Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Efterår i Europa

Hvorfor kan danske politikere ikke forstå, at de europæiske nationer med hver sin tusindårige historie ikke ligner hinanden og derfor ikke kan smeltes sammen, sådan som man i USA har haft held til at smelte europæiske immigranter sammen, som forlod deres gamle lande for at skabe en ny nation?

Italien er et fantastisk land – ligesom andre europæiske lande. Utroligt varieret landskab og arkitektur. Selv i småbyer finder man kirker, der går tilbage til 300-tallet. Det har Europas fineste vejnet. Selv ude i fjerne bjergegne, på autostradaerne, får man vigtige trafikinformationer om vejarbejder eller ulykker forude med anvisninger på omkørsler. Når det sner – og det gør det jo om vinteren i Norditalien – er sneberedskabet effektivt. Det italienske køkken med dertil hørende vine er med rette berømt. Der brygges i øvrigt fortræffeligt øl i Norditalien, som jo er tæt på de tysktalende ølnationer. Man bliver i godt humør af den høflige betjening i butikkerne.

Mens vi kører ad vejene nordpå, taler vi om, at Italien med dets rige fortid ikke vil eksistere ret længe endnu. Det samme gælder de andre europæiske lande. Demografien taler sit ubønhørlige sprog. Der fødes alt for få italienere, tyskere, franskmænd, englændere osv. Fra Bruxelles, hvor en tredjedel af indbyggerne er muslimer, kommer det sanseløse råd, at løsningen er import af snesevis af millioner fra stater i Mellemøsten og Nordafrika, som er ved at bryde sammen under vægten af korruption, uduelighed og befolkningseksplosion.

Selv i de små norditalienske byer er Nordafrika og Mellemøsten allerede ankommet. Tildækkede arabiske kvinder ses alle vegne. Opfordringen fra Bruxelles er en opfordring til kollektivt selvmord. Italien og andre europæiske lande vil synke ned i den sump af forfald og fattigdom, der præger de muslimske lande. At et samfund fungerer, at der er gode hospitaler og plejehjem til de syge og gamle, at borgerne uden frygt kan begive sig ud på gaden, er ingen selvfølgelighed. Et civiliseret samfund er en skrøbelig organisme. Basis for det hele er frihed og borgernes ret til uden frygt at ytre sig, fravær af tabuer og mulighed for gedigen undervisning og fri forskning. Ellers går det i forfald.

Vi kører over grænsen til Schweiz. Grænsen? Ja, grænsen – en rigtig grænse i det grænseløse Europa. På begge sider af grænsen er der kontrol, bilerne bevæger sig i skridtgang, nogle bliver kaldt til side for at blive nærmere undersøgt. Det føles betryggende. Den danske justitsminister og andre kloge danske hoveder er imod grænsekontrol; den virker alligevel ikke, siger de. I stedet for skal man have internationalt politisamarbejde. Det er schweizerne altså for dumme til at forstå. Ud over den nationale grænsekontrol samarbejder politiet i Schweiz naturligvis også med andre landes politi.

Mens vi nærmer os Skt. Gotthard taler vi om, at Schweiz faktisk ikke burde kunne eksistere. Hvor ofte har vi ikke fået at vide af vores EU-politikere og -eksperter, at små europæiske nationer ikke kan eksistere uden for EU, og at nationale valutaer er gammeldags og uhensigtsmæssige. Men det ved schweizerne heller ikke, så de lever lykkeligt videre i deres lille, velstående nationalstat og er med rette stolte af deres valuta, den schweiziske frank. De skal ikke bidrage til at fylde de bundløse huller i den græske statskasse eller til de mange desperate bestræbelser på at redde den dødssyge euro.

Schweizerne har endnu et stort gode i de mange folkeafstemninger. Da befolkningen i et hvilket som helst land som regel er klogere end de ”visionære” politikere, betyder folkeafstemninger, at man har snor i politikerne og derfor kan forhindre mange ulykker. Det er derfor, vore politikere frygter folkeafstemninger.

Vi kører ud af Schweiz og ind i Tyskland. Vejret er fantastisk op langs Rhinen med de frodige marker og vingårde. Tyskland har sammen med Frankrig ovre på den anden side af Rhinen været en hovedfaktor i EU’s udvikling. Skammen over den tyske nazismes udskejelser i Tyskland og Europa gjorde tyskerne ivrige efter at få nogle europæiske institutioner som skjold for legitime tyske interesser. Tyskland bragte efter realsocialismens sammenbrud det store offer at afskaffe den solide D-mark til fordel for den utopiske euro. Frankrig forlangte frækt denne betaling for at gå med til en tysk genforening.

