Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Diskussion om timetal er oldnordisk

Det er ikke antallet af timer med mig, underviseren, der afgør, hvor meget en studerende lærer. Det afgørende er derimod, hvad jeg formår at anspore de studerende til at lære, mens de ikke er i samme lokale som mig, skriver kronikøren.

Studiestarten har som vanligt fået diskussionen om universitetsundervisning til at blusse op. Det er den diskussion, som altid ender i skyttegravskrige, hvor studerende kræver flere timer, mens underviserne skælder ud på dovne og umotiverede studerende. Og hvor forskere klager over stort tidspres, mens ministeren lover mere viden og læring for pengene.

I den diskussion er der ingen vindere. Den tager nemlig udgangspunkt i det simple, men forkerte argument, at antallet af timer med en forskende underviser er det, som afgør uddannelsens kvalitet.

Såvel uddannelsesminister som universitetsledelser og studerende er kommet med bud på, hvad timetallet som minimum skal være. Men ingen lader til at forstå, at diskussionen er oldnordisk, og at den i værste fald ender med at gøre langt mere skade end gavn. Og det endda selvom alle parter i diskussionen har samme mål: At skabe bedst mulig grobund for, at Danmark kan (for)blive et videnssamfund, hvis drivkraft er de kloge og innovative hoveder.

Sandheden er nemlig, at det ikke er antallet af ugentlige timer med mig, underviseren, der afgør, hvor meget en studerende lærer. Det afgørende er derimod, hvad jeg formår at anspore de studerende til at lære, mens de ikke er i samme lokale som mig. Altså mellem undervisningsgangene – ude i livet selv.

For en måneds tid siden stod jeg over for 120 nye studerende, som sprudlede af forventninger til deres nye studie. Først sagde jeg velkommen og tillykke. Tillykke med optagelsen og med, at de nu er i gang med ”det virkelige liv”; det liv hvor man aldrig holder op med at forsøge at forstå, hvordan man selv passer ind i verden. Det er store ord, men de er vigtige, for de siger noget om, at idet man begynder at studere på universitetet, så er man der af egen fri vilje, man får penge for det, og andre forventer, at man yder sit bedste.

Derefter kom jeg med tre bud på, hvordan deres studier er begyndelsen på et liv, som de selv kan få stor indflydelse på:

De skal øve sig i at finde ud af, hvad de brænder for.

De skal blive stadigt bedre til at sidde på deres bagdel og koncentrere sig.

De skal blive stadigt bedre til at forstå, hvornår de ikke forstår noget, og hvad de skal gøre for at komme til at forstå det.

Det første handler om at finde motivationen i en indre drivkraft.

Uden drivkraft kommer man ingen vegne. Det andet handler om evnen til fordybelse og om at være ansvarlig for egen livslang læring. Det tredje handler om nysgerrighed, om samspillet med andre og om at forstå, hvordan man bedst muligt benytter de ressourcer, som man kan skaffe sig adgang til – herunder de personer, som man kan lære noget af.

Det er egenskaber, som er afgørende for, at et studium fungerer. Og det kræver en indsats fra de studerende, som kun de kan levere. Universitetet/underviserne kan forsøge at stille rammer for deres læring, men motivationen, vedholdenheden og nysgerrigheden skal komme fra dem selv.

Derfor skal jeg som underviser forholde mig til, at der på en given årgang er temmelig mange studerende, som ikke helt ved, hvad de egentlig brænder for, hvad der virkelig interesserer dem.

Som en af mine studerende siger, er de startet på universitetet, fordi »det ligger i tidsånden, at man skal have en lang videregående uddannelse«. Det har skiftende regeringer arbejdet målrettet på i årevis, og det er naturligvis ikke gået ubemærket forbi ungdommen. Og heldigvis for det. Men det skaber også det problem, at en del af de studerende faktisk ikke brænder for studiet. De interesserer sig for studiets emnefelt, men de færreste har forholdt sig til, hvilken delmængde de interesserer sig ekstra meget for. De mangler at finde det, der kan holde dem vågne om natten. Det, der kan få tiden til at flyve af sted, så man ikke opdager, at man har brugt fem timer eller fem dage på noget.

Og det er dér, den vigtige diskussion ligger. Vi skal nemlig hverken diskutere timeantal, dovne studerende, virkelighedsfjerne forskere, topstyrende universitetsledelser eller populistiske ministerier. Vi skal diskutere, hvordan man underviser en stadigt større andel af en ungdomsårgang. Og vi skal diskutere, hvordan vi rent faktisk gør det i praksis på universiteterne.

Vi laver inddragende undervisning, der har til formål at få studerende til at tænke på deres fagområde, dvs. studere, på alle tider af døgnet og på alle mulige lokationer. De skal f.eks. finde artikler fra avisen i går, som man kan forklare ved hjælp af en bestemt filosofisk teori. Eller de skal forklare, hvordan man ville beskrive sine indkøb i supermarkedet til en computer, som kun forstår simple beskeder.

