Patientrettigheder efter behov

Regeringen genindførte den 1. juli det udvidede frie sygehusvalg i sin oprindelige form. Det er efter vores bedste overbevisning en fejltagelse. Det sker under alle omstændigheder imod de råd, som vi har givet fra såvel patient- som lægeside, og det sker uden nogen anerkendelse af de store problemer, som det medfører.



Vi mener, det er på tide, at vi i fællesskab anerkender, at det udvidede fri sygehusvalg hverken sikrer den fri og lige adgang eller løser problemerne med ventetid til udredning, behandling og rehabilitering. Lige ret til samme garanti giver netop ikke lighed, fordi patienterne ikke har de samme behov.







Vi vil meget gerne medvirke til at skabe et nyt og bedre system, som kan sikre vores fælles vision for det danske sundhedsvæsen, som er fri og lige adgang til rettidig behandling af højeste kvalitet. Vi mener, at svaret ligger i ambitiøse, differentierede og fair rettigheder til udredning, behandling og rehabilitering for alle patienter. Det er rettigheder som hviler på to ben: den faglige vurdering af symptomernes eller sygdommens alvor og den enkelte patients smerter og psykosociale forhold.



Patienternes rettigheder skal svare til deres behov og udformes på baggrund af en række fælles retningslinjer, der sikrer gennemskuelighed og lige adgang. Retningslinjerne for de forskellige behandlingstyper skal udarbejdes i en åben proces, hvor sundhedsfaglige eksperter i samarbejde med sundhedsvæsenets brugere definerer klare og gennemsigtige kriterier for de maksimale ventetider. Retningslinjerne skal forpligte sundhedsvæsenet og sikre alle patientgrupper reelle og meningsfulde rettigheder afstemt efter deres individuelle behov.



Erstatningen for det udvidede frie sygehusvalg skal altså tage udgangspunkt i en række klare og gennemsigtige rettigheder, der:



- omfatter alle patienter



- hviler på faglig viden og patienters erfaringer



- omfatter både udredning, behandling og rehabilitering



- er klare og gennemsigtige for patienter og fagfolk, og



- er politisk godkendt.



De nye rettigheder skal være universelle og suppleres af følgende rammer:



Alle patienter, som ikke allerede er omfattet af pakkeforløb, skal have ret til udredning indenfor maximalt én måned.



I forbindelse med udredningen skal patienten have en samtale med en læge, hvor ventetiden bliver aftalt.



Den maksimale ventetid for den enkelte patient fastlægges på baggrund af den diagnose, som bliver stillet (generelle kriterier), og individuelle hensyn, der kan have forbindelse med, hvilke smerter patienten har, og patientens situation i øvrigt, fx psykosociale forhold.



Der skal aftales retningslinjer for, hvornår der henvises til hvilke undersøgelser, hvor det er relevant og muligt.



Alle patienter sikres ret til behandling indenfor en fagligt defineret maksimal ventetid. Ingen patienter må vente mere end tre måneder.



Alle patienter med behov for rehabilitering skal sikres ret til et rehabiliteringstilbud. Rehabiliteringen skal indgå som en integreret del af det samlede patientforløb.



Dette sæt af rettigheder vil på afgørende vis rette op på de svagheder, som det udvidede frie sygehusvalg har i sin nuværende form. Retten til behandling efter én måned, som den nu er udformet, er med til at skævvride prioriteringen i sundhedsvæsenet til fordel for mennesker med lettere lidelser og ukomplicerede forløb. Dels fordi det primært er disse grupper, der kan bruge det udvidede frie sygehusvalg, og dels fordi de offentlige sygehuse vil udvide kapaciteten for at holde på disse patienter, så der fokuseres mere på økonomi end på patienternes forskellige behov for hurtig behandling. Det er vigtigt at understrege, at problemet ikke ligger hos de private sygehuse. For os spiller det ingen rolle, hvem der løser sundhedsvæsenets opgaver, så længe det foregår på et højt fagligt niveau og, der er fri og lige adgang.



Med det udvidede frie sygehusvalg har politikerne imidlertid overladt styringen af patienternes rettigheder til markedets kræfter, som ikke sikrer den fri og lige adgang for alle patienter. Det udvidede frie sygehusvalg er nemlig ikke en egentlig behandlingsgaranti, der sikrer alle patienter lige ret til hurtig behandling.



