*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Filosofiens relevans i en utaknemlig tid

Vores manglende evner til at tænke og at forstå generelt bør vække bekymring. Det afstedkommer intolerance og uværdige livsførelser. Der må ikke blot en holdningsændring til, men en ændring i eksistensformer, hvis det igen skal blive muligt at leve.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Vi udviser ingen som helst forståelse for andre end os selv. Når vi undersøger historien, gør vi det med et oppefra og ned-blik. Vi er mere interesserede i kulisserne, end hvordan f.eks. en græker tænkte. Derfor synes vi, at alle andre før os er primitive. De er da meget søde, men de er jo ikke lige så udviklede som os. Tidligere civilisationer levede derfor et ringere liv end vores, fordi de af gode grunde ikke vidste de samme sande ting som os. Det sørgelige er blot, at vi overser, hvordan man til andre tider, levede et meget stærkere og sundere liv, fordi man havde fokus på livsførelse. Teori og praksis var ikke uforenelige størrelser, men gensidigt afhængige og udsprang af hinanden. Teori forstået som en grad praksis er meget mere livstjenende end en blind teknologi- og udviklingstro. Vi forveksler teknologiske fremskridt med visdom.

Hvis ikke historieundervisningen kan bidrage med noget til min stræben efter at rykke op i samfundets hierarki, så gider jeg ikke spilde tid på den. Kan den vareliggøres, så kan jeg bruge denne viden. Kan denne viden hives op med rødderne og gøres til information, gør det det nemmere for mig at undertrykke mig selv. At ligegyldiggøre alting, det kan jeg nemlig finde ud af! Fordi vi er alle artige demokrater, som ikke stiller spørgsmål om noget som helst.

Vores tekniske opfattelse af alting er dybt beklagelig. Alt skal adskilles og deles op, før vi kan overskue det. Derfor er der intet krav til, at folk skal praktisere det, de siger. F.eks. forbinder vi en filosof med en, som underviser på en læreanstalt fra 8-16. Men når vedkommende har fri, er vedkommende ligesom alle andre mennesker. Holder vi fokus på filosofien, er det netop sådan, vi tænker den. Filosofien skal ikke bruges som en mulighed for modstand mod det begrænsende samfund, vi er medlemmer af. Filosofien skal brækkes op og gøres strategisk. Filosoffer kan som bekendt ikke få rigtige job. Men vil de sælge deres sjæl og blive såkaldte konsulenter, så gider vi at høre på dem. Men kun så det passer til vores næsten ikkeeksisterende fatteevne. Vi kan måske holde til lidt moralfilosofi og lidt om værdier, når de store virksomheder skal bruge lidt glidecreme til at få organisationen til at bestå. Men det må ikke blive for tungt. Medarbejderne må ikke få nys om, at de bliver holdt for nar. Men bare rolig, de er alt, alt for grådige og feje til at turde gøre oprør.

Vi er gået fra en mangfoldighed af tankebaner til alle at opholde os på den samme bane. Vi er kørt fast. Vi sidder i kø og kommer ingen vegne. Vi råber højt om værdier og selvstændighed, men kigger man på sporene af folks levede liv, er det ynkeligt og på grænsen til det pinlige. Vi hævder A, men gør B osv.

Men hvad kan filosofien dog stille op her? Det skal jeg forsøge at give nogle bud på. For det første kan vi med vores snævre syn spørge: Historiens gang er udtryk for udvikling: I morgen er bedre end i dag, hvorfor så bruge tid på noget, som gamle skæggede mænd sagde for mange år siden. Der må da være tale om oldtidslevn! Men intet kunne være mere forkert. Et indblik i f.eks. filosofiens verden kan netop åbne for nye måder at tænke på! Platon kan tilbyde os en måde at tænke og dermed forstå på. Aristoteles en helt anden. Og dykker man lidt ned i historien, vil man opdage en hel pandoras æske af tanker, måder at være i verden, møder med verden. Så der findes alternativer til at stå imod likes på sociale medier m.m. I stedet for at bruge sine surt tjente penge på terapeuter, coaches og mindfulness så er der gratis adgang på bibliotekerne. Det er en af de (få) smukke ting, vi trods alt har tilbage: gratis adgang til litteratur. Så skynd jer at gøre brug af det, inden lortet bliver lukket. Det kræver selvfølgelig, at man kan læse, hvilket kan være en stor udfordring for mange.

Vi er gået fra en mangfoldighed af tankebaner til alle at opholde os på den samme bane. Vi er kørt fast. Vi sidder i kø og kommer ingen vegne. Vi råber højt om værdier og selvstændighed, men kigger man på sporene af folks levede liv, er det ynkeligt på grænsen til det pinlige.

For det andet kan f.eks. den stoiske filosofi eller buddhismen tilbyde forståelser, som forener det praktiske og teoretiske. Det er ikke nok at kunne bøgerne udenad og have styr på retorikken. Den herskende ligegyldige kommunikation må bekæmpes med alle midler. Den forhindrer os i at foretage selvstændige handlinger. Fælles for ovennævnte tankestrømme er, at det handler om praktisk visdom. Om meget konkrete øvelser, som fordrer bestemte eksistensformer. Det svære er ikke, hvad de vil og gør, men at forstå, at det virker.

