Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

En kilden affære

Oplysningens fremkomst skal søges i en pluralitet af sammenfaldende årsager - og ikke mindst modige oplysningspersoner, der udviklede et mere eller mindre hemmeligt netværk på tværs af landegrænser, stik imod fyrsters og kirkers forsøg på at lukke munden på dem.

»Hvor findes de vestlige samfunds kilder«, spørger Morten Uhrskov i en kronik.

Det er et eklatant eksempel på, hvordan en fejlagtig måde at spørge på kan føre til svar, der er helt ude i skoven. Det er ellers både nærliggende og vigtige spørgsmål, Uhrskov søger svar på: At forstå, hvordan vestlige samfund har kunnet være svangre med oplysning og opbygge retsstater og demokratier med ytringsfrihed, frie markeder, menneskerettigheder og meget andet godt.

Det er sandt at sige også et af nyere historie og politiks helt centrale spørgsmål. Men man går galt i byen, hvis man tror, at løsningen på alle spørgsmål, om hvordan samfund udvikler sig alene ligger i tidligere samfundstilstande. Af en eller anden grund kommer man nemt til at begå denne fejl, når man omdøber samfund til "kulturer". Så kan man tro på, at oplysningen er en "kultur", der vokser organisk frem af en tidligere "kultur", og så er det let at få øje på, at Europa var kristent i mange århundreder, før det blev oplyst.

Men lige så påfaldende er det faktum, at kristendommen i de første 17 århundreder af sin levetid kun i ringe omfang gav anledning til oplysning, demokrati eller ytringsfrihed. Lad os tage et lokalt eksempel - Danmark - hvis nationalkultur Uhrskov synes at tro i særlig grad inkarnerer oplyste værdier. Efter Reformationen - og det allerede fra 1537 - blev strafferetten i vidt omfang baseret på religiøse principper med rod i mosaisk ret. En række forseelser blev anset som en forbrydelse mod Gud, som staten dermed var forpligtet til at straffe som et værn mod Guds fortørnelse, som ellers ville manifestere sig i krig, død, sygdom og ulykke, hvis ikke synderen blev straffet. I en berømt sag fra 1620 mod matematikeren og samfundskritikeren Cristoffer Dybwad, der bl.a. havde kritiseret ortodoks lutherdom, dømmes denne således for »groveligen havde forgrebet sig imod Gud, den kristelige religion, og kirkeceremonierne.« Hvad står der i Danske Lov (1683) om ytringsfrihed - det første omfattende lovkomples i det lutherske Danmark? Her står at læse, at gudsbespottelse straffes ved udskæring af tungen i levende live, derefter afhugning af hånden (hvis den har været delagtig i gudsbespottelsen) og endelig afhugning af hovedet. Efter endt straf udstilles så disse legemsdele til skræk og advarsel. Sådan var ytringsfriheden i det lutherske Danmark før Oplysningen. Tilsvarende var der ingen politisk frihed i det lutherske Danmark, hvor den protestantiske statskirke efter 1660 understøttede enevælden. Calvinismen - der ofte opfattes som særligt vigtig for udviklingen af kapitalisme og frihedsrettigheder - var ikke meget bedre i sine tidlige dage. Ifølge Calvin var Biblen udtryk for Guds ord og skulle derfor følges strengt. I Calvins Geneve blev Michael Servetus derfor brændt på bålet for sine kætterske tanker om treenigheden. Heller ikke katolicismen kan prale med at have været bannerfører for frihedsrettigheder og demokrati. Tusindvis af kættere endte deres dage på bålet, ligesom censur var dagens orden. Tolerancen over for ikke-kristne var heller ikke i højsædet som de spanske conquistadors massemord på indfødte indianere i Den Nye Verden er et grelt eksempel på.

Når oplysning og demokrati vandt frem i Nordvesteuropa, skyldtes det således på ingen måde en naturlig udvikling af kristendommen med afsæt i kristendommens egen teologi og væsen. Det er overordentligt svært at finde eksempler på kristne der før Oplysningens gennembrud udlægger Det Nye Testamentes skelnen mellem Guds og kejserens rige som et forsvar for en sekulær stat i moderne forstand. Det er straks nemmere at finde eksempler på kristne, der både før og efter Oplysningen brugte Det Nye Testamentes ord, om at øvrigheden er indsat af Gud, til at legitimere den bestående orden og slå ned på de, der måtte ønske at stille spørgsmålstegn ved kirke og konge.

Oplysningen måtte således kæmpe en hård kamp imod enevælde og kirke. Og Oplysningens "kilder" var betydelig mere sammensatte. Ikke blot var Oplysningen intenst optaget af Europas førkristne, antikke arv - den var også optaget af de dele af europæisk kultur, der var skeptisk over for kristendommen, lige fra ateisten Kelsos i det 2. århundrede og til renæssancens ateister og panteister - frem til Baruch Spinoza, en af de mest afgørende tænkere i den tidlige oplysning, der karakteristisk nok ikke var kristen, men (kættersk) jøde. Men hertil kommer, at Oplysningen slet ikke kan forklares ved kun at henvise til dens "kilder", sådan som Uhrskovs spørgsmål stiltiende forudsætter. En bevægelse som Oplysningen, der både omfatter kultur, politik, filosofi, videnskab og meget mere kan i det hele taget slet ikke forklares ved henvisning til kulturelle "kilder". Kilden er jo en metafor, der forudsætter, at alt det vand, der løber længere nede i floden er sprunget ud et eller andet sted højere oppe - dvs. i tidligere tider.

