Den 12. juni 2009 vedtog et enigt folketing, at det hidtidige forsøgsprojekt med konfliktråd i udvalgte politikredse skulle gøres permanent og landsdækkende fra 1. januar 2010. Konfliktråd er en lille retspolitisk revolution i et årti, der ellers har været præget af krav om strengere straffe, sænkning af den kriminelle lavalder og af overfyldte fængsler.
I dag kan Rigspolitiet erklære ordningen for en succes, efter at Casa, Center for Alternativ Samfundsanalyse, netop har udsendt sin evalueringsrapport. Det fremgår, at næsten 85 pct. af såvel forurettede som gerningspersoner karakteriserer konfliktrådet som vellykket.
Og hvad er så et konfliktråd? Det er et møde mellem en gerningsperson og en eller flere forurettede, (vi foretrækker at bruge ordet forurettet fremfor ”offer”, som kan virke mere stigmatiserende og fastholdende), og mødet ledes af en uddannet konfliktrådsmægler.
Mødet er frivilligt. Som regel er der tale om en straffelovsovertrædelse, og i de fleste tilfælde har gerningspersonen fået sin straf, inden konfliktrådet finder sted. Endelig er det afgørende at gerningspersonen har erkendt handlingen. Ved at lade de to parter mødes giver man konflikten tilbage til dens rette ejere, efter at den i en retssag ofte er blevet frataget den forurettede. I et konfliktråd får den forurettede mulighed for at fortælle gerningspersonen, hvad krænkelsen har betydet for hans eller hendes liv, og hvilke følelser vedkommende har i den anledning.
Gerningspersonen får på sin side mulighed for at fortælle, hvad der foregik i hovedet på ham (det er i de fleste tilfælde en mand), da han begik sin kriminelle handling, og han får mulighed for at sige undskyld.
Mæglers rolle er at udstikke rammerne for mødet, og her er der ganske få regler: Man skal lytte til den anden, dvs. ikke afbryde, og man skal tale pænt. Derved skaber man et aggressionsfrit rum og giver parterne tryghed for, at der ikke sker dem noget, altså at den forurettede ikke kommer til at lide ny overlast, og at gerningspersonen ikke bliver helt ydmyget.
I Danmark har man indtil nu valgt at lade konfliktrådet være et supplement til straffen. Det betyder, at deltagelse i et konfliktråd ikke automatisk medfører strafnedsættelse, og det er heller ikke relevant i de tilfælde, hvor det finder sted efter domfældelsen.
I Norge har man valgt i nogle tilfælde at lade konfliktråd træde i stedet for straf, og i Sverige kan det også ske for unge førstegangslovovertrædere. Som mægler kan det være rart at vide, at gerningspersonen deltager "af et rent hjerte", altså ikke med den bagtanke at få nedsat straf, men fordi han/hun gerne vil undskylde over for den forurettede. På den anden side ser vi så mange tilfælde af helt unge, der i en brandert og/eller påvirket af kokain på en enkelt nat begår deres livs tåbelighed og risikerer at betale for det med en ødelagt fremtid i form af en mistet læreplads, plet på straffeattesten og indlemmelse og oplæring i et endnu mere kriminelt miljø.
Derfor kan man som mægler i sit stille sind håbe på, som det hedder i lov om konfliktråd, at »gerningsmandens deltagelse i konfliktråd efter rettens konkrete vurdering kan indgå som en formildende omstændighed i forbindelse med straffastsættelsen.«
Hovedformålet med konfliktråd er at hjælpe den forurettede, og Casa’s undersøgelse viser, at det lykkes i langt de fleste tilfælde.Det er dejligt efterfølgende at høre fra de forurettede, at de nu ikke længere er bange, men føler, at de kan komme videre med deres liv. Samtidig er håbet, at recidivet (altså tilbagefaldsprocenten) vil være lavere for dem, der deltager i konfliktråd end for dem, der ikke gør.
Det er det endnu for tidligt at sige noget om, for selv om den unge gerningsmand højt og helligt forsikrer, at han nu har fået en lærestreg og aldrig mere vil begå kriminalitet, venter der en virkelighed uden for konfliktrådet og arresten eller fængslet, der er mindre nænsom, og som kan stille krav om tilbagebetaling af omkostninger til det offentlige, og hvor der sagtens kan optræde et gruppepres fra det gamle miljø. Dertil kommer, at den gerningsperson, vi møder i konfliktråd, som regel er såvel ædru som stoffri – i modsætning til, hvad tilfældet var på gerningstidspunktet. Og endelig kan et enkelt konfliktråd ikke rette op på en barndom fuld af svigt og manglende kærlighed. Men i mødet med den forurettede oplever gerningspersonen, at der ikke sker noget ved at se et andet menneske i øjnene og sige undskyld.