Den undervisning indebærer, at jeg som underviser iscenesætter tiden imellem mine undervisningstimer som fagligt relevant. At jeg konstruerer opgaver og spørgsmål, som de studerende skal arbejde med, selvstændigt og i grupper, for at de kan bearbejde det, jeg og teksterne siger. Det er som underviser mit ansvar, at de studerende begynder at tænke studiet som livet. Som der, hvor der sker noget interessant. Som det, man ikke kan sætte i bås som ”lektier”, men i stedet må forholde sig til på de mærkeligste steder og tidspunkter, fordi det griber ind i livet selv. De lærer noget, når de finder noget, de brænder for, og når de tilegner sig stoffet gennem deres egne sanser. Når mine helt nye studerende f.eks. bliver præsenteret for patentsagen mellem Samsung og Apple og bliver bedt om at designe en smartphone, som ikke bryder fire af Apples patenter. Patenter, som beskriver de mest basale dele af det, vi lige nu forstår som en smartphone.

Når mine studerende får den opgave, så går deres hjerner først i stå, for »jamen så kan man jo ikke lave en telefon«, men så finder de veje uden om det. De snakker med mig og med hinanden. De researcher på Youtube, i artikeldatabaser, og de spørger folk på gaden, hvordan de bruger deres telefon. Og så præsenterer de efter 14 dage nogle helt fantastiske videoer, hvor telefoner ikke ligner det, vi forstår som telefoner lige nu. Når det fungerer, så findes der intet, de lærer mere af: De er engagerede og passionerede, de opsøger viden, de opsøger verden, og de fortolker og samarbejder på livet løs. Uden at jeg er der. Og om jeg så havde forelæst i fire dage om mobiltelefoner, patenter og brugerundersøgelser, ville de aldrig have fået så god en forståelse for problemet.

I de situationer er jeg vigtig som igangsætter, som konsulent undervejs og som afsluttende kommentator. Men når de arbejder med stoffet, er jeg decideret i vejen.

Vi skal basalt set få studerende til at indse, at verden er konstrueret på en bestemt måde, som kunne være anderledes. Og at det er deres opgave at forsøge at få verden til at se anderledes ud. På den måde får vi studerende, som ikke forholder sig passivt, men som selvstændigt vælger til og fra. Det er hundrede gange bedre at have studerende, som finder enkelte af deres fag irriterende, end det er at have studerende, som er ligeglade, bare alt bliver serveret i en indpakning, der er letforståelig og underholdende.

I det perspektiv er diskussionen om timetal komplet ubrugelig. Selvfølgelig skal studerende have undervisning, og selvfølgelig skal der være stærk kontakt mellem studerende og forskere, men det handler ikke om minimumstimetal.

Det handler derimod om, hvad der giver mening for den læring, der skal opstå, og om, at studerende og undervisere sammen skaber et godt universitet med et godt læringsmiljø. Det er vi mange, der allerede gør godt, og det er vigtigt, at universitetsledelser, studenterorganisationer og ministerier fokuserer på det perspektiv i stedet for at bruge sin tid på at grave skyttegrave, som ingen – heller ikke os, der gør det godt – kan komme meningsfuldt op af igen.

Lone Koefoed Hansen er lektor i Digital Design på Aarhus Universitet. Hun har netop modtaget Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Har vi et indvandrerproblem på de danske gymnasier?
Jens Boe Nielsen, Mortada Shubbar
Vores bøn til den danske offentlighed er derfor: Acceptér, at alle med indvandrerbaggrund og opholdstilladelse er kommet for at blive her. Se diversiteten som en styrke og ikke som en belastning.
Bankdirektørens forslag: Lad Danmark blive kontantløs i 2025
Anders Christian Dam
Det er naturligt at spørge sig selv, om det stadig er i samfundets interesse, at Nationalbanken beflitter sig med og afholder udgifter til at opretholde en stabil forsyning af fysiske sedler og mønter.
Kronik: Ungdommen er Danmarks største bekymring
Anni Matthiesen
Det er yderst paradoksalt, at vores ungdom aldrig har klaret sig så godt, som den gør nu – og samtidig aldrig har haft det så dårligt, som den har det nu.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det kontantløse samfund vil være en ren pengemaskine for bankerne

Gitte Seeberg
Kommer bankdirektør Anders Dam igennem med sit forehavende og får afskaffet kontanterne, har virksomhederne og private ikke længere noget modsvar til de negative renter.

Blog: Er der andre end Bertel Haarder og Karsten Hønge, som har en vision?

Nauja Lynge
Det er trættende at høre om burkaer og frikadeller på plejehjemmet. Staten Danmark bløder, og der er brug for klare budskaber om vigtige emner som rigsfællesskabets fremtid.
Annonce
Polaroid Originals OneStep 2: Det klassiske Polaroid er tilbage
Fascinationen ved gammel teknologi vil ingen ende tage – hvor irrationel den nu engang kan være. De overmættede og udtværede Instagram-filtre på mobilen er ikke længere nok. Der er kommet stor efterspørgsel på den ægte vare. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her