Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Tvivlsomt burkaforbud

Der er stærke holdepunkter for, at et burkaforbud vil stride mod både grundloven og menneskerettighedskonventionen, men det betyder ikke, at det sidste ord er sagt i debatten.

I en kronik 16/8 gør Ralf Pittelkow (RP) og Karen Jespersen (KJ) sig til talsmænd for indførelse af et forbud mod burka og niqab. I den forbindelse anfører de, at den redegørelse, som Justitsministeriet har skrevet om lovligheden af et burkaforbud, »ikke [er] det papir værd, det er skrevet på«. Ifølge KJ og RP kortsluttede redegørelsen en nødvendig debat om burka og niqab, fordi alle partier undtagen Dansk Folkeparti efterfølgende opgav forslaget. KJ og RP kan have ret i, at det er vigtigt, at Justitsministeriets fortolkning af gældende ret ikke ophøjes til eksakt og indiskutabel videnskab. Men det er en kritik, der bør vendes mod det politiske liv og ikke ministeriet.

KJ og RP vælger dog først og fremmest at rette deres kritik mod Justitsministeriets redegørelse, som de altså mener er juridisk forkert. Det er prisværdigt, at KJ og RP giver sig i kast med at granske Justitsministeriets redegørelse således, at vigtige principielle debatter ikke forbeholdes jurister. KJ og RP's alternative analyse lider dog af ganske alvorlige mangler og formår ikke at udstille de svagheder i redegørelsen, som KJ og RP mener at demonstrere.

Ifølge Justitsministeriet giver forslaget om forbud mod burka og niqab ”anledning til væsentlig tvivl” både i forhold til overholdelse af grundlovens § 70 samt den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af religions- og ytringsfriheden (art 9 og 10). Det er denne konklusion KJ og RP mener, der ikke er belæg for.

Lad os starte med grundlovens § 70, som lyder: »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«. Den udgør dermed et grundlæggende ligebehandlingsprincip.

Helt i overensstemmelse med den juridiske teori fra Alf Ross til Henrik Zahle lægger Justitsministeriet vægt på, at henvisningen til ”borgerlige og politiske rettigheder” skal fortolkes bredt og derfor må antages også at dække retten til at bære en burka. Det følger også af litteraturen, at lighedsprincippet ikke kan fraviges, uden at der foreligger saglige og objektive grunde. Det er svært at henregne et symbolpolitisk ønske om, at man skal kunne se sine medborgeres ansigter til sådanne tungtvejende grunde al den stund, at det hidtil relativt problemfrit har været tilladt at færdes maskeret i det offentlige rum (med undtagelse af demonstrationer). Endvidere følger det allerede af gældende ret, at personer med burka ikke kan undslå sig identitetscheck i lufthavne m.v., ligesom det er forbudt at tvinge en person til at iføre sig burka.

Hvis vi skal følge KJ og RP's argument om, at et burkaforbud er begrundet i et ønske om at forhindre maskering, måtte man som minimum indføre et generelt maskeringsforbud, således at det også blev forbudt at færdes i det offentlige rum med solbriller, tørklæde og hætte, teatersminke, styrthjelm m.v. Når man alene ønsker at ramme muslimske kvinder - men ikke andre - der tildækker deres ansigt er det således svært at være uenig i Justitsministeriets konklusion om, at dette indgreb vanskeligt lader sig forene med grundlovens ligebehandlingsprincip, og at der ikke er fremlagt nogle tungtvejende grunde (såsom eksempelvis dokumentation af udbredt tvang) for at fravige dette.

KJ og RP diskuterer dog ikke rækkevidden af grundlovens § 70. I stedet henviser de til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række afgørelser har fastslået, at retten til at bære religiøse symboler ikke er absolut men kan begrænses. Men EMD's afgørelser vedrørende religionsfriheden i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har ikke meget at gøre med ligebehandlingsprincippet i den danske grundlov, hvis fortolkning i sidste ende fastlægges af Højesteret. EMD's fortolkning af religionsfriheden i EMRK har - i bedste fald - en svag og indirekte effekt på fortolkningen af grundlovens § 70. De sager, KJ og RP nævner, er derfor i vidt omfang irrelevante i forhold til grundloven. Der er altså vægtige grunde til at antage, at grundlovens §70 forbyder et generelt burkaforbud. I så fald bliver diskussionen af religions- og ytringsfriheden i EMRK teoretisk, idet Folketinget naturligvis ikke må lovgive i strid med grundloven, der også vægter tungere end EMRK.

Det er dog alligevel værd at søge at afklare, om RP og KJ har ret i, at EMDs praksis medfører, at det er muligt at indføre et burkaforbud. Som nævnt har RP og KJ ret i, at religionsfriheden ikke er absolut, og at EMD har fastslået, at det eksempelvis er legitimt at forbyde tørklæder på uddannelsesinstitutioner. Men KJ og RP overser, at der i disse sager ikke er tale om generelle forbud mod at bære religiøse symboler på gader og stræder. Der er derimod tale om forbud mod at bære religiøse symboler i visse offentlige institutioner, hvor det med en vis vægt kan siges at være rimeligt at tillægge religiøs neutralitet højere vægt end retten til at manifestere sin religion. Det var det samme hensyn, der lå bag regeringens lovforslag om at forbyde dommere at bære religiøse symboler - ikke kun tørklæder. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det således at det er afgørende at »dommeren i sin judicielle virksomhed er uafhængig og upartisk«.

