Vi har taget livet i egne hænder. Gennem bioteknologi har vi gjort det muligt at trykke på livets start- og stopknap på stadig flere måder. Ved livets begyndelse er kunstig befrugtning eksempelvis blevet ganske naturligt i et land, hvor hvert tiende barn fødes via forskellige former for fertilitetsteknologi. Ved livets afslutning kan vi også forlænge livet som aldrig før, hvilket sker gennem stadig større medicinsk og kirurgisk præcision.
Vor omvej til graven sker stadig oftere via en lang række nye behandlingsmuligheder.
Alt dette er der ikke i sig selv noget galt med, tværtimod.
Men ofte er vi blinde for den etiske side af sagen.
I vores fascination af bioteknologiens mange muligheder er det tvingende nødvendigt, at vi stiller de svære etiske spørgsmål, som ikke skal stoppe en udvikling, men sørge for, at vi undgår at falde i en af to grøfter.
I den ene grøft finder vi en blind teknologifascination, og i den modsatte grøft finder vi en ufrugtbar principfast konservatisme. Arbejdet med etik viser hen til, at vi tager bolig i den udvikling, vi har sat i gang, ved bl.a. at spørge, om vores grundlæggende værdier hører hjemme her. At vi oplever at have hjemme i de mange nye biotekniske veje til liv og død, så vi undgår at tage bolig i et babelstårn, hvis nybyggeri ingen klart kender målet med.
Men hvad viser udsigten fra babelstårnet i dag? I Danmark er det blevet helt almindeligt, at vi donerer, sorterer og deponerer sæd, æg og befrugtede æg med sigte på et stort marked for assisteret reproduktion. I dag begynder livet ikke kun som lykkelige omstændigheder, men derimod som følge af en lang række til- og fravalg.
De fleste kvinder, som assisteres via donorsæd, er enlige. Trods muligheden for ikke-anonym sæddonation er det fortsat anonym sæddonation, som foretrækkes, hvor det sikres, at barnet aldrig møder faderen. Dertil kommer, at det netop er blevet lovligt i Danmark at sælge sæd via åbne donorprofiler, hvor mandens mest indbydende karaktertræk skal sælge varen.
Vi kan ikke designe børn, men vi har i nogen grad lagt denne illusion frem foran de barnløse.
Det er en måde at tilgodese kvinden, men ikke barnet, der i langt de fleste tilfælde må leve med stadig mere viden om en far, det aldrig får lov til at møde.
I Danmark er det også netop blevet tilladt at benytte ægtemandens sæd, efter at han er lagt i graven. Kvinden kan fortsætte med at hæve sæden i banken efter mandens død, så børnenes vej til faderen kun kan ske via kirkegården. Udviklingen er gået stærkt de seneste 10 år. Verdens største sædbank ligger i Danmark. Det er en stor forretning med mange tilbud. Sæd har vi nok af. Til gengæld mangler vi æg.
Derfor har vi netop fået en lovændring, der tillader, hvad der kaldes krydsdonation. I al sin enkelhed betyder det, at ønsker man et æg, skal man samtidig selv levere et, hvilket eksempelvis kan ske via en søster eller veninde. Det æg, man kommer med, tilføres en pulje, hvorfra man nu kan få et æg. Det er en noget for noget-politik, der udfordrer det grundfæstede princip om lige adgang til sundhedsydelser.
Der skal ikke herske tvivl om, at disse mange nye veje til liv er til stor hjælp for de ufrivilligt barnløse, og assisteret reproduktion er kommet for at blive.
Men etik angår grænser.
Hvis vi ikke sætter grænser og spørger til målet med vor omfattende reproduktionsassistance, ender det med, at vi træder grundlæggende hensyn og værdier under fode.
Her tænker jeg ikke mindst på hensynet til dem, der ikke bliver spurgt, dvs. børnene og de fremtidige generationer.
Men de etiske spørgsmål hober sig op, ikke blot ved livets begyndelse, men også ved livets afslutning. Vi har ikke blot taget livet i egne hænder men efterhånden også fået et godt greb om døden. Ved livets afslutning kan vi udskyde døden mere end nogensinde.
