Vi skal videre med klimaudfordringen, grøn vækst og bæredygtig udvikling, og med global udviklingspolitik, herunder adgangen til vand, energi, og fødevarer. Opgaven under Rio+20-konferencen må være at opstille fælles mål og anvise konkrete tiltag, så der kommer mere global fremdrift inden for disse tre områder. Det har verden i dag hårdt brug for.
Samspillet mellem netop klima, grøn vækst og socialt og økonomisk bæredygtige fremskridt udgør et hajfyldt farvand. Et virvar af nationale interesser og økonomisk hensyn betyder, at det ikke er givet på forhånd, at Rio+20-mødet ender med et tilstrækkeligt ambitiøst resultat.
Det danske EU-formandskab vil naturligvis gøre sit yderste for at opnå det maksimale forhandlingsresultat, men Rio+20 hører til i kategorien af internationale topmøder, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd. Et resultatløst møde vil være dybt problematisk.
Samtidig må vi erkende, at Rio+20-konferencen finder sted på en særligt vanskelig baggrund. Den internationale økonomiske krise har skubbet klima, grøn vækst og bæredygtig udvikling længere ned på den politiske dagsorden. Krisen gør det sværere, end det ellers ville have været, at overbevise beslutningstagere om vigtigheden af et godt resultat fra konferencen. Tag f.eks. indsatsen mod klimaudfordringen: Den besværliggøres både af, at Vesten slås med en økonomisk krise og af, at vækstlande som Kina og Brasilien af åbenlyse grunde er mere fokuserede på at bytte millioners fattigdom ud med en størrelsesmæssig forøgelse af middelklassen – med stigende forbrug og større udledning af menneskeskabte drivhusgasser som følge – end på at bekæmpe global opvarmning. Men tag ikke fejl: Vestens ledere er bevidste om de igangværende klimaforandringer, som kloden er underlagt.
Alle bliver berørt af klimaforandringerne. Vejret er blevet mere ekstremt med f.eks. oversvømmelser ét sted og tørke, gigantiske skovbrande og ørkenspredning et andet.
I Asien smelter den såkaldt tredje pol – Himalayas gletsjere – generelt set hastigt som følge af klimaforandringer. Det giver f.eks. uvante mængder smeltevand, som i kombination med træfældningen og den deraf følgende stigende jorderosion skaber udfordringer for befolkningen, da oversvømmelser og mudderskred driver millioner af mennesker på flugt. Det sker samtidig med, at Asiens vandreservoir til en femtedel af verdens befolkning er presset af bl.a. klimaforandringer og overforbrug. Også i Arktis ses forandringer på grund af klimaændringer, hvor tundraområderne, der tidligere havde permafrost, nu tør og afgiver store mængder methan til atmosfæren. I Grønland og rundt om i Arktis betyder de højere temperaturer, at mængden af smeltevand, der strømmer ud i verdenshavene, er dramatisk forøget i takt med indlandsisens og gletsjernes afsmeltning. Det betyder, at verdenshavene vil stige med frygt for oversvømmelse af utallige kystnære millionbyer til følge. Nogle af disse ildevarslende konsekvenser af klimaudfordringen kan vi ikke fuldstændig afværge, men kun forsøge at afbøde for at undgå de værste scenarier.
Det er vores holdning, at klimaforandringerne udgør den største globale udfordring både isoleret set og i forhold til det andet afgørende spørgsmål om grøn vækst og bæredygtig udvikling. Klimaet påvirker nemlig klodens ressourcer og adgangen til dem. Med hensyn til grøn vækst og bæredygtig udvikling er det værd at huske på, at verdens befolkning passerede syv milliarder i 2011 og ventes at nå ni milliarder i 2045. På globalt plan forventes en stigning i middelklasseforbrugere med op mod tre milliarder over de næste 20 år. Vi vil således opleve en stigning på 40-60 pct. i efterspørgslen på ressourcer, hvilket selvsagt sætter klodens naturressourcer og økosystemer under stadigt større pres. Samtidigt er der fortsat kæmpeudfordringer med at bringe store dele af verdens befolkning ud af fattigdom og sikre basale livsfornødenheder. Skal disse forehold søges løst, skal der være synergi mellem FN’s klimaforhandlinger og Rio+20-processen. De to forhandlingsspor kører nu næsten separat, men bør på langt sigt understøtte hinanden bedre.
Det er tvingende nødvendigt, at udvikling og vækst i fremtiden må bygge på en langt mere effektiv ressourceudnyttelse. Hertil kommer en stigende international erkendelse af, at det kan betale sig og tilmed være en god forretning og positivt for beskæftigelsen at omlægge vores produktions– og forbrugsmønstre og forfølge grønne løsninger. På verdensplan eksisterer der et stort og uforløst økonomisk potentiale på det grønne område. Det er også en vigtig del af budskabet bag regeringens globale grønne vækstforum (3GF), hvor progressive grønne kræfter blandt regeringer og det internationale erhvervsliv søger at indgå partnerskaber om at udnytte vækstpotentialet i den grønne omstilling. Alene ved at udnytte potentialet for mere effektiv anvendelse af vand, jord, materialer og energi vil der kunne spares 2,9 mia. USD om året i 2030 på verdensplan.
Rio+20 er en gylden mulighed for at fremme den grønne omstilling. Danmark kan i den forbindelse bidrage med mange års solide nationale erfaringer til Rio+20 konferencen. Midt i en svær økonomisk krisetid er der sikkert ikke mange, som tænker på, at den danske økonomi siden 1980 er vokset med ca. 80 pct. samtidig med, at energiforbruget har været stort set konstant og CO2-udledningerne er reduceret. Det er denne forståelse både af et nyt udviklings- og vækstparadigme og af nye grønne forretningsmodeller, som gerne skulle slå igennem på Rio+20.
Det handler om, at verdenssamfundet når frem til en fælles målestok for grøn vækst styret af lav carbon-omstilling i forbindelse med energiproduktion og ressourceeffektivitet i forbindelse med vandudnyttelse og fødevarerproduktion. Det danske EU-formandskab vil under Rio+20-mødet presse verdenssamfundet til at bygge bro mellem udvikling, miljø og klima for at understøtte en grøn økonomi. Verdens lande vil i den forbindelse skulle bestræbe sig på at leve op til nye målsætninger for grøn økonomi og vil i den proces blive assisteret af FN-systemet og andre aktører såsom Verdensbanken, bilaterale donorer og den private sektor. Ressourceeffektivitet er et nøgleord, som står centralt i Rio+20-forhandlingerne, og for det danske EU-formandskab under Rio+20-mødet. Det handler derfor om, at verdenssamfundet når frem til en fælles målestok for grøn vækst og derved får et sammenhængende sæt af målsætninger for bæredygtig udvikling, som er universelle, og som derfor styrker den globale udviklingsdagsorden frem mod 2030.
Vi bliver temmeligt overraskede, hvis det internationale samfund på Rio+20-konferencen pludselig formår at løse alle gordiske knuder i forhold til klima, grøn vækst, bæredygtighed og adgangen til vand og energi. Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at udviklingen her på kloden i høj grad trænger til slagkraftige globale beslutninger, der kan konfrontere de kæmpeudfordringer, som verdenssamfundet står over for. Et eller andet sted mellem idealisme, kynisme, forhåbninger, tidligere skuffelser og sund pragmatisme kommer forhandlingsresultatet fra Rio+20 nok til at ligge.