Forbuddet mod at dommere bærer religiøse symboler, adskiller sig således fra burkaforbuddet ved (1) ikke at diskriminere og ved (2) at være afgrænset til, når dommeren beklæder et offentligt embede. Der er således ikke tale om et særforbud om, at bestemte religiøse mennesker ikke må manifestere deres tro i det offentlige rum. Forskellen mellem et afgrænset og et helt generelt forbud mod burka og niqab blev også tillagt afgørende vægt af det norske justitsministeriums lovafdeling i 2007. Da nåede man frem til, at et sådant forbud kunne indføres på skoler, men at »et forbud som også skal gjelde på skoleveien, kan ikke godt begrunnes i undervisningsrelaterte hensyn og vil kunne stå i et tvivlsomt forhold til EMK artikkel 9«.

KJ og RP fremhæver i deres kronik vitaliteten af den franske burkadebat. Men KJ og RP giver ikke en loyal fremstilling af det franske statsråds juridiske vurdering. Rådet - der bl.a. yder juridisk rådgivning om lovforslag - konkluderede at det fra et juridisk synspunkt var »umuligt« at anbefale et generelt burkaforbud, da et sådant ville hvile på »skrøbelig« ( fragile) grund og med stor sandsynlighed stride mod bl.a. religions- og ytringsfriheden i både den franske Menneskerettighedserklæring og EMRK.

Ifølge Statsrådet ville et generelt maskeringsforbud være mindre indgribende, men stadig risikere at blive underkendt af domstolene, fordi der ikke foreligger tilstrækkeligt tungtvejende grunde. Og det er denne sidste løsning - ikke et specifikt forbud mod burka og niqab - der bliver indført i Frankrig (og i Belgien).

Det må klart antages, at både det danske og norske justitsministerium og det franske statsråd er på solid juridisk grund, når der skelnes mellem et afgrænset og objektivt begrundet forbud mod maskering eller religiøse symboler og et helt generelt særforbud mod religiøse symboler og burkaer. Det støttes af EMD's dom i Ahmet Arslan m.fl. mod Tyrkiet fra 23. februar 2010. Klagerne i dommen var medlemmer af et religiøst mindretal, der blev anholdt og dømt for at bære religiøse klæder, herunder en turban og posede bukser, i strid med en tyrkisk lov, der forbyder visse religiøse beklædningsgenstande i det offentlige rum. EMD fandt, at anholdelserne og domfældelserne ikke kunne begrundes i trusler mod den offentlige orden, der i modsætning til, hvad KJ og RP giver udtryk for, ikke er en retlig standard, der kan fortolkes efter forgodtbefindende. EMD lagde særlig vægt på, at de dømte opholdt sig i det offentlige rum, hvortil alle har adgang i modsætning til tidligere sager, hvor det drejede sigom afgrænsede forbud mod religiøse symboler i forskellige offentlige institutioner.

I en anden relevant sag fra 2008 (Vajnai mod Ungarn) fastslog EMD, at beklædningsgenstande såsom T-shirts med en kommunistisk stjerne også er beskyttet af ytringsfriheden. Og det tager luften ud af et andet argument, der bliver fremført som begrundelse for at forbyde burkaen: nemlig at den udgør et totalitært symbol. I et land med ytringsfrihed må borgerne også have ret til at give udtryk for totalitære ideer uden straf.

Der er således stærke holdepunkter for, at et burkaforbud vil stride mod både grundloven og EMRK. Det betyder ikke, at det sidste ord er sagt i debatten. Men bevisbyrden for, at et sådant forbud kan holdes inden for rammerne af grundloven og EMRK, ligger hos tilhængerne af et burkaforbud, og KJ og RP har med deres kronik ikke formået at løfte den.

LÆS OGSÅ: Kronik: Burkadebatten - juridisk fup

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Burkaforbud
I bogen ”Islams magt”, der udkommer næste uge, argumenterer vi for et forbud mod burka og niqab.
Kronik: Burkadebatten - juridisk fup
Burkadebatten drejer sig om, hvilke værdier samfundet skal bygge på. Det ved de i Frankrig, som har vedtaget et forbud efter en spændende debat. I Danmark overlod politikerne sagen til juridiske embedsmænd. Resultatet er dårlig jura og principløs politik.
Kronik: Kan sygdom kureres med symbolpolitik?
Ayhan Al Kole
Sundhedspersonale bør værne om patienten og politikerne om integrationsproblemerne.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hæng et sygehusskilt på væggene: Vi behandler ikke racister

Harun Demirtas
Er du virkelig i tvivl om, om en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes. For du får ikke lov til at fravælge en pga. udseende eller religion

Blog: Martin Ågerup pjatter videre

Morten Uhrskov Jensen
Det er gået op for mig, at man kan være mangeårig direktør for en liberal tænketank uden overhovedet at dokumentere sine påstande med kvantitative data.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her