Luther og velfærdsstaten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I søndagspanelet den 22. oktober lagde min gode kollega Claus Bryld sig i slipstrømmen af Frederik Stjernfelt, der i marts udgav ”Syv myter om Martin Luther”, og Jens-André Herbener, som i disse måneder hver søndag folder sig ud i Politiken med kritik af den lutherske myte.

Det er godt nok, thi det er øjensynligt nyt for mange, at Luther i flere henseender var fanatiker. Det kan ikke kalde mig af stald; men når Bryld hævder, at »når nogle teologer og endda økonomer taler om lutheranismen som oprindelsen til demokratiet og velfærdsstaten, er de langt ude«, kan det godt kalde på en kommentar. Lad demokratiet fare, men et ord om velfærdsstaten kan være på sin plads.

Bryld spørger retorisk, »om vi ikke på sigt (sic!) havde nået samme grad af civilisation med demokrati og velfærdsstat, hvis vi var forblevet katolikker«. Herre jemini, selvfølgelig, men det er ikke det, det drejer sig om. Det handler om, hvorfor den danske velfærdsstat – udviklet i et homogent evangelisk-luthersk samfund – er så forskellig fra den kontinentaleuropæiske (udviklet i en katolsk sammenhæng), og det er her, dr. Martinus kommer ind i billedet.

Mig bekendt er der kun én, der har hævdet, at Luther skulle være velfærdsstatens fader. Og han er faktisk sociolog. En enkelt anden kommer tæt på, og han er historiker. Andre (politologer, økonomer og teologer) har været langt mere forsigtige, og jeg for min del hælder nok mest til den svenske sociolog Hans Zetterberg, der skriver, at det næppe er sandsynligt, at en velfærdsstat i den nordiske aftapning ville blomstre i civilisationer, hvor næstekærlighed og velgørenhed ikke har været prædiket i generationer, selv om den i Skandinavien i hovedsagen er sat igennem af ateister og lunkne troende.

Der er altså – bortset fra en enkelt – ingen, der har ment, at der går en direkte linje fra Luther til velfærdsstaten, men det hindrer ikke, at der er en mentalitetshistorisk sammenhæng mellem luthersk tænkning og udviklingen af velfærdsstaten – i dens danske form. Det er da også opfattelsen i den del af forskningen, der behandler velfærdsstaten og dens udvikling under inddragelse af religionens betydning. Og hvorfor så det?

Velfærdsstaten hviler på, at menneskelivet er et liv i dyb indbyrdes afhængighed, som betyder, at vi, så langt afhængigheden rækker, har et ansvar for hinanden. At vi alle er i samme båd. Heri ligger den lutherske tanke, at mennesket er et relationelt væsen – Luthers udtryk for afhængigheden. Selviskheden må træde tilbage for bestræbelser på fælles løsninger af sociale problemer, og den, der søger fællesskab med Gud, er forpligtet til at søge fællesskab med, tjene og gavne andre mennesker.

Velfærdsstaten hviler på, at der ikke er en sammenhæng mellem finansiering og ydelser. Den tidligere, den aktuelle og den fremtidige gøren og laden er afkoblet fra adgangen til at opnå støtte fra andre. Det er ikke mindst det, der karakteriserer den klassiske danske velfærdsstat, og det er så luthersk, at vandet driver.

Det modsvarer den lutherske tanke, at vi på samme måde, som mennesket har været i nød og kval i forholdet til Gud og trængt til og modtaget Guds nåde, er forpligtet til uden krav om gengæld at varetage trængende menneskers behov. Sat på spidsen argumenterer Luther for paralleliteten mellem nåde for ingenting og noget-for-ingenting.

Velfærdsstaten hviler på, at dens regler skal sikre, at vi selviskheden til trods i passende grad tager hånd om medmennesket. Det er et forsøg på at løse det lutherske grunddilemma, nemlig at mennesket på den ene side er sat fri til at tjene medmennesket, mens det på den anden side, fordi det er så selvcentreret, kun har ringe lyst til at gøre det. Velfærdsstaten søger at overvinde spændingen mellem forpligtelse og lyst og modsvarer i ikke ringe grad næstekærlighedens kollektive dimension hos Luther.

