Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Gestapo-agenten ”Thora”

»Man kan ikke se til bunds i en anden menneskesjæl, men vi har set en afgrund af afstumpethed, kynisme, forfængelighed. Dobbeltspillet har betaget hende, hun har intellektuelt krydset klinger, hun var ung, men ikke umoden.

Hun har stukket sine kammerater, venner, pyntet sig med de Judaspenge, hun tjente. På anklagemyndighedens og samfundets vegne påstår jeg lovens strengeste straf, dødsstraffen, bragt i anvendelse«.

Sådan afsluttede anklageren 27/11 1946 sin procedure i Århus Byret mod den 22-årige Grethe Bartram. Under retssagen havde hun tilstået at have angivet op mod 70 landsmænd til Gestapo. Flere af disse blev mishandlet under forhørene, og 33 blev deporteret til kz-lejr i Tyskland, hvilket ni af dem ikke overlevede. Det var altså med rette, at Grethe Bartram i folkemunde blev betegnet som ”storstikkersken fra Århus” - skønt en mere præcis betegnelse nok var ”Gestapo-agenten Thora”. Talrige interne Gestapo-rapporter, udfærdiget af Grethe Bartrams føringsofficer, kriminaloberassistent Rothenberg, indledtes med ordene: »Agenten Thora meddeler at…«.

Hvad der især oprørte og forfærdede anklageren - og også offentligheden - var imidlertid ikke det store antal personer, som Grethe Bartram angav til Gestapo, men at hun tilsyneladende fuldstændig skrupelløst angav familie, nære venner og gamle kammerater.

Mange har peget på Grethe Bartrams opvækst og sociale baggrund som en sandsynlig forklaring på angiverierne, som indbragte hende ganske anseelige summer. Sandt er det da også, at hun kom fra små kår. Barndomshjemmet i Klostergade, hvor faderen havde et lille cykelværksted, var fattigt, men rigt på børn: Grethe var nr. to af otte børn. Hjemmet var kommunistisk, og under hele sin opvækst var Grethe medlem af kommunistiske børne- og ungdomsorganisationer. Her mødte hun som 15-årig maskinarbejder Frode Thomsen, som hun blev kæreste med, og allerede to år efter, i sommeren 1941, blev de to gift. Som blot 17-årig måtte Grethe have Kongebrev for at blive gift, men eftersom hun var gravid, voldte det ikke de store problemer.

Forholdet holdt dog kun et år. Barnet blev anbragt hos Grethes mor, og Grethe fik arbejde udenbys som husassistent. Pladsen holdt hun dog kun halvanden måned, for 1/10 1943 rejste hun tilbage til Århus, hvor hun herefter tjente penge ved at sidde model.

Allerede på det tidspunkt havde hun suppleret sin beskedne indtægt på en måde, som skulle blive skæbnesvanger. Grethe Bartram første angiveri daterer sig nemlig til september 1942, da hun mod en dusør gav oplysninger til det danske politi om en sabotage mod Skorup Jensens Skrædderværksted i Fredericiagade - en aktion, som hendes egen bror Christian deltog i.

Men den egentlige pagt med Djævelen indgik hun kort før påske i 1944, da hun lod sig hverve af kriminaloberassistent Rothenberg fra Gestapo. Herefter stod de to i jævnlig kontakt - lige indtil Rothenberg blev dræbt ved det britiske luftangreb den 31/10 1944 mod Gestapo-hovedkvarteret i Århus. Kontakten med Rothenberg formede sig på mange måder: De kunne spadsere med hinanden under armen i skovene omkring Varna og agere kærestepar, mens Grethe gav oplysninger om illegale kommunistiske aktiviteter i Århus.

De brugte Botanisk Have som mødested, de tog på biltur til Lisbjerg kro, hvor de indtog en god middag. De mødtes på afsides steder, eller de mødtes i to dækværelser, som Rothenberg under falsk identitet havde lejet i Høegh Guldbergsgade og i Odensegade. På baggrund af hele deres adfærd kan det ikke undre, at man mente, de havde et erotisk forhold. Det benægtede Grethe Bartram dog kategorisk under retssagen efter krigen. De udvekslede også skriftlige oplysninger under mærket ”Hero”, og Vesterbro Torvs kiosk blev anvendt som brevsted. På den måde fik Grethe også tilsendt penge fra Rothenberg som vederlag for sine oplysninger.

Grethe blev opfattet som en meget sexet kvinde, og hendes fysiske udstråling slørede tilsyneladende de mandlige omgivelsers klarsyn.

