Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

10 spildte år i Afghanistan

I ly af gældskrise, aktiekrise og den dramatiske udvikling i Libyen har Nato-landene netop lidt et eklatant nederlag i Afghanistan. Den sidste store offensiv slog fejl, og man har nu indledt tilbagetrækningen fra et land plaget af terror, korruption og eskalerende borgerkrig.

Det var en optimistisk dansk forsvarsminister, som i juli modtog den triste besked om at endnu en dansk soldat var blevet dræbt i Afghanistan. »Taleban er blevet svagere«, »tingene går fremad i Afghanistan«, »sikkerheden er blevet bedre dernede« og »lokalbefolkningen er blevet meget venligere stemt over for os« hævdede forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i et interview med TV 2. Men spørgsmålet er, om der er tale om en reel vurdering af forholdene i Afghanistan eller rettere politisk spin, som skal dække over 10 års fejlslagen krigsførelse.

Lillelund Bech hæftede sig ikke mindst ved det glædelige i, at færre danske soldater er blevet dræbt i de seneste måneder. Men ifølge professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Center for Militære Studier skyldes det ikke mindst, at det danske operationsområde er blevet mindre, og at de danske tropper har trukket sig tilbage fra nogle af de mest udsatte positioner.

For den afghanske befolkning er der ikke meget at glæde sig over. Sidste år blev 2.777 civile dræbt - det højeste antal dræbte nogensinde i den 10 år lange krig. Der var tale om en stigning på 15 pct. i forhold til 2009, og de to måneder inden forsvarsministeren udtalte sig var de to blodigste måneder i hele krigen. Samlet set har de første seks måneder af 2011 kostet 15 pct. flere civile livet end de første seks måneder i rekordåret 2010. Resten af den vestlige koalition mærker heller ikke meget til den forbedrede sikkerhed, som forsvarsministeren omtalte. Bortset fra i 2003 er koalitionens tab steget år efter år, fra blot 12 dræbte soldater i 2001 til 711 dræbte i 2010. Tabene har i år været en anelse lavere, men tegner stadig til at blive de næsthøjeste indtil nu, og langt højere end i krigens første tre-fire år. Her talte partierne bag den danske krigsindsats ellers om nødvendigheden af at forbedre sikkerhedssituationen, inden man kunne komme i gang med at genopbygge landet.

Krigen i Afghanistan var som bekendt en del af krigen mod terror, men for afghanerne har krigen haft den stik modsatte effekt. Således ligger Afghanistan 10 år efter den amerikanskledede invasion nummer fire ud af 198 lande i Maplecrofts opgørelse over terrorrisiko, og risikoen vurderes som ”ekstrem”. Alene i løbet af det seneste år er flere mennesker blevet dræbt ved terroraktioner i Afghanistan, end der blev dræbt i USA den 11. september 2001.

Der er dog også positive udviklingstræk i Afghanistan. Eksempelvis når det gælder vandforsyning og skolegang. Men det er skrøbelige resultater, som hurtigt vil gå tabt, hvis borgerkrigen optrappes yderligere, og generelt har bistanden til Afghanistan været en fiasko. Ifølge en rapport fra den ansete tænketank International Crisis Group, som blev offentliggjort tidligere på måneden, har de 300 milliarder kroner, som Danmark og andre vestlige lande har postet i Afghanistan, været mere eller mindre spildt. Mange penge er gået tabt på grund af korruption eller er ligefrem blevet givet til oprørsgrupper for at sikre projekter mod angreb. Ifølge rapporten er der med den nuværende kurs ingen chance for, at de afghanske sikkerhedsstyrker vil være i stand til at stabilisere landet i løbet af de næste tre år. Og dermed vil de vestlige tropper efterlade et land i kaos, når de efter planen skal være stort set ude i december 2014. Således påpeger tænketanken ligesom FN, at oprøret i den seneste tid har spredt sig til områder, hvor der hidtil har været mere roligt.

I 2009 besluttede Barack Obama at sende yderlige 30.000 amerikanske soldater til Afghanistan i forbindelse med en 18 måneder lang offensiv, som skulle standse Talebans fremgang. Offensiven er netop slut, og Obama erklærede i juli, at tilbagetrækningen som planlagt ville begynde i løbet af efteråret. Offensiven var koncentreret omkring Kandahar-provinsen og andre af oprørernes kerneområder, og ved nytårstid var optimismen stor. Mange oprørsledere var blevet dræbt og sikkerhedssituationen var flere steder bedre. Samtidig var det ikke lykkedes for Taleban at gennemføre større aktioner i hovedstaden Kabul i mere end et halvt år.

Men i april kickstartede Taleban kampsæsonen ved at grave en over 300 meter lang tunnel ind til Sarpoza-fængslet i Kandahar, hvorved det lykkedes for 480 talebankrigere at undslippe. Siden da er Kandahars borgmester og byens politichef blevet dræbt. Viceguvernøren blev dræbt tilbage i januar, og formanden for Kandahars provinsråd blev dræbt i juli.