For det tredje: Et eksempel på, hvordan det virker. I dag lider mange af tankemylder, stress, dårligt selvværd, depression osv. Det svage og triste menneske er udtryk for en fattig forståelse af virkeligheden. Med filosofi kan man lære at holde styr på tankemylderet og sine følelser. Man kan blive bevidst om sine følelser og allervigtigst: deres årsager! Man arbejder med sig selv og for at komme frem til, hvilke tanker, følelser og værdier man finder ønskværdige, og hvilke mønstre som er uhensigtsmæssige. Det lyder jo sikkert meget godt i de flestes øren, men for at man virkelig kan foretage en selvstændig handling, må forståelsen indtræffe. Derfor kan det være sundt at udfordre sine herskende forestillinger. F.eks., kære læser, hvad forstår du ved begrebet værdier? De fleste kan nævne nogle værdier, men her gås for hurtigt frem. Tag to skridt tilbage og definér, hvad værdier er? Her et forsøg på en definition på sin rette plads: Værdier er de mentale molekyler, vi bygger vores virkelighed op omkring. Eller hvad med sproget? Hvad sker der, hvis vi spørger til sprogets natur? De fleste render rundt i en boble og antager, at sproget er et neutralt redskab til at beskrive virkeligheden med. Men man kan drilsk spørge: Hvordan undersøger vi sproget? Med sproget selv. Og det er ikke helt problemfrit. Sproget er netop ladet med ovennævnte værdier: Sproget har kæmpe indflydelse på vores opfattelse af at være i verden. Vi har ikke begreber om verden, men vores begreber er verden. Derfor handler sproghåndtering ikke om nøgternt at beskrive virkeligheden. Sprogbrug handler om skabelse. Og i dag lider vi alle under nødvendiggørelsens sprog: ligegyldig kommunikation. Ævl og bævl. Og vi har ingen reelle forfattere i dag, fordi det eneste, vor tids ”forfattere” formår, er at gengive den bestående virkelighed og ikke skabe nye verdener.

Dette hænger sammen med kunsten. De fleste af os tænker på kunst som noget, vi ikke kan forklare, men som giver os en rar følelse indeni, fordi vi så kan give udtryk over for de andre, at vi mener det rigtige. Vi har øget vores sociale kapital og fjernet os mere fra livet. Men kunst handler om at bryde med de billeder, vi har af virkeligheden. Kunstens opgave er ikke realisme: at gengive virkeligheden, som den er. Tværtimod er dens opgave at frembringe virkeligheden. Og det fucker med vores forforståelser af virkeligheden.

For det fjerde: et muligt opgør med udviklingstankegangen. I dag skal vi ikke stoppe med at udvikle os (Brinkmann), men netop forstå, hvilke udviklinger som gavner livet. Vi er allermest i udvikling, når vi praktiserer den opmærksomme tænkning og ikke på ligegyldige kurser i selvrealiseringens navn.

At tænke er en sjælden begivenhed. For det meste reflekterer vi over det bestående, men tænke gør vi ikke. Tænkning handler om det uventede: når der slås hul på vores medbragte billeder, og det overvældende viser sig. Tænkning handler derfor om møder. Når tingene ramler sammen og skaber nye forbindelser. Det at tænke, det at skrive handler om at have noget på spil. Det er en kropslig aktivitet. Derfor kræver det tid, fordybelse og allervigtigst: mod! Det er ikke en risikofri affære at tænke. Man risikerer at blive en anden.

At gøre modstand i dag er derfor ikke bare at sige noget kritisk. Det gør snart alle, og det er ikke til at holde ud. Originalitet er blevet vareliggjort og en del af det økonomiske kredsløb. Derfor kræver det ekstra anstrengelser at bedrive kritisk tænkning. Vi må søge det engagerede nærvær og modet til at tale magten imod, tage virkeligheden alvorligt, hvis vi vil skænkes værdighed. Vi må indse, at den virkelighed, vi får udleveret hver eneste dag, er en begrænset model. Vi må finde den aggressive intelligens frem, så vi ikke stiller os tilfreds med ligegyldigheder. Det handler om at blive i stand til at drage domme og dermed at kunne drage omsorg for sig selv, den anden og verden.

Det er ikke nok at mene det rigtige, man må bringe sig i spil og satse.

Man må åbne sig for verden, gå den modigt i møde og trække sig tilbage fra alle de hylende idioter. Tabere er der nok af, vi har ikke brug for flere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Finder to ansatte i politiet selv på at tage Tibet-flag fra demonstranter?

Rune Lund
Det virker urealistisk, at ansatte længere nede i rækkerne hos politiet på egen hånd skulle have taget en beslutning om at påtage sig et stort handelsmæssigt og udenrigspolitisk ansvar.

Blog: Den nye elite vil trylle Norge om til United States of Norway

Mikael Jalving
Her kommer historien om arbejderpartistaten, der afskaffede Norge for at blive en flerkulturel indvandrerstat efter amerikansk forbillede.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her