Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Omstilling til fremtiden

Tiden er inde til selvransagelse - ikke alene af hensyn til naturen, men så sandelig også af hensyn til os selv. Der er en nøje sammenhæng mellem den fremadskridende økologiske krise på den ene side og den økonomiske krise på den anden.

I tre år har vi nu levet med eftervirkningerne af den finanskrise, der startede med kraftigt overbelånte ejendomme i USA, og derfra spredte sig til den øvrige finansielle sektor og videre ud i hele den globale økonomi. I dag kæmper verdens største økonomier - USA og EU - med kombinationen af økonomier på skrump og enorme offentlige budgetunderskud, som i flere tilfælde synes umulige at rette op.

Efter denne økonomiske krise følger en politisk krise, der i sin kerne går ud på, at ingen rigtigt ved, hvordan man skal komme tilbage på sporet.

Man har forsøgt sig med de gammelkendte recepter, der som bekendt findes i to varianter: enten at spare sig ud af de offentlige underskud eller at pumpe penge ud i økonomien for at sætte gang i hjulene igen.

Ingen af disse to klassiske krisestrategier synes imidlertid gangbare, og derfor er politikerne rådvilde - og det samme er de tidligere så skråsikre økonomer. Ikke alene kom finanskrisen helt bag på dem - de har reelt heller ikke noget bud på, hvordan vi kan vende tilbage til ”normale økonomiske tilstande”!

Det rejser unægteligt spørgsmålet, om det overhovedet er muligt - ja, om det i det hele taget er ønskeligt. Det, som man hidtil har betragtet som »normale økonomiske tilstande”, har jo netop ikke været stabile tilstande, men derimod en økonomi i konstant vækst, og det har betydet et samfund i konstant forandring. På blot en generation er vort samfund blevet ændret til nærmest ukendelighed - og det på stort set alle områder. På ufatteligt kort tid har vi bevæget os fra et landbrugssamfund, over et industrisamfund til et såkaldt ”videnssamfund”. Det betyder, at størsteparten af befolkningen i dag lever af at forarbejde og formidle symbolske informationer, hvor man indtil for nylig levede af mere jordnære sysler som at forarbejde jorden og de råvarer, den kastede af sig. Det manuelle arbejde er i dag overtaget af maskiner, og det vil sige, at håndværket stort set er forsvundet. Formelt set findes der godt nok stadig håndværkere; de udøver blot ikke længere deres fag, men overvåger i stedet maskinernes monotont gentagne gang. Mens håndværkeren kunne kæle for de forhåndenværende materialer og sætte sit personlige præg på det enkelte produkt, er maskinerne indrettet til at spytte de samme standardvarer ud i metermål.

Kvantitet har med andre ord erstattet kvalitet, og det betyder, at man må kunne afsætte sine varer på et meget større marked end tidligere, hvis det skal være rentabelt. De lokale markeder er derfor med tiden erstattet af først nationale- og siden internationale markeder, og det er baggrunden for den globale økonomi, der har udviklet sig over de seneste 30-40 år. Den har ført til en internationalisering af politikken, hvorved nationalstaterne er blevet svækket til fordel for overnationale institutioner. Det har igen haft demokratiske konsekvenser, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det umuligt at opretholde et aktivt folkestyre på overnationalt plan med det resultat, at vi i stigende grad har fået skabt os et internationalt ekspertvælde. I samme ombæring er magten blevet koncentreret om de store centre, metropolerne, mens de mindre lokalsamfund er blevet marginaliseret som ”udkanter”.

Hele denne udvikling er gået hånd i hånd med et voldsomt stigende pres på natur og miljø. Den moderne globaliserede masseproduktion forudsætter adgang til enorme mængder energi og materialer, og den producerer tilsvarende mængder affald, der på den ene eller anden måde skal føres tilbage til naturen. Hertil kommer den internationale økonomis grænseløse krav om øget transport samt storbyernes krav om en stadigt mere kompleks teknisk infrastruktur. Med tiden har det ført til, at landskabet i vidt omfang er blevet fyldt med stål, asfalt og beton, der konkurrerer med industrilandbrugets krav om store ubrudte flader med intensivt drevet monokultur.

