Alle ved, at man bør drikke otte glas vand om dagen. Et råd, der gives fra et væld af sundhedsskribenter for slet ikke at nævne autoriteter som det britiske sundhedsvæsen. En sund livsstil er blevet synonym med at bære rundt på en vandflaske og drikke hele tiden.
Ofte drikker vi uden at være tørstige, og sådan bør det være. For som energidrikproducenten Gatorade udtrykker det: »Din hjerne ved en masse, men den ved ikke, hvornår din krop er tørstig.« Det føles bestemt heller ikke rart at indtage så meget væske, men Powerade tilbyder en løsning: »ved at træne din blære til at indeholde mere væske, kan du øge dit væskeindtag løbende.« Nu rapporterer British Medical Journal, at disse påstande »ikke blot er nonsens, men gennemgribende dokumenteret forkert nonsens.«
Dette har været almen viden i lægestanden siden 2002, da Heinz Valtin, en professor i fysiologi og neurobiologi ved Dartmouth Medical School, publicerede den første videnskabelige kritik af grundlaget for at drikke store mængder vand. Han konkluderede, at der »ikke alene ikke er noget grundlag for at drikke så meget vand, anbefalingerne kan ligefrem være skadelige, både hvad angår potentielt kritisk saltmangel, udsættelse for forurenende stoffer og skyldfølelsen over ikke at drikke nok.«
Hvorfor er det så, at vi bliver ved med at høre og tro på, at mere vand er bedre? Gatorade og Powerade har en åbenlys interesse i at få os til at drikke mere af deres produkter, og det at få os til at indtage mere, end vi vil naturligt, er et forfærdeligt smart markedsføringstrick. Ligeledes var den seneste videnskabelige konference for større vandindtag sponsoreret af Danone, der sælger vand som Volvic og Evian.
Historien om, at alle skal drikke mere vand, har interessante fællestræk med, hvordan ”alle ved”, at global opvarmning kun gør klimaet mere ekstremt. En varm, tør sommer (nogle steder i verden) har skabt en ny bølge af sådanne påstande. Og mens dette gavner mange interessenter, er medierne en af de mest tilfredse: Omtalen af “ekstremt” klima skaber simpelthen mere interessante nyheder. Se Paul Krugman, der i New York Times åndeløst skriver om det »stigende antal ekstreme vejrforhold«, og hvordan »voldsomme skader fra klimaforandringer … sker lige nu.«
Han påstår, at global opvarmning er skyld i den amerikanske midtvests tørke, og at rekordhøje kornpriser kunne skabe en global madkrise.
FN’s klimapanels seneste vurdering fortæller os det stik modsatte: »I Nordamerika… har der været en svag generel tendens til mindre tørke (det bliver vådere med højere jordfugtighed og afstrømning).«
Ydermere er det ikke muligt, at Krugman kunne identificere tørken som forårsaget af klimaforandringer uden en tidsmaskine: Klimamodeller estimerer, at sådanne sammenhænge tidligst kan identificeres i 2048. Dette års tørke ser desuden ikke ud til at skabe en madkrise. Ifølge The Economist er »det ikke sandsynligt, at prisstigninger på korn og sojabønner vil skabe en madkrise, som de gjorde i 2007-2008, eftersom der stadig er rigeligt med ris og hvede«.
Krugman overser også inflationen: Priserne er steget 600 pct. siden 1969, så mens kornfutures satte rekord på 8 $ pr. skæppe sidst i juli, var den inflationsjusterede pris på korn højere gennem det meste af 1970’erne, med et højdepunkt på 16 $ i 1974. Samtidig bør det bemærkes, at Krugman konsekvent glemmer, at hovedårsagen til kornprisernes himmelflugt siden 2005 skyldes bekymringerne om global opvarmning, som har fået både EU og USA til at forlange biobrændsel i benzinen.
I dag bliver 40 pct. af majsproduktionen i USA brugt til ethanol, hvilket gør absolut intet ved klimaet, men bestemt forhøjer prisen på majs på bekostning af mange af verdens fattigste.
Bill McKibben udtaler sig på samme måde om USA’s tørke og kornpriser i The Guardian og Newsweek/The Daily Beast. Men han sætter trumf på ved skråsikkert at fortælle os, at verdens store skovbrande fra New Mexico og Colorado til Sibirien er ”præcis”, hvordan de tidlige stadier af global opvarmning ser ud.