Dertil kommer, at han ofte møder et empatisk menneske, for det er dog en lære at tage med sig, at et menneske, man har gjort fortræd, ikke svarer igen med fordømmelse og hævn, men med venlighed og ønsker om, at det må gå én godt.
Det var derfor heller ikke helt overraskende, da en tidligere hårdkogt kriminel for nylig ringede og fortalte, at konfliktrådet havde ændret hans liv.
Det kræver stort mod fra begge parter at deltage i et konfliktråd; ingen skal tro, at det er en nem beslutning.
En gerningsperson prøver ofte – også over for sig selv – at bagatellisere sin kriminelle handling: Det var jo bare en bank, et supermarkeds kasse eller et indbrud; der var jo ingen, der kom noget til. I konfliktrådet bliver gerningspersonen konfronteret med den kvinde, der sad ved kassen i banken, og som lige siden kom til at lide af angst og ikke har kunnet passe sit arbejde. Eller han kommer til at møde to mindreårige børn, der, efter at han brød ind i deres hjem, og selv om de ikke var til stede, da det skete, ikke har turdet gå alene til skole og har haft mareridt. Eller han må se den kvinde i øjnene, som han har skadet for livet med knivstik.
Også for den forurettede kræver det stort mod at møde den person, der har krænket en, det være sig ved fysisk overgreb, indbrud eller røveri. Men lige præcis her kan det gøre underværker at se, at den person, der i fantasien ofte har antaget monsteragtig skikkelse, er et menneske, som man ikke behøver at frygte vil gentage forbrydelsen, og som siger undskyld for sine handlinger.
De fleste er nervøse, når de møder op til et konfliktråd, men begge parter begynder heldigvis ret hurtigt at slappe af. I begyndelsen vil de ofte henvende sig til mægleren, men som regel kræver det ikke de store anstrengelser at få dem til at tale sammen, og så er det, at ”miraklerne” kan indfinde sig; det kan hver gang overraske deltagerne, hvor meget man kan løse op for med ord.
Der har med rette været megen tale om, at den forurettede – som regel kaldt offeret – bliver glemt i det officielle system, hvor alle kræfter og ressourcer synes at blive sat ind på både at straffe og rehabilitere gerningsmanden. I konfliktrådet bliver den forurettede igen subjekt i sit eget liv, han eller hun har fået taleretten tilbage ved at kunne fortælle gerningspersonen, hvad hans krænkelse har betydet og ved at bestemme, om han eller hun vil tage imod gerningsmandens undskyldning. Her oplever man som mægler ofte en utrolig generøsitet fra de forurettedes side.
Gang på gang har den forurettede ønsket gerningspersonen held og lykke i livet og sagt, at han eller hun ikke ønsker straf – og da slet ikke hård straf – men håber, at den anden aldrig mere begår kriminalitet og derigennem ødelægger sit eget og andres liv.
Det kan forekomme mærkeligt – ikke mindst for terapeuter og psykologer – at et konfliktråd på et par timer synes at kunne gøre underværker. Ikke desto mindre har jeg oplevet i en nabokonflikt, hvor begge parter havde bekriget hinanden i 17 år, at de to mænd efter halvanden time rejste sig op, gav hinanden hånden og sagde deres navn, »for vi har jo aldrig tidligere hilst på hinanden«. De lovede bagefter, at de, hvis der i fremtiden opstod konflikter eller misforståelser, straks ville tage kontakt til den anden part og endnu engang bruge samtalen frem for chikanen.
Netop nabostridigheder er meget vanskelige og smertefulde, fordi de handler om folks hverdag; dertil kommer, at de bruger utroligt mange af politiets ressourcer, og det er en af grundene til, at mæglere bliver bedt om at løse dem. Det lykkes imidlertid ikke altid, det sker undertiden, at en eller to af de som regel fire gerningspersoner, der samtidig er forurettede, ikke ønsker at give slip på fjendebilledet af den anden part.
Med til den positive fortælling om konfliktråd hører, at det nu er blevet mere og mere accepteret af politi og retsvæsen at opfordre og støtte gerningspersoner i at deltage, for, som en betjent for nylig sagde, »jeg kan jo se at det virker«.