Men oplysningen er et godt eksempel på, at frihedssøgen og kreativitet kan tillade mennesket at opdage og forsøge sig frem til helt nye ting, som ikke udspringer af nogen fortidig kilde: videnskabelige nyopdagelser, ny empiri, nye tankesystemer, nye måder at leve på og nye måde at organisere samfund og politik på. Oplysningen ikke bare hævder, at nye tanker kan tænkes og nye indsigter gøres, at man kan forsøge sig frem ved trial and error - den praktiserer det også selv. Og netop herved kommer den i modstrid med åbenbaringsreligioner som de tre store monoteismer, der hver for sig hævder eksistensen af en hellig bog, der skal styre både tro og samfund, individ og politik.

At vor tids kristendom - i det mindste i Nordvesteuropa - opfører sig anderledes, skyldes ikke, at kristendommen var svanger med oplysning - men tværtimod at kristendommen har måttet tilpasse sig og internalisere oplysning, demokrati og sekularisme og derved efterhånden har muteret til en relativt fredelig og omgængelig religion uden drakoniske politiske aspirationer. Det skal anerkendes, at kristne personer som Bartolome de Las Casas, John Locke og Hugo Grotius også har vigtige aktier kristendommens udvikling i retning af kompatibilitet med tolerance, menneskerettigheder og sekularisme. Men deres tanker stod i opposition til datidens herskende kristne dogmer, og de blev derfor ofte opfattet som farlige afvigere, der måtte leve i eksil.

Oplysningen er derfor ikke entydigt et særligt kulturelt produkt - den har forformer mange steder, i mesopotamisk videnskab, i tidlig islam, i Indien, i kinesisk kultur, og naturligvis i græsk og romersk antik. Når den i særlig grad havde held til at udvikle sig i 1600-1700-tallet, så kan kristendommen - der allerede på det tidspunkt var ældgammel - i bedste fald tilskrives en indirekte og paradoksal betydning derfor. Oplysningens fremkomst skal snarere søges i en pluralitet af sammenfaldende årsager. Den spirende kapitalisme, de religiøse stridigheder mellem forskellige kristne retninger, der bevirkede, at der opstod sprækker i kristendommens politiske dominans, enevældens politiske problemer - og ikke mindst modige oplysningspersoner, der udviklede et mere eller mindre hemmeligt netværk på tværs af landegrænser, stik imod fyrsters og kirkers forsøg på at lukke munden på dem.

Det kan man læse om f.eks. i den aktuelle udforskning af 1600-1700-tallets idehistorie, hvor den tidlige Oplysning på ingen måde fremstår som kristen. Hvis den er religiøs, er den snarere panteistisk eller deistisk - ofte er den skepticistisk, agnostisk eller endda ateistisk. Hvorvidt et sammenfald af udviklinger vil kunne medføre lige så bemærkelsesværdige landvindinger uden for Vesten vil kun tiden vise. Men skulle vi om 100 år stå i den lykkelige situation, at pragmatiske muslimer, skeptikere, ateister, og andre dissidenter i den muslimske verden har formået at tæmme islam på samme måde, som kristendommen er blevet tæmmet i Vesten, er det hvert fald klart, at det vil være udtryk for stærk selektiv historieskrivning at tildele islam æren.

Hvis man imidlertid på forhånd beslutter sig for kun at forstå tingene i begreb af "kilder", så indstiller man sig på at overse nye udviklinger i samfund og økonomi, kreative personer, skabende tænkning, videnskabelige opdagelser.

Så ser man kun "kultur", og når man kun ser det, tror man, at al "kultur" må komme af tidligere "kultur". Gentag dette argument, og Uhrskov fører os tilbage i urskoven, og al menneskelig kultur må finde sine eneste kilder hos den blå fisk.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Luther versus trykkefrihed
Katrine Winkel Holm markedsfører forgæves myte om Luther som ytringsfrihedens forkæmper.
Debat: Korstog mod Luther
Professor Frederik Stjernfeldt fortsætter i kronikken i 28/10 sit angreb på Luther som inspiration for det moderne oplyste samfund, som vi lever i i dag. Det er en ganske absurd tanke, som han er gået på korstog med.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Giv bonus til velfærdens fronttropper

Signe Munk
Folkene på gulvet er værdifulde. Sådan lyder det tit fra politikerne, men det afspejles ikke på lønsedlen. Intet under at unge vælger universitetet.

Blog: Dyb krise satte fut i ytringsfriheden

Mikael Jalving
Sandhed er kun sandhed, når den bliver prøvet, trænet og praktiseret på skrift og i tale i mødet med fejltagelser og lyse indfald.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her