Men fakta går den anden vej: Den seneste videnskabelige oversigt over globale skovbrande indikerer, at menneskehedens kontrol af ild og vegetation har mindsket skovbrandsintensiteten over de seneste 70 år, så den nu nærmer sig det præindustrielle stadie.
Når velmenende aktivister vil gøre os opmærksomme på global opvarmning, ender de ofte med at gå ud over fakta. Og selvom en sådan taktik ofte bliver berettiget af det noble mål, skaber en sådan "politik gennem panik” sjældent løsninger og langt oftere problemer. Husk, hvordan orkanen Katrina i 2005 fik Al Gore (og mange andre) til at proklamere, at vi kunne vente os langt mere ødelæggende orkaner? Siden da er orkanforekomsterne styrtdykket. Mest tydeligt ses det på den globalt akkumulerede cyklonenergi, der er faldet til det laveste niveau siden sidst i 1970’erne.
Overdrevne påstande skaber måske kortvarig opmærksomhed, men på lang sigt blot offentlig mistillid og afstandstagen.
Det er på mange måder historien om de sidste 20 års klimapolitik, der er blevet ført med skræmmende billeder og gode intentioner, men der i sidste ende ikke har ført til andet end overordentligt dyre politikker, der stort set intet gør for klimaet.
Siden det første klimatopmøde i Rio i 1992 er verdens globale CO2-udledninger steget støt år for år. Vi udleder nu over 11 milliarder ton CO2 mere hvert år, end vi gjorde i 1992 – det svarer til en stigning på 50 pct. Ikke ligefrem en succes. Blot 0,2 pct. af verdens energi kommer fra sol og vind, mens fossile brændstoffer står for langt hovedparten. 20 års forhandlinger i FN har stort set intet gjort ved denne udvikling.
Alligevel er en af de primære danske løsninger, som både regeringen og oppositionen bakker op om, en massiv udbygning af vindenergi fra vindmøller. Det er naturligvis en politik, som glæder Vestas, men eftersom Danmark er med i EU’s kvotehandel, betyder flere vindmøller i Danmark indtil 2020 lige præcis intet for verdens samlede udledning af CO2. Faktisk er det sandsynligt, at større krav i Danmark vil føre til en delvis udflytning af CO2-udledningen til f.eks Kina (hvor der produceres mindre klimaeffektivt), og derfor kan en stramning i Danmark paradoksalt medføre en total forøgelse af verdens CO2-udledning.
Siden 1990 har EU godt nok reduceret CO2-udledningen, men samtidig er så meget af produktion flyttet til udlandet, at bare CO2-indholdet i vores forøgede import fra Kina udligner besparelserne.
Tilsvarende ønsker regeringen for at løse klimaproblemet at reducere CO2-udledning med mindst 20 pct. i 2020. Problemet er, at det er håbløst ineffektivt.
Beregninger viser, at omkostningen for Danmark alene ligger på omkring 23 mia. kr. om året. Og fordelene for hele verden ligger på omkring en mia. kr. Det skal ses i sammenhæng med, at f.eks afskaffelsen af efterlønnen giver 12 mia. kr. om året. Alternativt kunne man blot for den danske pris på EU’s klimapolitik få næsten fem rigshospitaler – hvert eneste år. Og den danske effekt på klimaet – hvis vi holder fast i politikken de næste 90 år – betyder en reduktion i temperaturen i 2100 på blot 0,0007C.
I stedet bør vi finde nogle bedre løsninger. Vi må acceptere, at det aldrig vil lykkes at gøre fossile brændstoffer så dyre, at ingen vil have dem. I stedet skal vi fokusere på at gøre grønne energikilder så billige, at alle vil have dem. Det handler om at investere i innovation. Det er langt billigere end de nuværende løsninger, og det vil gøre langt mere godt. I Copenhagen Consensus vurderer økonomerne, at den globale pris vil ligge langt under halvdelen af bare EU’s fejlslagne politik, og at den for hver krone vil undgå klimaskader for 11 kr.
Jo, global opvarmning er en reel udfordring. Og jo, opvarmningen vil for eksempel øge nogle ekstremer (det er sandsynligt, at både tørke og brande vil blive værre imod enden af dette århundrede). Men samtidig vil opvarmningen mindske andre ekstremer og for eksempel betyde færre dødsfald fra kulde og reduceret vandmangel.
Ligeledes er der reelle sundhedsproblemer – og mange af dem. Men at fokusere på de forkerte, som at drikke masser af vand, flytter fokus væk fra vigtigere udfordringer. At fortælle vandrehistorier kan gavne dem, der fortæller dem, men sjældent samfundet.
