Klæd sundhedsvæsnet på til at behandle migræne rigtigt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er i øjeblikket op til tre års ventetid på at blive behandlet for kronisk hovedpine i det offentlige sundhedsvæsen. På trods af en behandlingsgaranti på 30 dage.

Migræne er en folkesygdom og den tredjehyppigste lidelse i Danmark. 640.000 danskere lider af migræne, og 200.000 er så hårdt ramt, at de ikke kan passe et normalt arbejde. Alligevel oplever mange patienter, at de ikke møder forståelse for deres sygdom og for, hvor meget den fylder i hverdagen.

Tre ud af fire migrænepatienter er kvinder og måske derfor har sygdommen fået det misvisende øgenavn ”Maude-komplekset” efter den fine frue i tv-serien ”Matador”, der konstant går op og lægger sig, hvis noget går hende imod. Et øgenavn, der er med til at tegne et fuldstændig forkert billede af livet med migræne, da Maude slet ikke led af migræne, men var et udtryk for datidens ”sengedamer”. Og øgenavnet er også et udtryk for, at mange, også inden for sundhedssystemet, ikke tager sygdommen tilstrækkeligt alvorligt, men i stedet ser den som symptom på noget andet, der er galt.

Migræne er en sygdom i hjernen. Når du har migræne, oplever du typisk tilbagevendende anfald af kraftig og pulserende hovedpine, der ofte bliver ledsaget af kvalme, opkast, flimren for øjnene og udtalt lyd- og lysfølsomhed. Et migræneanfald kan vare fra fire timer til 72 timer, og i de værste tilfælde får migrænepatienterne et eller flere anfald hver uge.

Samlet set findes der 200 forskellige former for hovedpine. Migræne og spændingshovedpine, som langt de fleste oplever af og til, er de mest udbredte former. En ud af ti migrænepatienter har kronisk migræne. Det betyder, at de har mindst 15 hovedpinedage om måneden. Det er altså en sygdom, som kan gå hårdt ud over den enkeltes dagligdag og livskvalitet.

Sygdommen bliver da også betragtet som den syvende mest invaliderende sygdom i verden ifølge den internationale rangliste over sygdomme Global Burden of Disease Survey 2010.

Under halvdelen af migrænepatienterne er diagnosticeret, og over halvdelen af patienterne har helt opgivet behandlersystemet. Alt for mange patienter ved ikke, at de kan få hjælp til at håndtere deres migræne eller ved ikke, hvor de skal gå hen for at få den. Mange oplever desuden, at de går i gang med behandlinger, der ikke virker, og falder derfor fra.

Migræne kan ikke helbredes, men det er muligt at behandle symptomerne, så patienterne ikke invalideres af sygdommen. Det kan være i form af akut anfaldsbehandling eller en forebyggende medicinsk behandling.

Sundhedssystemet er dog ikke klædt godt nok på til at vejlede patienterne. Hvis migrænepatienter endelig bliver diagnosticeret og taget hånd om, er der gerne to-tre års ventetid på specialbehandling. Det er fuldstændig uhørt. Både for den enkelte patient og for samfundet som helhed.

Konsekvenserne af migræne rammer nemlig bredere end den enkelte patient og familien. Hovedpine og migræne er skyld i mere end 700.000 sygedage om året og koster mere end 1,2 mia. kr. alene i tabt produktion. Mere end 5 pct. af alle besøg hos praktiserende læger skyldes migræne. Og hvert år bliver 73 mennesker tilkendt førtidspension på grund af migræne.

Migræne starter desuden oftest i de mest produktive leveår og rammer hårdest i gruppen af 35-54 årige. Mange af de unge, der får migræne, oplever, at de ikke kan gennemføre deres uddannelse på grund af migræne.

Migræne og kronisk spændingshovedpine er altså dyrt for samfundet, og også derfor er det afgørende, at de mennesker, der lider af sygdommene, får den optimale behandling.

»Der er generelt et meget stort og udækket behov for specialiseret hovedpinebehandling i hele landet,« skrev sundhedsminister Karen Ellemann i et svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg 11. maj.

Det er afgørende, at der kommer handling bag ordene hurtigst muligt, så det behov bliver mødt.

Men hvordan skal vi gøre?

En hurtig – og god – løsning kunne i første omgang være at oprette flere nye stillinger. Vi har kvalificerede folk med stor interesse i behandling af hovedpine og solid videnskabelig produktion, som vi meget gerne ville ansætte, hvis der var stillinger til dem. Da der er en meget høj uddannelsesaktivitet på Dansk Hovedpinecenter, er det muligt at skaffe danske eksperter til at fylde hullerne.

Desuden skal flere fagfolk inden for sundhedsvæsenet klædes bedre på til at håndtere migrænepatienter.

Det kan vi gøre ved at samle al vores viden i et nationalt videnscenter, der kan varetage både forskning, behandling og formidling. Et lignende center har f.eks. været en stor succes på demensområdet.

Videnscentret kan rådgive om hovedpinetyper, belastende faktorer, skånebehov og sociale aspekter. Både til den brede befolkning, kommunalt ansatte og faggrupper som praktiserende læger eller sygeplejersker. Centret kan f.eks. arrangere kurser med det formål at uddanne i hovedpinediagnostik, behandling og organisering af hovedpineklinikker og at uddanne sundhedspersonale i f.eks. kvalitet i behandlingen, rehabilitering, pleje m.m.

Et sådant center vil være med til at sikre hurtigere, bedre og mere korrekt vejledning af migrænepatienter, og det vil vise det store antal migræne- og hovedpinepatienter, at vi tager deres sygdom alvorligt.