Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Jeg holder meget af fængsler

Opvæksten har givet mig en stor kærlighed til fængsler i en del af deres væsen og formet mit arbejdsliv. Når jeg i dag træder ind i et fængsel, åbent eller lukket, føler jeg varme, glæde og genkendelse - jeg føler mig hjemme, også på steder, der ikke ligner min barndoms fængsler.

På min 11-års fødselsdag mødte vi ”Bladkongen”, da vi kom ud fra tjenesteboligen. Min mor fulgte mig i skole den dag, formentlig for at hjælpe med kagen eller flødebollerne. Så snart jeg så Bladkongen - navnet kom fra hans fantastiske evne til at feje blade - fortalte jeg strålende om fødselsdagen. Bladkongen ville straks give mig en gave, og en pakke Ga-Jol var alt, hvad han havde på sig. Glæden blev kort for os begge - min mor sagde høfligt, men bestemt nej tak. Man tager ikke imod gaver fra en indsat, sådan er det bare.

Andre børn kendte fængsler fra Dalton-brødrene, Bjørnebanden og tegneseriestribede fangedragter. Dem kendte jeg også, men samtidig var der et virkeligt fængsel omkring mig i min barndom: Statsfængslet ved Sdr. Omme, hvor min far var inspektør.

Fængslet bestod af tre zoner: Udenfor, indenfor, og så inderkernen, hvor de indsatte boede, og jeg kun måtte gå ifølge med min far. Det var alt for sjældent, vi kom dér. Hvis jeg havde fået lov, havde jeg været der hele tiden, da jeg var en fem-ti år. Kærligheden var gensidig mellem de indsatte og mig, men udover det var det dér fængsel ret spændende.

Lidt tiere kom jeg med over i administrationsbygningen på søndage, hvor betjentene i centralvagten bød på wienerbrød, og jeg legede med min fars diktafon, mens han arbejdede. Og så var der de dage, hvor min far havde glemt sine briller eller nøglen til skabet med sagerne, og jeg fik lov at gå der over helt selv.

De tre fængselszoner gav to magiske grænser. Den ene gik mellem inspektørboligen og inderkernen af fængslet. Ved aftensmadstid løb jeg gadedrengehop ad vores havesti, enten for at komme min far i møde eller for at stå og vente på ham for enden af stien, når han kom med sin godt slidte, brune lædermappe og i tweedjakken, der duftede helt særligt af fængsel.



Mange år senere trådte jeg tilfældigt ind på Juridisk Institut i Århus til den velkendte duft, så måske er det i virkeligheden duften af jurist. Lidt tørrere og mere papiragtig end den duft af lukket fængsel, som stiger op fra en nyåbnet kuvert med papirer fra en fange. Det lukkede fængsel har noter af sure tæer, mug og håndvaske-tis.

Den anden og for mig vigtigste grænse gik mellem verden udenfor og så fængslet i det hele taget. Den var diskret og råbte alligevel højt op om sig selv.

Selv mine forfølgere nede fra byen mærkede grænsen, stoppede og vendte om, så jeg lettet kunne cykle ind i sikkerheden og fængslet. Måske reagerede de på de to hvide murstenspiller og det undselige adgang forbudt-skilt, der markerede overgangen til fængsel. Måske blev de snarere skræmt af de to til tre indsatte, som tog sig af de grønne områder i den første del af fængslet, og som opmærksomt fulgte, hvad der skete.Selv kendte jeg alt til at være skræmt. De store drenge i skolen var jeg bange for, ja endda for drenge, der var mindre og yngre end mig. Da jeg gik i syvende og var på vej til spejder, fik en 10-årig og hans slæng mig til at bryde grædende sammen nede på Holdgårdsvej.

Så var det en trøst, at de ellers så seje drenge var bange for de indsatte, som jeg var så glad for. Jeg var vokset op med dem, når de arbejdede i vores hus eller have, eller på arealerne omkring.

Jeg lærte dem at kende i glimt, i nogle måneder, inden de rejste videre til et andet fængsel eller ud i friheden. Mit billede af dem er en mosaik af forskellige mænd, om hvem jeg ikke vidste meget andet, end at de var indsatte, måske hvad de og deres børn hed og, for det meste, at de var flinke. Det var tydeligt, at de holdt af at møde et barn midt i den ellers så tunge voksen- og mandeverden.

Samtidig må det have været hårdt at se os børn. Vi kunne cykle frit frem og tilbage mellem by og fængsel, ikke bare med barndommens frihed, men også med ret til at forlade fængslet. De var voksne og måtte hvad det angår langt mindre end os. Samtidig var grænsen så diskret, at der ikke var en mur til at holde dem tilbage. Der var endda mindre end det dørtrin, der markerede overgangen til min brors værelse.

