Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Hebron-syndromet

Israel har krav på sikkerhed, men Israel sætter med sin bosætterpolitik sin sikkerhed så rasende og unødigt på spil, fordi denne politik forpester tilværelsen for så mange af det andet folk, der lever i det historiske Palæstina, skriver de tre kronikører.

I denne måned besøgte Folketingets Udenrigspolitiske Nævn Mellemøsten. Rejsen fandt sted, samtidig med at USA's vicepræsident, Joe Biden,var på besøg i Israel for at sætte gang i nye indirekte fredsforhandlinger. Biden måtte lide den tort, at Israels regering under besøget annoncerede nye bosættelser på besat område i Jerusalem, så en yderst skrøbelige bestræbelse for fred endnu engang led et tilbageslag.

Vi talte bl.a. med en israelsk minister fra den yderste højrefløj, den uhyre kompromissøgende palæstinensiske statsminister Fayyad samt eksperter og fredsforkæmpere på begge sider.

Vi ønskede også at besøge Gaza, hvor 1½ million palæstinensere, der kontrolleres af den islamistiske Hamas-bevægelse, er fysisk indespærret af Israel og ude af stand til at genopbygge tilværelsen efter den voldsomme israelske militæraktion i julen forrige år. Men Israels regering nægtede os adgang.

De israelske politikere taler først og sidst om sikkerhed. De vanvittige selvmordsbombninger er heldigvis stilnet af.

Det mener israelerne skyldes det enorme kompleks af militært overvåget mur og hegn om de palæstinensiske områder på Vestbredden. Det er vores klare indtryk, at de israelske politikere prioriterer sikkerhed frem for en fredsaftale med palæstinensere, og at de ser truslen fra Irans atomprogram som langt det vigtigste spørgsmål i øjeblikket. Dermed flyttes fokus fra det palæstinensiske folks lidelser under besættelsen og indespærringen.

Det skræmmende murbyggeri med vagttårne indespærrer - blandt meget andet - hele Jesu fødeby Bethlehem.

Storbritanniens FN-ambassadør kom under en debat om muren med en helt central betragtning om, at man vel ikke kan nægte folk at bygge en mur ind til naboen, hvis de er bange for ham. Men det er ikke acceptabelt, at man bygger muren på naboens grund!

Det arabiske Østjerusalem er annekteret af Israel, og stor dele af byen er lige som store områder af den besatte vestbred overtaget af israelske bosættere. De fleste palæstinenserne lever i små enklaver, der er indhegnet, bevogtet af Israels hær og overvåget af højt beliggende israelske bosættelser. Trafik mellem enklaverne hæmmes af vejspærringer, mens de israelske bosættere og hæren har deres eget førsteklasses vejsystem.



Vi støtter både Israels ret til fred og sikkerhed for sine borgere bag internationalt anerkendte grænser og palæstinensernes ret til en levedygtig, sammenhængende stat med ret til at færdes fri for fremmed besættelse.

Men ingen af delene er mulige, så længe Israels bosættelsespolitik fortsættes.

Uri Dromi, der er tidligere toprådgiver for de israelske statsministre Rabin og Peres, beskrev forleden problemet uhyre præcist, da han kritiserede den israelske regerings dobbeltmoral med hensyn til historisk betinget ret til jorden i det gamle Palæstina: Israel afviser konsekvent retten for flere millioner palæstinensere til at vende tilbage til deres forfædres hjemstavn fra før 1948, fordi det vil være begyndelsen til enden for den jødiske stat. Men samtidig påberåber Israel sig ret til at overtage landområder i de besatte områder i Østjerusalem og på Vestbredden, der har tilhørt jøder på et tidspunkt før delingen af Palæstina i 1948.

Derfor fordrives i disse uger arabiske familier i Østjerusalem fra huse, de har boet i, siden de måtte forlade Israel i 1948 og bor i telt foran deres hidtidige bolig, som er overtaget af israelske bosættere.

Derfor er der indplantet nogle få hundrede fanatiske bosættere i centrum af Hebron - en palæstinensisk by med 180.000 indbyggere.

Vi var fire af nævnets medlemmer, der besøgte Hebron og blev orienteret og vist rundt af de uhyre dygtige danske officerer og politifolk, der som del af en FN-stab fra seks stater er sat til at overvåge den konfliktprægede situation. Den fjerde var Naser Khader, der havde de samme indtryk som os andre.

