Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

På støt kurs mod isbjerget

Politik handler ikke længere om hvad der er ansvarligt og fornuftigt, men om hvad der er stemmer i, skriver Anders Samuelsen i sin nytårskronik med nogle borgerlige råd statsminister til Lars Løkke Rasmussen, som han kan nå at tage med i sin nytårstale.

Når Thorvald Stauning under Besættelsen skulle tale til danskerne, indledte han gerne med sætningen »i disse for vort land så alvorlige tider.« Den indledning er der brug for nu igen - Danmark står i en uhørt alvorlig situation og over for en skillevej, der i mange år fremover vil afgøre, om vi skal være en fattig nation eller ej.

Det må stå klart for enhver, at vi ikke har råd til at fortsætte den kurs, vi er inde på. Vi bliver flere og flere på overførselsindkomster. Den offentlige sektor bliver større og større. Og samtidig fosser arbejdspladserne ud af landet - alene sidste år tabte det private erhvervsliv 180.000 arbejdspladser til udlandet.

Vi står på dækket af "Titanic" med kurs ret mod isbjerget - for sandheden er jo, at uanset hvor gerne vi end vil, så kan vi ikke finansiere fortsat offentlig vækst og stadig flere velfærdsgoder ved at kræve stadig højere skatter af en mindre og mindre arbejdsstyrke. Vi har allerede et underskud på de offentlige finanser på 80 mia. kr., og det vil vokse sig større i de kommende år, medmindre vi handler nu.

Hvorfor vil Christiansborgs politikere ikke se realiteterne i øjnene og tage de nødvendige skridt til at ændre kurs, inden vi rammer isbjerget? Fordi de er bange for, at de nødvendige reformer vil koste stemmer og dermed deres taburet - og når man skal vælge mellem taburetten og landets fremtid, så stikker de fleste politikere desværre hovedet i sandet og lader som om, alt er i sin skønneste orden, selv om isbjerget kommer tættere på dag for dag.

Det måske allerværste ved det hele er, at kursen uden om isbjerget er velkendt: Der er gennem de seneste år brugt mange millioner på at lade OECD, vismændene, velfærdskommissionen og arbejdsmarkedskommissionen granske forholdene - og de siger alle det samme: Den eneste vej ud af krisen er at skære i skatten, slagte en hoben hellige køer som f.eks. efterlønnen, samt skabe bedre rammebetingelser for erhvervslivet. Kun ad den vej kan Danmark genvinde konkurrenceevnen, skabe nye arbejdspladser og skabe indtægter nok i statskassen til at fastholde den velfærd, vi ikke har råd til at betale for i dag.

Alle kan se isbjerget. Men alle har taget skyklapper på og stukket hovedet i busken. Og det gælder uanset, om man kigger mod venstre eller højre:

SF og Socialdemokraterne foreslår, at vi løser problemerne ved at øge skatterne med 30 mia. om året, så vi kan få en endnu større offentlig sektor med endnu mere detailregulering og endnu mere overformynderi.

Er der mon nogen i rød stue, der seriøst tror på, at det er den rigtige vej ud af krisen? Næppe. Men hvad betyder det, så længe man kan hente stemmer fra de mange på overførselsindkomster, ved at love dem at festen fortsætter for evigt!

VKO klarer den ikke meget bedre. Deres svar på udfordringerne er at øge skatterne med 12 mia. og forsøge at fastfryse de offentlige udgifter (så kan man altid give kommunerne skylden, når det ikke lykkes), samt aflede opmærksomheden med nye hundelove, knivlove, fedtafgifter etc.

Er der nogen på blå stue, der seriøst tror på, at det er den rigtige vej ud af krisen? Næppe. Men hvad betyder det, hvis man ad den vej undgår at skulle tage et opgør med midtervælgerne om at slagte hellige køer som efterløn, aktivering mv.?

Og her er vi fremme ved sagens kerne. Politik handler ikke længere om, hvad der er ansvarligt og fornuftigt, men om hvad der er stemmer i! Og så længe halvdelen af vælgerne er på overførselsindkomster og opponerer mod ændringer, der kan koste dem adgang til velfærd, så kommer der ingen ændringer, fordi politikerne ikke tør gøre op med en velfærdsmodel, der er løbet løbsk i både i størrelse og i mængden af regler, bureaukrati og kontrolforanstaltninger.

Men der er et stemningsskifte på vej - et nybrud - ikke på Christiansborg men i befolkningen. Det mærker jeg ganske tydeligt, når jeg i min daglige færden snakker med danskere fra mange forskellige kår og fra både by og land. Sandheden er, at flertallet af danskere er klar til de nødvendige reformer - og langt bedre end politikerne indser. Retter vi ikke kursen op nu, ender det med at være for sent.

Måling efter måling viser, at flertallet af vælgerne er klar til gennemgribende reformer for atter at få sat skuden Danmark på ret kurs. De er klar til at slagte efterlønnen, opgive aktiveringsordningen, fjerne erhvervsstøtten og i stedet koncentrere sig om at genskabe Danmarks konkurrenceevne, skabe nye arbejdspladser og begynde at tjene penge ind til samfundet, så vi har råd til at betale regningen for den velfærdsmodel, vi alle ønsker.

Denne tendens tydeliggøres også af den fremgang, Liberal Alliance har i meningsmåling på meningsmåling. Efterhånden er det op mod 10 pct. af danskerne, der mener at den "tredje vej" vi repræsenterer, er den rigtige vej for Danmark - og som ønsker et samfund med mere vækst, lavere skatter og mere personlig frihed.