Jeg udfordrede tit grænsen til dette forbudte område. Jeg er indenfor! Nej, jeg er udenfor! Min fod er indenfor!

Jeg så ikke en indsat stå og udfordre betjentene på den måde, jeg udfordrede min storebror på.

Når folk hører, at jeg er vokset op på et fængsel, vil de altid vide hvorfor jeg voksede op dér. Nogle gange fortæller de mig endda, at ”det kan altså ikke passe”, at jeg voksede op i eller på et fængsel. Jeg burde have vænnet mig til det, alligevel bliver jeg irriteret. Hvorfor skulle det gøre en forskel, om min far var indsat, ansat eller chef? Det har jeg sikkert fra ham: en modvilje mod at der skal gøres forskel på folk på den måde og mod det generelle syn på indsatte og folk, der har begået kriminalitet.

At en mand har begået et mord er ikke det samme som at han er et dårligt menneske. Handlingen var forkert.



Jeg lærte også hjemme, at folks handlinger formes af, hvor de er - ikke kun af, hvem og hvordan de er.

Derfor ”sladrede” jeg heller ikke til mine forældre den dag, en indsat havde kastet en rive efter mig; jeg havde jo selv været ude om det. Som så ofte lød spørgsmålet den dag til den hjemkommende skolepige på cyklen: »Hvad er klokken?«. Og mit svar: »I hvert fald ikke tid til jeres kaffepause!«, eller måske »Hvorfor får du ikke selv et ur?« Mens riven fløj igennem luften og landede langt bag mig, pilede jeg hjem med dårlig samvittighed. Den indsatte skulle ikke have en reprimande, når jeg havde provokeret ham; og jeg skulle heller ikke have noget af at fortælle mine forældre, at jeg havde talt sådan til en, der ikke havde samme frihed som jeg selv.

Jeg tolkede hans handling som et udtryk for hans omstændigheder mere end for hans personlighed.



Jeg har taget fængslet med mig ud i verden: Jeg ved, at man normalt ikke kan se, hvem der har gjort noget skidt eller vil gøre det i fremtiden.

Som voksen arbejdede jeg i en periode i Statsfængslet i Nyborg og følte det igen hver dag, når jeg satte mig i 250S, hjemme i København: Enhver mand i den bus kunne høre hjemme i fængslet som indsat. Nej, ham derhenne var måske lidt gammel, men de andre, yes. Ikke kvinderne - men de kunne så have været ansatte.

Jeg har taget fængslet med mig ud i verden, men det hænder også, at jeg tager det med ind igen.

Opvæksten har givet en stor kærlighed til fængsler i en del af deres væsen og formet mit arbejdsliv. Når jeg i dag træder ind i et fængsel, åbent eller lukket, føler jeg varme, glæde og genkendelse - jeg føler mig hjemme, også på steder, der ikke ligner min barndoms fængsler. Når jeg i dag møder en indsat, ser han måske ikke barnet i mig, men med en del af min bevidsthed ser jeg ham med mine femårige øjne.

Kronikøren har i seks år arbejdet i Kriminalforsorgen og underviser i dag i emnet kriminalitet og straf på Danish Institute for Study Abroad ( www.dis.dk).

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Liberal Alliance er protestpartiet, der lod sig afmontere
Camilla-Dorthea Bundgaard
Liberal Alliance har stillet sig bag en række aftaler, som det slet og ret skulle have forhindret i nogensinde at kunne blive virkeliggjort. At være en klods om benet på Løkke og en decideret kæp i hjulet på alt, hvad der ikke er liberalistisk, var partiets raison d’être.
Der blev også stillet mange krav, da vi var unge – men vi blev ikke forstyrret af smartphones
Kåre Lauring
Måske er den rigtige løsning en massiv indsats i folke- og gymnasieskolen for at få afhjulpet den afhængighed, tusinder af unge har udviklet i forhold til deres smartphone og det at være med på de sociale medier og ikke at slække på kravene til de unges uddannelser.
Veteran: Hvis vi ender i krig eller konflikt, bliver det et fald fra første sal med altan og havudsigt ned i affaldskælderen uden vinduer
Jacob Panton
Det gør ondt, når USA over næsten et årti nævner os som et af de lande, der ikke skuldrer sit ansvar. Lige nu leverer USA 70 pct. til Natos budget, mens andre lande ikke betaler det, de skal. Når man er venner, må man løfte i fællesskab. Vi deler de samme værdier. Vi skal være der for hinanden. Danmark er der desværre bare ikke mere. Vi har svigtet og lever ikke op til aftalen.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Mikael Jalving
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov.

Blog: Dansker tur/retur: Lad os være stolte af at være danskere

Anna Thygesen
Det er mig en gåde, hvorfor mange danskere opfatter enhver form for national stolthed som racistisk og udskammer og håner folk, der tillader sig at være stolte over at være danske.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her