Grethe så ikke bare godt ud, hun forstod også at instrumentalisere sine fysiske fortrin. Som Steen Lykkeberg (der blev angivet af Grethe) senere skrev: »At jeg store idiot ikke kunne gennemskue, at Grethe pludselig begyndte at gøre kur til mig…«.

Politiets materiale mod Grethe Bartram under retssagen var ikke desto mindre tyndt. Ifølge Grethe Bartram selv havde hun intet bedrevet i Århus, og først i marts 1945 var hun blevet ansat hos Gestapo i Kolding, hvor hun i øvrigt intet havde foretaget sig. Selv da en række personer meldte sig til politiet med oplysninger om hende, bragte det ikke så sikre beviser for dagen, at de ville kunne holde i retten. Først i oktober 1945, da tidligere Gestapomænd fra Århus blev afhørt, begyndte Grethe Bartrams forsvar at vakle. Der kunne nemlig nu etableres en sikker forbindelse mellem Gestapo-agenten Thora (som man kendte fra beslaglagte tyske dokumenter) og Grethe Bartram. Herefter lagde Grethe kortene på bordet - og det i en grad, så den lægelige sagkundskab karakteriserede hendes efterfølgende tilståelser som ”uhæmmede”.

Den 29/11 1946 afsagde retten i Århus dødsdom over Grethe Bartram, og dommen blev siden stadfæstet af både Lands- og Højesteret. Grethe Bartram var dog helt overbevist om, at hun ikke ville blive henrettet. Og hun fik ret: 9/12 1947 blev dommen ændret til fængsel på livstid. Myndighederne ønskede ikke at henrette en kvinde. Grethe Bartram blev benådet 26/10 1956, altså efter ca. 11 års fængsel. Hun blev diskret løsladt med besked om at forlade landet og ikke bosætte sig her igen før tidligst efter fem år. Grethe Bartram drog til Sverige, hvor hun gennem den kvindelige fængselspræst i Horserød havde knyttet forbindelse til en kvinde.

Under retssagen i 1946 blev der udarbejdet en mentalerklæring. Heri konkluderede amtslægen, at Grethe Bartram var velbegavet, men måtte betegnes som psykopat af den amoralske type, der er selvhævdende og pralende med hang til fantasifulde og løgnagtige indfald, som iværksættes uden hæmninger af nogen art. Desuden måtte hun anses for et ”noget følelseskoldt individ”. Da Grethe blev bekendt med erklæringen, protesterede hun. Især var hun pikeret over betegnelsen ”følelseskold”.

Største udsagnskraft om Grethe Bartrams psyke, tankegang og motiver har formodentlig et langt brev til moderen fra februar 1945; det lader os nemlig se bag de redegørelser og forklaringer, som hun gav eller konstruerede med tanke på politi, anklagemyndighed, forsvarer, læger og den brede offentlighed. Brevet, som ikke blev fremlagt under retssagen, giver os Grethe Bartram uden filter. Hun skriver bl.a.: »…Jeg er nu engang ikke skabt til fattigdom, og jeg skal nok vise jer at jeg skal blive rig engang. Kan du ikke huske Mor, jeg har haft det lige fra lille pige af , da sagde jeg altid til dig, når jeg bliver stor, gifter jeg mig med en rigtig rig mand. Og at jeg ser godt ud, det får jeg at vide hver dag…«.

Brevet synes at støtte lægekundskabens diagnose af Grethe Bartram som psykopat af den mytomane undertype, dvs. en afstumpet person uden empati og skyldfølelse som er karakteriseret ved sygelig løgnagtighed, selviscenesættelse og et stærkt behov for omgivelsernes beundring. Brevet viser også, at appetitten på penge og social opstigning var en meget væsentlig drivkraft for Grethe Bartram. Men var hun en ung og umoden pige, som ikke kunne overskue rækkevidden af sine gerninger, sådan som hun selv har hævdet fra sit eksil i Sverige - eller var hun et helt igennem kynisk, afstumpet menneske, som uden tanke på den skæbne, hun vidste, der ventede hendes ofre, drev sit spil og forfulgte sine mål?

Måske var hun lidt af det hele, selv om det kan være svært at forlige sig med karakteristikken ”umoden”, når man betragter de analytiske evner og den udspekulerthed, som Grethe Bartram udfoldede ikke bare som Gestapo-agent, men også under retssagen.

Under alle omstændigheder må hun tåle at gå over i historien som en af besættelsestidens værste stikkere.

Men ville arbejderpigen fra Klostergade have givet stof til et teaterstykke uden en tysk besættelse og de helt specielle vilkår og udfoldelsesmuligheder, denne medførte? Næppe.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kuppet mod Europa. Kuppet mod det fælles

Elsebeth Gerner Nielsen
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her