Konsekvensen af denne udvikling er, at de naturlige økosystemer er blevet presset ud til klodens randområder, at tusindvis af arter er bukket under, at endnu flere er truet på livet, at jord, vand og luft er blevet forurenet, og at klimaet er bragt faretruende ud af balance. Dette menneskeskabte pres på naturen er nu så omfattende, at fagfolk i ramme alvor overvejer at omdøbe den nuværende geologiske epoke til ”antropocæn” - menneskets tidsalder.

Det er skæbnesvangert, for hvis denne udvikling får lov til at fortsætte, og naturen reduceres til én stor fabrik for en stadigt mere grænseløs økonomi, så trues selve livsbetingelserne på denne jord, foruden at vi tømmer kloden for de ressourcer, vores økonomi er blevet så afhængig af. Her taler vi ikke om mulige konsekvenser i en fjern fremtid, men om realiteter, der allerede nu er i færd med at gøre sig gældende. Den tid er for længst forbi, hvor vi kunne betragte naturen som en ubegrænset ressource, for allerede i dag sætter den sin tydelige grænse for vores febrilske ekspansionstrang.

Derfor er tiden inde til selvransagelse - ikke alene af hensyn til naturen, men så sandelig også af hensyn til os selv. Der er en nøje sammenhæng mellem den fremadskridende økologiske krise på den ene side og den økonomiske krise på den anden. Begge er de udtryk for, at vi har skabt os et samfund, der har mistet jordforbindelsen, og som er blevet så komplekst, at ingen længere kan overskue det.

Derfor er det tid til et selvopgør, hvor vi retter blikket mod en blind plet i vores bevidsthed, et dogme i vores kultur, som over de seneste godt hundrede år er blevet tilbedt som en gud, nemlig det evigt messende mantra om grænseløs økonomisk vækst! Netop det er, hvad vi forsøger at gøre i bogen ”Modvækst - omstilling til fremtiden”, hvor 14 forfattere giver 20 forskellige bud på et samfund uden vækst.

»Er I da blevet vanvittige, skal vi nu alle til at give afkald på vores rigdom« - vil mange sikkert indvende, hvortil vi må svare, at det så sandelig kommer an på, hvad der menes med rigdom. Hvis man med rigdom mener den form for tingsliggjort rigdom, som kan gøres op i penge og lægges sammen til et tal, der kaldes for BNP (bruttonationalproduktet), ja, så skal vi nok til at indstille os på at skulle nøjes med mindre, væsentligt mindre endda. Men, helt ærligt: Denne form for rigdom er jo i vidt omfang en skinrigdom af samme karat som den guldkalv, man tidligere dansede omkring. Netop fordi det er en skinrigdom, kan den også fordufte så let som dug for solen, hvad finanskrisen jo er et eklatant eksempel på.

Derfor gør vi klogt i at satse på mere solide og livsnære former for rigdom, der ikke nødvendigvis kan gøres op i de flygtige penge. Her kan f.eks. nævnes værdier som livskraftige lokale fællesskaber, stabile sociale vilkår samt et aktivt og involverende demokrati. Hertil kan føjes et meningsfuldt arbejde, hvor man kan engagere sig med krop og sjæl, har tid til at fordybe sig og derfor også mulighed for at fremstille smukke og holdbare brugsgenstande. Endelig skal selvfølgelig nævnes en rig og mangfoldig natur, der jo på alle måder udgør selve det fundament, uden hvilket det er lige så umuligt som meningsløst at forestille sig et liv som menneske.

Disse og tilsvarende livsnære værdier er alle karakteriseret ved, at de ikke kan kapitaliseres som penge og anbringes på en konto i en bank, tværtimod: Jo mere et samfund efterstræber værdier, der kan opgøres i penge, desto mere nødlidende vil de livsnære værdier være, for vi kan som bekendt ikke tjene to herrer! Derfor må vi træffe et valg. I det forrige århundrede valgte vi side til fordel for alt det, der kan købes for penge. Det valg er ikke længere farbart. Vækstens epoke er slut. Fremover må vi indstille os på modvækst!

Kronikøren er redaktør af antologien ”Modvækst - omstilling til fremtiden”, som udkommer den 26. august.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Har de internet i Horsens?

Eva Kjer Hansen
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg).
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her