Ordningen er en ret til et privat tilbud, hvis det offentlige ikke har et behandlingstilbud inden for en måned og, hvis der vel at mærke findes et privatsygehus, som tilbyder den pågældende behandling. Det gælder langt fra alle behandlingsområder og dermed langt fra alle patienter.







Privatsygehusene vælger selv, hvilke behandlinger de vil tilbyde under ordningen om udvidet frit sygehusvalg. Da privathospitaler er virksomheder med det helt legitime formål at drive en profitabel forretning, udbyder de typisk ikke behandlingstilbud til mennesker med mere komplekse eller sjældne sygdomsforløb. Det er svært at lave standardforløb for disse grupper, og samtidig kræver de ofte mere specialiseret behandling. Derfor er det udvidede frie sygehusvalg primært et tilbud for patienter med relativt lette lidelser.



Når en patient bliver behandlet på et privat sygehus som del af det udvidede frie sygehusvalg, skal patientens region betale regningen til privatsygehuset. Derfor fokuserer de offentlige sygehuse naturligt nok på at bekæmpe ventelisterne på de områder, hvor patienterne erfaringsmæssigt gør brug af det udvidede frie sygehusvalg. I mange tilfælde vil det være billigere for et offentligt sygehus selv at øge egen behandlingskapacitet end at betale gennemsnitsprisen til et privat sygehus. Økonomiske hensyn kommer til at stå over de lægefaglige.







Problemet er, at de patienter, der kan vælge det private alternativ, ikke nødvendigvis har det største behov for hurtig behandling. Det øger risikoen for, at de offentlige sygehuse udhuler andre områder, som fx de medicinske patienter, patienter med mere komplekse forløb og andre indsatser i relation til behandling, som fx udredning og rehabilitering.



Det udvidede frie sygehusvalg sikrer heller ikke patienternes rettigheder i forhold til et samlet forløb. Det udvidede frie sygehusvalg indbefatter nemlig ikke nogen ret til at få stillet en diagnose eller til rehabilitering i forlængelse af en behandling. For en patient starter et sygdomsforløb ved symptomernes start. Det samme gør ventetiden. En patient kan i dag godt vente mange uger på at få en diagnose, som er forudsætningen for at afgøre, hvilken behandling der er behov for, og det er i denne periode, at patientens uvished om sygdommens alvor er allerstørst.



Vi mener, at patientrettighederne skal omfatte det samlede forløb, dvs. både ret til at få stillet en diagnose, til et behandlingstilbud og til et tilbud om rehabilitering.







Regeringen indførte i sin tid det udvidede fri sygehusvalg for at øge kapaciteten og nedbringe ventetiden. Men ifølge Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom fra DSI, peger undersøgelser nu på, at det udvidede fri sygehusvalg ikke mindsker ventelisterne i noget særligt omfang.



Der behandles ganske vist flere og flere patienter i sundhedsvæsenet, men efterspørgslen stiger tilsyneladende i næsten samme takt. Så jo flere operationer vi tilbyder, jo flere vil der blive gennemført. Det er ikke fordi patienterne er mere syge, men fordi der sker et såkaldt 'indikationsskred', som betyder, at vi nu behandler tidligere for flere ting. Privatsygehusene aflaster ikke nødvendigvis de offentlige sygehuse.



Problemerne forsvinder altså hverken gennem flere penge eller ved, at vi lukker øjnene. Det er på tide, at vi erkender, at der allerede nu prioriteres, og at denne prioritering ikke altid harmonerer med de værdier om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, som vi ellers alle sammen deler. Opgaven er derfor at bringe praksis tættere på de gode idealer og samtidig sikre, at det sker på klar og gennemsigtig vis.



Det er et politisk ansvar at sikre en klar og gennemsigtig prioritering, så retten til behandling ikke afhænger af den enkelte læge, den enkeltes pengepung eller som i dag, om der tilfældigvis findes et privat tilbud. Vi er enige om, at kernen i den danske velfærdsmodel, som er den frie og lige adgang for alle patienter til rettidig behandling af høj kvalitet.



Der er behov for en åben og bred debat om den måde, vi prioriterer på i dag og den måde, vi gerne vil prioritere på i fremtiden.