Velfærdsstaten hviler på tanken om rolleombytning, så vi i dag støtter den trængende, fordi det i morgen kan være os selv, der er i hans sko. Modsvaret er det lutherske syn, at vores dagligdag lærer os at handle mod det andet menneske, som vi selv gerne ville behandles, hvis vi var i den andens sted.

Velfærdsstaten hviler på, at det enkelte menneske tillægges værdi og anerkendelse uanset rang og stand for derved at sikre »lige værdighed i borg og hytte«. Hertil er knyttet værdier som universalisme, lighed og familie. Universalisme betyder, at alle er dækket af sikringsordninger, selv om ikke alle får det samme. Lighed giver mennesket samme værdi uanset status. Familie betyder, at det gode familielivs glæder og forpligtelser føres over på samfundet. Parallellen hos Luther ligger i menneskers lighed, fordi de er skabt i Guds billede, og i hans tanker om det almene præstedømme. Disse relationer til Gud synes i en dansk kulturel sammenhæng at være ført over på forholdet mellem individ og stat.

Velfærdsstaten hviler på en tanke, som i Sverige er kaldt ’folkehjemmet’, dvs. en familiemetafor. Det modsvarer Luthers beskrivelse af den gode fyrste som en landsfader, der varetager det fælles gode for alle.

Velfærdssamfundet hviler på en så høj beskæftigelse som muligt. Hos Luther lød det, at arbejdet udelukkende var tjeneste for Gud, fordi det tjente fællesskabet og medmennesket, mens lediggang var Djævelens vej. Arbejdets frugter var Guds gave og kunne ikke henføres til den enkelte selv. Den enkelte var pligtig at arbejde, fordi vedkommende derved varetog andre menneskers tarv og opfyldte Guds kald.

Velfærdsstaten hviler på, at mennesket på samme tid viser mådehold, generøsitet og arbejdsvilje – ellers bryder princippet om noget-for-ingenting sammen. Det betyder hos Luther, at man skal stille sig tilfreds med det, man får eller har, at man skal bidrage til det fælles efter evne (derfor indførtes skattepligt, da Luther medvirkede til udformning af fattigforordningen i Leisnig), og at mennesket er skabt til at arbejde, som fuglen er skabt til at flyve.

Velfærdsstaten hviler som løsning på det grundlæggende dilemma hos Luther på en ”som om”-konstruktion. Den er næstekærlighedens surrogat og virker som erstatning for den ansvarlighed for det andet menneske, vi individuelt har så svært ved at bære. I øvrigt en tanke, der med tyngde indgår i den socialdemokratiske civilreligion fra Frederik Dreier i 1850’erne til Svend Auken og Erling Olsen i nyere tid.

Om end Dreier var gudløs, var det hans ønske fredeligt at omdanne livet, så det kærlige og broderlige samliv, som Kristus prædikede, kunne blive en virkelighed, mens det endnu kun var en søndagstalemåde. Var det en velfærdsstat, han havde i tanken?

Når et samfund gennemløber en sekularisering, sker der det, at tanker og synspunkter, som i udgangspunktet har en religiøs begrundelse, stille og roligt holder flyttedag, så de løsrives fra forkyndelsen og placeres som led i den kulturelle rygmarvsbagage. Det har ikke mindst den tysk/amerikanske forsker Sigrun Kahl vist i sine arbejder.

Vi ville altså, kære Bryld, nok have fået en velfærdsstat, hvis vi var forblevet katolikker; men det ville ikke have været en velfærdsstat som den danske. Den korresponderer i høj grad med den lutherske tænkning, og den er bl.a. båret frem på grund af 500 års fredfyldt sammenhæng mellem staten og den evangelisk-lutherske kirke, på grund af 500 års evangelisk-luthersk forkyndelse og på grund af de særlige opgaver, som præsterne varetog i alle tilfælde gennem de første 350 år efter Reformationen.

Selv om der også er enkelte elementer i velfærdsstaten, der ikke fuldtud modsvarer Luther, er det ingenlunde ’langt ude’ at se en mentalitetshistorisk sammenhæng mellem Luthers tænkning og den danske velfærdsstats udvikling.