Den tredje vej - sund fornuft løser problemerne.

Det er ligeledes interessant at se, at medierne for længst har fanget dette opbrud i befolkningen og ikke længere tækkes Christiansborg- politikernes stilstandspolitik. I forrige uge fortalte Information på deres forside, at det er lige meget, om man stemmer blåt eller rødt - begge veje fører lukt i afgrunden. Samme dag gjorde Børsen opmærksom på, at hvis man gennemfører de reformer, Liberal Alliance står for - dvs. opgør med efterløn og pensionsalder, samt lavere skatter og en slankere os mere effektiv offentlig sektor - så ville det give en ganske almindelig LO-familie en årlig gevinst på knap kr. 50.000 lige ned i lommen! Og det er altså samtidig med til, at man styrker landets konkurrenceevne og skaber grobund for nye arbejdspladser.

Det, vi snakker om her, er reel vækst og velfærd. For egne penge vel at mærke. Og det eneste, det kræver, er viljen til at slagte et par hellige køer og gennemføre de oplagte strukturelle forbedringer af vores velfærdsmodel, som jo anbefales af både velfærdskommissionen, arbejdsmarkedskommissionen, OECD og vismændene. Her er ikke tale om voodoo og hekseri - og heller ikke ”fanden tager den sidste” liberalisme - bare ganske almindelig sund fornuft. Og det eneste, det kræver, er viljen hos politikerne på Christiansborg til at opføre sig ansvarligt og koncentrere sig om det nødvendige i stedet for at forsøge at udmanøvrere hinanden i at være bedst til at klamre sig til taburetterne.

Nu vil vi gerne se Lars Løkke træde i karakter

Hvis jeg skulle ønske mig én ting i det nye år, så var det, at Lars Løkke nu træder i karakter. Kære Lars!

Opsig velfærdsforliget så vi kan få taget et opgør med efterlønnen.

Fratag Dansk Folkeparti vetoretten på skattepolitikken.

Gør det klart, at vi over de næste år skal have 40.000 færre i den offentlige sektor gennem regelforenkling, mindre bureaukrati og mere tillid til de ansatte.

Danmark har simpelthen ikke råd til endnu en valgperiode med små skridt på stedet. Hvis vi ikke gør noget for at løse de udfordringer, vi står overfor her og nu - så frygter jeg, at vi rammer isbjerget.

Der skal i den forbindelse ingen tvivl være om, at Liberal Alliance til enhver tid gerne vil agere støtteparti for en borgerlig regering, og at vi peger på Lars Løkke som statsminister. Godt nok er det svært at se forskel på nuværende tidspunkt: Rød blok vil hæve skatterne med 31 mia. kr. - blå blok med 12 mia. kr. Det svarer til at drukne på to eller fire meter vand - resultatet er det samme.

Men jeg er af den opfattelse, at der er mange politikere hos Venstre og De Konservative, der inderst inde meget gerne vil gennemføre de reformer, Liberal Alliance peger på. Hvis der skal være håb om, at vi klarer os uden om isbjerget - så er det håb borgerligt. Det er i den sidste ende kun blå blok, der kan og vil gennemføre de nødvendige reformer.

Lad mig sige det lige ud: Der er for få fodermestre i dansk politik, og for mange malkepiger. Vi tilbyder os som fodermestre. Foderet kan man læse om i diverse rapporter - og på vores hjemmeside. Det er alvorlige tider for Danmark. Så alvorlige, at 2011 bliver et skæbneår for Danmarks overlevelsesmuligheder. Enten ændrer vi markant kurs og redder besætning og passagerer på det gode skib Danmark - eller også rammer vi isbjerget.

Lad os håbe, at ansvarligheden vender tilbage på Christiansborg, inden vi rammer isbjerget!

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vandmiljøet er en tikkende bombe
Jørgen Lund Christiansen
Hele Danmarks vandmiljø må være en giftig og muligvis kræftfremkaldende pløresuppe. Men vi får ikke klar besked, bl.a. fordi man benytter sig af selective news i miljødebatten.
Kronik: Jeg mistede min værdighed og identitet, da jeg stoppede med at arbejde
Bente Troense
Det faste forhold til arbejdsmarkedet er for mange grundlaget for tilværelsen og identiteten og stærkt vanedannende for de fleste. At miste sit arbejde kan sammenlignes med at blive forladt efter et mangeårigt ægteskab. Tomheden larmer.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu

Khaders kamp for millionstøtte til V-ministers investering

Et e-sportsfirma blev godkendt på finansloven, mens V-minister havde penge i virksomheden. Det starter med Naser Khader (K), der bar et ønske frem. Det fortsætter med Naser Khader, der fralægger sig ansvaret for en misforståelse. Det slutter med Naser Khader, der må erkende sin egen fejl. Jeg var også forvirret, siger han.

Blog: Har du nogensinde hørt om den 5.500 kvm store atombunker i Rold Skov?

Casper Hedegaard
Et stenkast fra den gamle hovedvej mellem Aarhus og Aalborg ligger atombunkeranlægget REGAN-Vest. Hemmeligholdt for danskerne i 44 år, og gemt væk 60 meter under jorden i periferien af Rold Skov. I forrige uge havde jeg inviteret Martin Lidegaard med ud og besøge anlægget, og den oplevelse vil jeg gerne dele med jer.

Blog: Arctic Circle - Kina gør krav på arktis

Nauja Lynge
Som sædvanlig glimter fraværet af kritiske røster ved Arctic Circle-konference.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her