Man havde på forhånd erklæret, at udviklingen i 2011 skulle afgøre om offensiven havde været en succes, og både i Nato og Det Hvide Hus må skuffelsen være stor. Taleban har udført store aktioner i både Jalalabad, Khost og byer som Kunduz i det nordlige Afghanistan, hvor der tidligere var ro. Samtidig har Kabul atter været mål for flere store angreb. Eksempelvis trængte en gruppe oprørere i juni ind i det stærkt bevogtede Intercontinental Hotel, hvor de måtte nedkæmpes med amerikanske kamphelikoptere, og 12 mennesker blev dræbt da det britiske kulturcenter i byen d. 19. august blev angrebet af en gruppe oprørere.

Natos militære nederlag er altså allerede en realitet. Man indleder netop nu en tilbagetrækning, uden på nogen måde at have besejret oprørerne eller svækket dem nævneværdigt. Derfor sænkes målsætningerne atter med tilbagevirkende kraft, og nu gælder det blot om at sikre, at regeringshæren kan fortsætte borgerkrigen på egen hånd. Det bedste vi kan håbe på er dermed en langvarig borgerkrig eller måske en opsplitning af landet. Der er unægtelig langt til tidligere løfter til både den danske og den afghanske befolkning.

Lillelund Bechs forsikring om, at lokalbefolkningen er blevet mere venligt stemt over for vore tropper, modsiges af meningsmålinger offentliggjort af International Council on Security and Development i maj. Af disse fremgår det, at 87 pct. af befolkningen i det sydlige Afghanistan mener, at Nato's militære operationer er skadelige for det afghanske folk, og at 86 pct. af befolkningen i det sydlige Afghanistan mener, at det er forkert at samarbejde med de fremmede styrker. Et klart flertal af befolkningen i samme område hævder, at de er mere negativt indstillede til de fremmede styrker, end de var for et år siden. I den nordlige del af landet er befolkningen delt på spørgsmålet.

Mange afghanere forbinder Talebans regeringstid med sikkerhed og næsten ingen korruption. Præsident Karzais nuværende styre står i stærk kontrast hertil. Volden er eskaleret i hans regeringstid, og korruptionen har nået ekstreme højder. Transparency Internationals seneste indeks viser, at korruptionen ud af 178 lande kun opleves værre i Myanmar og Somalia. Ifølge FN betalte afghanerne i 2009 hele 2,5 milliarder dollars i bestikkelse, hvilket svarer til en fjerdedel af landets BNP. Mange indbyggere har endda måttet betale bestikkelse for at få lov til at betale deres telefonregning, så telefonen ikke blev spærret.

Indtil for et par år siden blev det gang på gang fremhævet, at vi ikke mindst havde tropper i Afghanistan for at sikre overgangen til demokrati. Men disse drømme kuldsejlede i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Her undlod 70 pct. af befolkningen at deltage, og valget var præget af massiv valgsvindel. Næsten hver fjerde afgivet stemme blev afvist som falsk, og uregelmæssighederne var så omfattende, at Karzais modkandidat trak sig fra den afgørende valgrunde. Mange vurderede ellers, at han kunne have vundet et fair valg. Alt i alt er det ikke så overraskende, at Afghanistan ligesom Somalia, Haiti og Robert Mugabes Zimbabwe næsten scorede maksimumpoint på Foreign Policys seneste indeks over fejlslagne stater. Men i Afghanistans tilfælde kan vi ikke løbe fra ansvaret.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Maj 68 er en mediemyte
Torkil Fonsmark
Slut 1960’erne var en underholdende tid. Men når yngre kolleger har udtrykt misundelse over, at de ikke levede i den tid, må man dog konstatere, at så vildt var det altså ikke.
Bekymrede læger: Vi kan ikke regne med informationen fra Lægemiddelstyrelsen

Kristine Rasmussen, hoveduddannelseslæge | John Brodersen, professor | Mats Lindberg, speciallæge | Lisbeth Sandal Kortegaard, speciallæge | Thorsten Schumann, speciallæge

Patienternes interesser skal sættes før industriens.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Eksperter: Frygt for ringere ældrehjælp spiller ind, når ældre vælger at flytte tættere på børn og børnebørn

Ønsket om at være tæt på børn og børnebørn får ældre til at overveje at forlade hjembyen og flytte tættere på familien, viser en spørgeundersøgelse. Men også udsigten til ringere hjemmehjælp og ventelister på plejeboliger har betydning for deres beslutning om at flytte, mener eksperter. Kurt Madsen og Ellen Nørgaard forlader Vestjylland for at slå sig ned tættere på familien.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?

Birthe Rønn Hornbech
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret?

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Majbritt Maria Nielsen
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Blog: ”Lykkelænder” eller bloktilskud

Nauja Lynge
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her