Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lægerne truer med at arbejde efter reglerne

Vi, der behandler patienter, bryder i stor stil lovgivningen hver eneste arbejdsdag. Og vi risikerer at blive straffet for det. Situationen er naturligvis uholdbar. Ikke mindst efter dommen over den unge læge, som kunne have været enhver af os.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

De fleste læger i det danske sundhedsvæsen betragter patientbehandling som deres kerneopgave. Det samme gør sygeplejerskerne, jordemødrene, sosu’erne og alle de andre sundhedsfaglige. Men kerneopgaven er trængt i baggrunden, for mens de sundhedsfaglige helst ville bruge deres arbejdstid på patienterne, har Folketinget gradvist indført et ufremkommeligt vildnis af regler og dokumentationskrav, som de sundhedsfaglige forventes at overholde. Disse formalia skal dog ikke opfyldes, fordi det – ud fra et fagligt synspunkt – gavner patienterne. Tværtimod. Formålet synes alene at være, at det altid skal være muligt at efterkontrollere, hvad f.eks. lægen eller sygeplejersken foretog sig på et givent tidspunkt. Prøv at forestille dig, at du altid skulle levere en fuldstændig redegørelse for samtlige gøremål i løbet af en arbejdsdag. Alt sammen for det tilfælde, at der om halve eller hele år var nogen, der fandt behov for at kontrollere dine handlinger eller faglige vurderinger. Hvis der var tid, ville al denne dokumentation måske være berettiget. Men det er der bare ikke. Patienterne forsømmes allerede, fordi vi sundhedsfaglige må anvende en betragtelig del af arbejdstiden på at opfylde formalia. Og patienterne ville lide endnu mere, hvis ikke vi i vidt omfang så stort på de nidkære kontrolprocedurer, som Folketinget har vedtaget.

På den måde modarbejder folketingspolitikerne og sundhedsvæsenets fagfolk hinanden. Folketinget prøver at detailstyre. Fagfolkene kæmper for at bestemme selv.

Men Folketinget er ikke meget for at overlade det konkrete, faglige skøn til f.eks. lægen eller sygeplejersken. For konkrete, faglige skøn indebærer en risiko for fejlskøn. Og ved fejlskøn kører pressen en tårevædet historie om patienten, der blev fejlbehandlet, mens oppositionen lugter ministerblod. Og i stedet for at fortælle sandheden – at fejl er et grundvilkår – og bakke fagfolkene op, så forsøger man at komme enhver fejl til livs gennem omfattende detailstyring og nidkær kontrol.

Derfor står vi sundhedsfaglige nu i et dilemma: Skal vi prioritere at overholde formalia? Eller skal vi prioritere behandling og pleje af patienterne? For der er ikke tid til begge dele.

Indtil for nylig valgte vi i vidt omfang det sidste. Det kan vel kaldes en form for civil ulydighed. For læger og sygeplejersker har i stor stil ignoreret Folketingets regler. Og det har formentlig reddet tusinder af patienters liv og helbred.

Skal vi prioritere at overholde formalia? Eller skal vi prioritere behandling og pleje af patienterne? For der er ikke tid til begge dele.

Men så skete der noget. I august 2017 blev en ung læge dømt skyldig i grov pligtforsømmelse i den såkaldte “Svendborg-sag”. Lægen blev dømt for at gøre nøjagtig det, som alle andre læger også gør. Lægen havde mundtligt givet en sygeplejerske besked om en detalje i behandlingen af en patient, men ikke redegjort skriftligt for sin disposition i patientens journal. Og efterfølgende havde lægen ikke kontrolleret, om patienten så også blev behandlet i fuld overensstemmelse med den givne ordination. I stedet havde lægen forladt sig på de kolleger, der havde fået overdraget patienten. Men det var i strid med reglerne, hed det i dommen.

Den unge læges handlemåde er blevet vurderet af utallige lægekolleger, og herfra er meldingen klar. Behandlingen lever til fulde op til den standard, som læger vanligvis leverer. Men behandlingen var ikke lovmedholdelig. Med andre ord: Den behandling, som alle vi læger tilbyder vores patienter, er ikke lovmedholdelig. Forklaringen er, at det ikke er muligt at behandle patienter og samtidig overholde de formelle behandlingsregler. Lægerne på de danske sygehuse har ganske enkelt ikke tid til at gøre, som der står i loven. Derfor fravælger vi formalia. Vi prioriterer hensynet til patienterne frem for reglerne. Det samme gør vore øvrige sundhedsfaglige kolleger. For det synes vi selv, er det mest rigtige.