I dag ved de fleste tyskere, at det var en stor fejl. Det er først og fremmest dem, der må holde for, når regningerne for letsindige politikeres laden stå til i Sydeuropa skal betales. I forvejen har genopretningen af det østtyske fallitbo kostet enorme summer. Tyskerne er økonomisk effektive. Tingene fungerer, og man ser f. eks. ikke det forfald i tyske landsbyer, som i den grad præger de danske. Store velholdte huse med nye biler i garagen, ikke forladte rønner og bilvrag som hos os.

Men politisk og kulturelt er Tyskland svagt. Da en konservativ politiker for nogle år siden sagde, at tysk kultur naturligvis er hovedkulturen i Tyskland, vakte det multikultiernes raseri. Da socialdemokraten Thilo Sarrazin udsendte en bog om, at Tyskland afskaffede sig selv ved ikke at bremse de ødelæggende virkninger af den muslimske tilvandring, blev han mødt med skældsord og trusler om udsmidning. Besindige folk som ”gammelkansler” Helmut Schmidt kom ham til undsætning. For nylig er Sarrazin gået til angreb på euroen som et utopisk projekt. Han er umådeligt populær i den tyske befolkning, og hans bog om den muslimske tilvandring blev solgt i over en million eksemplarer.

Vi forlader Rhinen med de mange spor efter det romerske imperium og kommer gennem det bjerg- og skovrige Hessen og Nedre Sachsen ud på den flade slette omkring Frankfurt am Main, hvor Den Europæiske Centralbank har domicil. Har de sved på panden derinde? Tilsyneladende ikke, selv om chefen har garanteret ubegrænsede opkøb af tvivlsomme spanske og andre statsobligationer for at holde kursen oppe og renten nede.

Timer senere passerer vi Elben og kører op i de tabte hertugdømmer Holsten og Slesvig. Hertil nåede romerne aldrig. Det er blevet gråt, koldt og blæsende. Gulnede efterårsblade drysser af træerne i stimer. Vi overhales af en travl tysker, der drøner over grænsen til Danmark med over 100 km. I timen. Det gør godt at se Dannebrog. Men hvad er det, der får et stort flertal af danske politikere til at arbejde på at afskaffe Danmark?

Hvorfor kan de ikke forstå, at de europæiske nationer med hver sin tusindårige historie ikke ligner hinanden og derfor ikke kan smeltes sammen, sådan som man i USA har haft held til at smelte europæiske immigranter sammen, som forlod deres gamle lande for at skabe en ny nation? Europa har aldrig været en national, politisk eller økonomisk enhed. Hvornår trænger det ind, at multikulturalismen er en falsk og farlig ideologi, som er udklækket af sludrende café-intellektuelle og tågehorn som den stort set uforståelige tyske sociolog Jürgen Habermas?

Situationen i de europæiske storbyer er i realiteten allerede ude af kontrol. I Frankrig med 10 (ti) millioner muslimer er dele af territoriet i praksis behersket af islam og sharia, og det samme er tilfældet i Belgien, Tyskland, England … Udgifterne til finansiering af tilvandringen er astronomiske inden for den sociale sektor, sundhedssektoren og ordenshåndhævelsen og kriminalforsorgen. I Danmark er der ikke længere plads i fængslerne til de mange udenlandske kriminelle.

Da vi kom hjem, fandt vi i postkassen en kopi af en EU-propagandaplakat. En stor gul stjerne var forsynet med følgende tekst: »We can all share the same star. EUROPA 4 ALL« (Vi kan alle være fælles om den samme stjerne. Europa for alle).

Stjernen er sammensat af en række symboler, herunder korset og davidsstjernen (tre af hver) og det kinesiske yin og yang, men også halvmånen og hammer og segl (fire af hver)! Davidsstjernen og korset udtrykker ægte europæiske værdier, halvmånen og hammer og segl det modsatte.

Her har vi Ifølge EU de såkaldte ”europæiske værdier” i koncentreret form. ”Europa” er alting i én pærevælling – dvs. ingenting. Dette forvildede miskmask er samtidig svaret på, hvorfor Europa befinder sig i sit efterår og er godt i gang med at afskaffe sig selv.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Fri os for myterne
Niels Sunesen
Hvad skete der egentlig i 1960’erne, spørger dagens kronikør. For de fleste ikke meget andet, end at de passede deres arbejde og familier. Og jo, så begyndte kvinderne at køre bil.
Emilie van Hauens kronik Jo, du skal blande dig i de unges liv!
Emilie van Hauen
Mange unge er i dag under et sygeligt præstationspres og længes efter ærlige og åbne samtaler med voksne. En samtaleguide kan hjælpe begge parter på vej.
Kronik: Miraklet i Borris
Gunnar Lind Haase Svendsen
Efter kommunalreformens mavepuster har landsbyen Borris i Vestjylland vha. lokale ildsjæle og institutioner vendt udviklingen.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Blog: Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Majbritt Maria Nielsen
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her