Besøget i Hebron var måske den stærkeste af mange stærke oplevelser under vort besøg.

1.000 israelske soldater passer på halvt så mange bosættere, og det medfører meget dybe indgreb i tilværelsen for det store flertal af arabiske palæstinensere i bykernen.

De israelske bosættere er beskyttet af hæren og loven. Arabernes rettigheder er stærkt begrænset af militær undtagelsestilstand. Jødiske børn kan ikke fængsles, men arabiske kan.

Arabere er afskåret fra at færdes på byens gamle hovedgade. De arabiske forretninger er forseglede, og de arabiske boliger er forladt - bortset fra af de få, der vil klatre over tagene for at komme over til gader, der er åbne for arabere.

For den, der har historisk erindring om 1930'erne, er det symbolsk mest skræmmende, at det her er jødiske bosættere, der triumferende har malet Davidsstjernen på de lukkede arabiske forretninger. Et enkelt sted ser vi også malet ”Gas the Arabs”.

Vi hører om overgreb i dagligdagen som f.eks. stenkast efter arabiske småpiger, der skal passere ret tæt forbi bosætterbygninger på vej til og fra skole. Vi ser ydmygende kontrol og visitering, der også er ved at ramme Naser, da delegationen går ad vejen, hvor de lokale arabere er fornemt adgang!

Bosætterne bor også bl.a. oven over boderne i suq'en - den smalle gade med arabiske boder. Bosætterne smider al slags affald - også egen afføring - ud af vinduet, og de handlende nede i suq'en er nødtørftigt beskyttet af en slags hønsenet.

Vi hører om og ser ind til en enkelt arabisk familie, der søger at holde stand i deres hus - omgivet af bosættere, hvis børn systematisk chikanerer dem for at få dem til at flytte.

Vi rejser hjem med en fælles opfattelse: Israel har krav på sikkerhed, men Israel sætter med denne form for bosætterpolitik sin sikkerhed så rasende og unødigt på spil, fordi denne politik forpester tilværelsen for så mange af det andet folk, der lever i det historiske Palæstina.



Høgni Hoydal er formand for partiet Tjoldveldisflokkurin (Færøerne).

Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister for Socialdemokratiet.

Margrethe Vestager er politisk leder for Det Radikale Venstre.

null
Følg
Jyllands-Posten
JP mener: Fred i vor tid?
Man har hørt det i årtier: Uden en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne og etablering af en palæstinensisk stat vil der aldrig blive fred i Mellemøsten. Uden en løsning på det palæstinensiske problem vil kloden stå i flammer.
Kronik: Stop lægedækningens dødsspiral
Henrik Ullum, formand Lægevidenskabelige Selskaber | Gunver Lillevang, alm. praktiserende læge, Roskilde, medlem af PLO’s bestyrelse | Roar Maagaard, alm. praktiserende læge, Skødstrup, medlem af bestyrelsen, Lægevidenskabelige Selskaber
Situationen for almen praksis minder om huset, der risikerer at brænde ned, før sprøjterne når frem. Noget ekstraordinært må gøres for at løse lægemanglen, indtil de nye store årgange er klar.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Aarhus' historie
Annonce
Aarhus sådan set
Debatindlæg

Debat: Hvad er prisen for fejlslået integration?

Ali Aminali , socialrådgiver, medlem af De Konservative Aarhus C
Man kunne blive fristet til at sige, at indskærpelser af frihedsrettighederne simpelthen er prisen for det multikulturelle eksperiment, som venstrefløjen har underlagt vores samfund.

Debat: Fra privat- til trængselsbilisme

Bo Thyge Bisgaard, Borgerlisten for en mulig nutid, Hasselvej 3, Odder
Efter en forlænget påskeuge, hvor bilen havde fået lov til at hvile i carporten, var det første møde med trafikken i den nærmeste købstad kendetegnet ved en enorm og næsten ugennemtrængelig trængsel på vejene.

Debat: Skal jeg som adoptivbarn være ekstra taknemmelig?

Emma Helbo, stud.scient.pol på Aarhus Universitet, Strandvejen 34, st. th., Aarhus C
Hvis jeg som adoptivbarn resten af mit liv skal betale tilbage til mine forældre, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne leve – og hvordan skulle det her regnskab overhovedet gøres op?
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her