give mere sundhed for skattekronerne, så er der en modstand mod at øge privathospitalernes markedsandel.
Det, mange provokeres af, er, at private virksomheder på velfærdsområderne søger profit og ikke drives af en moralsk tilskyndelse som f.eks. godgørenhed. Men rene moralske tilskyndelser er ikke stærke nok til at bære et helt samfund. De kan være dominerende inden for familien eller i vores relationer med kolleger og venner. Her kan vi være kommunister. Men det fungerer ikke i et samfund, som i størrelse langt overgår familien. På markedet er vi kapitalister. Og det er en god ting. Ofte har private virksomheders jagt på egennyttige formål positive konsekvenser for samfundet. Som når privathospitaler konkurrerer for at vinde udbud, de kan tjene penge på, men hvor resultatet kan være billigere (og bedre) sundhedsydelser til os alle.
X-faktoren ved markedet er mennesket, som er så finurligt indrettet, at det sjældent glemmer sig selv, når det omgås andre mennesker. I ord kan vi sætte samfundet først, men i handling har mennesker ofte en tilbøjelighed til at vælge det, som er mest til egen fordel. Og det kan være godt sådan. Egenkærlighed er ikke alene ganske naturligt – under de rette betingelser vil det også være ressourcebesparende og effektiviserende.
Det er positivt, at de fleste i dag på en lang række områder accepterer markedsmekanismen. Som Wilhjelm skrev, står den ikke til debat med hensyn til oste, tidsskrifter, tasker og bilmærker. Men hvorfor er det så i den grad farligt at udvide den til velfærdsområderne? Lidt mere marked vil være både ressourcebesparende og effektiviserende. Det er ikke et spørgsmål om alt eller intet, det ene eller det andet, men en beskeden ændring af status quo i en bestemt retning så længe det giver mening. Hvis man lader markedet producere flere af ydelserne, vil det kunne komme alle mennesker til gode.
For der er intet i vejen for at lade produkter producere privat, mens staten garanterer produktets kvalitet over for forbrugerne. Sådan fungerer den almindelige lægepraksis. Sådan fungerer speciallægerne. Sådan fungerer ambulancerne. Så hvorfor ikke lade flere hospitalsbehandlinger udføre privat, hvis de private kan tilbyde behandlinger bedre og billigere? Og hvad med børnepasning, skoleundervisning og ældrepleje? Hvorfor må løsning af velfærdsopgaver ikke effektiviseres af markedsmekanismen til glæde for borgere og skatteydere?
Vi skal være påpasselige med at lade frygten for markedsmekanismen bevirke, at vi lægger alle beslutninger om velfærdsydelser i hænderne på politikere og embedsmænd. For resultatet kan være et velfærdssamfund fyldt med politikfejl og et ressourcemisbrug, som ingen opdager, fordi systemerne er blevet for komplekse til at gennemskue dem. Og her er en betydelig forskel på trafikken og markedet. Hvis en embedsmand pludselig besluttede, at alle trafikanter om torsdagen skulle køre i venstre side af vejen, ville der øjeblikkeligt lyde en højlydt protest. Fordi det er let for trafikanter at gennemskue, at tiltaget er uhensigtsmæssigt. Men hvis en embedsmand laver et tilsvarende uheldigt reguleringstiltag i et mere komplekst marked, som f.eks. sundhedsvæsenet, da ville konsekvensen kun være synlig for et forsvindende mindretal, og den ineffektive ressourceallokering ville få lov til at indlejre sig i systemerne med menneskelige konsekvenser til følge.