Men efter dommen er vores situation klar: Vi, der behandler patienter, bryder i stor stil lovgivningen hver eneste arbejdsdag. Og vi risikerer at blive straffet for det.

Situationen er naturligvis uholdbar. Ikke mindst efter dommen over den unge læge, som kunne have været enhver af os. Vi vil trods alt ikke hænges ud som groft forsømmelige, blot fordi vi nedprioriterer Folketingets kontrolregime for i stedet at passe på patienterne. Og rundtom på hospitalsgangene er reaktionerne på dommen klare og utvetydige. De ansatte har fået nok. De truer simpelthen med at arbejde efter reglerne, og det er en trussel, som Folketinget bør tage yderst alvorligt, for konsekvenserne af regelrette fagfolk vil være katastrofale for patienterne. Hvorfor kan illustreres med et par tænkte eksempler.

1. En sygehuslæge havde tilset en ung mand, der var indlagt for at få foretaget en årlig rutinekontrol på grund af en tidligere sygdom. Men manden var nu rask og havde det fremragende. Så ankom en ambulance med en alvorligt syg ældre kvinde, som formentlig havde en akut blodprop i hjertet. Lægen, der havde tilset den unge mand, var forpligtet til at sikre, at alle aspekter af mandens undersøgelsesplan blev fulgt til punkt og prikke og samtlige dokumentationskrav opfyldt. Lægen kunne ikke være to steder på én gang. Og som behandler var lægen kun ansvarlig for den unge mand, ikke for den ældre kvinde. Tidligere ville lægen have blæst på Folketingets lovgivning og undladt at dokumentere i forhold til den raske unge mand. For det var vigtigere at tage sig af patienten med akut blodprop i hjertet. Men dette ville – i lovens øjne – være grov pligtforsømmelse. Derfor valgte lægen at dokumentere, imens den ældre kvinde måtte vente fatalt længe på behandling. Derved blev lovgivningen overholdt, og kvinden nåede “heldigvis” aldrig at blive lægens ansvar.

2. En dygtig og erfaren sygeplejerske stod på sygehuset med en akut dårlig patient. Patienten havde behov for omgående medicinsk behandling, og det var lykkedes sygeplejersken at få fat i en læge i telefonen. Men lægen var optaget med en anden dødssyg patient og kunne ikke komme til undsætning. I telefonen havde lægen fortalt sygeplejersken, hvilken medicin patienten skulle have. Men lægen havde hænderne fulde og havde derfor ikke mulighed for at føre ordinationen ind i patientens elektroniske medicinjournal. Det var et problem. For Folketinget havde bestemt, at sygeplejersker ikke måtte give medicin, der ikke var anført i patientens elektroniske medicinjournal. I fuld overensstemmelse med reglerne undlod sygeplejersken derfor at give patienten den nødvendige medicin. Lovgivningen blev overholdt, hvorfor patienten afgik ved døden.

Eksemplerne illustrerer, hvad der sker, når Folketinget mener at vide bedst i stedet for at lade fagfolkene vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den enkelte situation. Man kan ikke fra Folketingssalen indrette et regelsæt, som tager højde for alt det, der sker ude på sygehusene. Men det tror Folketinget, at man kan, og politikernes mistillid, topstyring og detailregulering forretter alvorlig skade på patienterne.

For patienterne har brug for politikere, der viser tillid til os sundhedsfaglige og levner os mulighed for at prioritere og yde et fagligt skøn i det enkelte tilfælde. Som bakker os op, især når der er sket fejl. For fejl kan ikke undgås. Heller ikke gennem det omfattende kontrolregime, som sundhedsvæsenet i dag er underlagt. Og som ødelægger sundhedsvæsenet indefra.

Men med vanlig manglende indsigt i egne begrænsninger har politikerne tiltvunget sig en alarmerende stor andel af sundhedsvæsenets ressourcer, der før tilkom patienterne.

Hver gang, en læge eller sygeplejerske bruger fem minutter på at dokumentere, er der en patient, som går glip af fem minutters behandling og pleje.

Nu kan Folketinget så bare håbe på, at vi læger – og vore øvrige sundhedsfaglige kolleger – ikke gør alvor af truslen og begynder at arbejde helt efter reglerne, for så er patienterne virkelig ilde stedt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.