En stadig større del af vores behandlingstilbud er derfor ikke helbredende, men livsforlængende. Hastigheden, hvormed nye teknologier tages i brug, stiger år for år.
Mange tror, at det store etiske dilemma ved livets afslutning er aktiv dødshjælp. Men det er det ikke. Det store dilemma angår spørgsmålet om behandling og behandlingsstop.
Før kunne lægen sige til patienten, at behandlingsmulighederne var udtømt, hvorefter vejen til døden lå i andres hænder.
I dag er det ganske ofte muligt at behandle og fortsætte behandlingen, hvilket sker på patientens anmodning. I langt de fleste tilfælde er det godt sådan. Men fordi vi kan, er det ikke sikkert, at vi altid bør. Det er blevet stadig mere påkrævet at benytte udtrykket udsigtsløs behandling. Men ofte er der mere fokus på muligheden for at behandle sammenlignet med værdien i at lade være. Der er mere fokus på behandlingstilbud end omkostningerne i det liv, det følger efter. Udsigten til et længere liv er ikke altid det samme som udsigten til et godt liv.
Men hvem tør dømme herom? Problemet er, at vi kan. Vi kan behandle og må derfor også bære på det ansvar, der binder sig til valget eller fravalget, der følger med.
Dilemmaet opstår ofte der, hvor der er uenighed i forholdet mellem læge, patient og pårørende, som ikke altid deler samme udsigt. Håndtering af dette dilemma kræver ikke blot uddannelse, men også dannelse hos sundhedspersonalet.
Det kræver ikke blot faglige redskaber, men også personlige egenskaber, hvor der ikke blot navigeres ud fra det, vi kan, men også ud fra det vi (ikke) bør gøre. At vi ser værdigheden i at afslutte en behandling, så vi undgår, at behandlingsbordet billedligt bliver en sliske ned i graven.
Vi skal blive bedre til at se mennesket før behandlingsmuligheden. Gennem en form for misforstået godhed mister vi ofte blik for værdien af livets bagkant, hvor vi i det mindste må erkende, at situationer opstår, hvor det mest værdifulde består i at gøre ingenting godt. Som regel skal vi gøre alt, hvad vi kan, men i nogle tilfælde er det, vi kan, ikke det, vi bør.
Etik er bør-lære og viser hen til en markering eller grænsedragning af vores grundværdier og menneskesyn. Vores syn på mennesket, medmennesket og de normer, værdier og hensyn, der ligger til grund herfor.
Med det etiske bør formulerer vi de værdier, der afstedkommer udtrykket hertil og ikke længere.
Der er mere end nogensinde brug for en række etiske drøftelser, før vi bevæger os fra det videnskabeligt mulige til det lovformeligt stadfæstede.
Etisk set er det vigtigt at tøve. At vi en gang imellem stopper op og betragter udsigten fra babelstårnet, nu da bioteknologien har sprængt horisonten. At vi spørger os selv om mål og retning. Etik drejer sig om at få blik for de mange perspektiver. At vi bliver bedre til at se bagsiden af de mange nye muligheder. At vi sammen bliver hinandens skyklapfjernere. At vi får blik for hinanden og de mange hensyn. Etik angår sikring af multible hensyn.
Når vi tager livet i egne hænder, står vi samtidig med et stort ansvar. Men ofte glemmer vi, at ansvar er en opgave, vi skal bære.
I dag lever vi med et sundhedsvæsen, hvor ansvarligheden ofte forvaltes, som var det at lægge an til et svar fra borgeren.
Men etisk set kan opgaven også bestå i, at vi i nogle tilfælde ansvarligt siger nej til de barnløse eller siger nej til nye behandlingsformer.
Værdighed opstår ikke ved, at vi blindt giver en lang række muligheder, men ved at vi har blik for den, vi står overfor.
Etisk set er det medmennesket, der gør os menneskelige.
