*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Psykiatrien må nytænkes

Somatiske sygdomme kan måles, og målrettet behandling iværksættes. Med psykiatriske lidelser forholder det sig anderledes. Det kræver nytænkning.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Lægemidlet penicillin er en af de største succeshistorier inden for medicin, og dets anvendelse har betydet en markant nedgang i dødstal pga. infektionssygdomme.

Medicinpræparater til psykiatrisk sygdom introduceredes i halvtredserne, og der er sket en kraftig udvikling i antallet og salget af disse psykofarmaka lige siden. Men antallet af psykiatriske patienter i samme periode er steget voldsomt.

Mens årsagerne til infektionssygdomme som oftest kan fastslås ved objektive målinger og herefter behandles målrettet, så kan sådanne objektive og målbare årsager til psykiatriske sygdomme ikke registreres objektivt.

Diagnosen på en psykiatrisk sygdom grunder sig på psykiaterens/lægens tjekliste og vurdering af patientens udsagn om sine tanker, følelser og vilje, som disse tager sig ud i patientens bevidsthed.

Vi ved ikke meget om bevidstheden, men kan vel forsigtigt med Søren Kierkegaard sige, at den indeholder både et materielt aspekt, som principielt kan måles fysisk/kemisk, og et element af frihed: Vi kan træffe valg og tænke tanker, som ikke bare kan tilskrives fysisk/kemiske lovmæssigheder, hvis vi da vil indrømme os selv muligheden for at kunne stå til ansvar for vores handlinger.

Dette svært forståelige forhold mellem to tilsyneladende uforenelige størrelser i vores bevidsthed forholder sig samtidig til sig selv. Det er selve kernen i vores bevidsthed, at vi forholder os til os selv. For hvor ellers i naturen og tingsverdenen finder vi forhold, der forholder sig til sig selv.

Denne særegenhed ved den menneskelige bevidsthed udgør kernen i, hvorfor den medicinske sygdomsmodel ikke fyldestgørende opfanger, hvad psykisk sygdom er.

Psykiatriens medicinske sygdomsmodel sværger til, at psykiatrisk sygdom må have en fysisk/kemisk årsag, men man kan ikke finde og måle denne årsag. Psykiatrien må derfor overvejende stille sine diagnoser ud fra patientens subjektive beretning om, hvorledes der ser ud i dennes bevidsthed. Man spørger sådan set i øst om forhold, der skal ændres i vest. Det giver stor usikkerhed i at stille en diagnose, hvor også diagnosekriterierne er vage og subjektive. Man kan således risikere at få to forskellige diagnoser hos to forskellige psykiatere. Hertil kommer, at diagnosen ofte vil ændres gennem et patientforløb.

Den usikre diagnose på en sygdom, hvor man ikke kan måle objektive fysisk/kemiske balanceproblemer i hjernen, bruges så til at inducere et medikament, som afstedkommer ændring af et ukendt antal balanceforhold i hjernen samtidig med, at det skaber afhængighed og adskillige skadevirkninger på både krop og bevidsthed.

Psykiatriens brug af psykofarmaka bliver derved helt afhængig af på meget sikkert grundlag at kunne påvise, at der sker en mærkbar forbedring for patienten.

Er det så veldokumenteret, at de forskellige psykofarmaka har en positiv effekt?

Tidligere chefredaktør ved New England Journal of Medicine Maria Angell skriver: »Jeg har brugt det meste af mit professionelle liv på at evaluere kvaliteten af klinisk forskning, og jeg mener, den er særligt ringe i psykiatrien. Industrisponsorerede studier (...) bliver selektivt offentliggjort, er ofte kortvarige, er designet til at favorisere lægemidlet og påviser så små gavnlige virkninger, at de formentlig ikke opvejer de langsigtede skader.«

Professor ved Københavns Universitet Peter Gøtzsche med speciale i, hvorledes forsøgsdesign bedst muligt udformes for at give gyldig viden, har gennemgået en stor del af den tilgængelige forskning vedrørende brug af de fem hovedgrupper af psykofarmaka og konkluderer i sin bog: ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse” (ss.309-11):

»Da antidepressiva sandsynligvis ikke virker, hvorimod de giver mange skader, herunder dødsfald, personlighedsændringer, seksuelle forstyrrelser og afhængighed, skal vi ikke bruge dem overhovedet.«

»Vi bør heller ikke bruge adhd-medicin. De kan ganske vist give kortvarig lindring, men er direkte skadelige, når de anvendes i længere tid, hvilket næsten altid er tilfældet.«

»Antipsykotika dræber mange mennesker og ødelægger mange flere menneskers liv, og det er sandsynligt, at vi kunne bruge benzodiazepiner til de samme indikationer.«

»Demensmidler bør ikke anvendes, da de ikke virker og er temmelig skadelige.«

»Benzodiazepiner og lignende stoffer er også meget skadelige, men vi har brug for lægemidler til beroligelse i akutte situationer, og de er mindre skadelige end antipsykotika.«

»Det nuværende forbrug af psykofarmaka kunne reduceres med 98 pct.«

En undersøgelse foretaget af WHO i 1960-erne sandsynliggør, at langtidsprognosen for en person diagnosticeret med svær psykiatrisk sygdom er bedre i ulande end i ilande. Dette overraskende resultat kan nærliggende tilskrives den manglende eller mindre medicinudskrivning i ulandene og indikerer, at psykofarmaka kan hæmme eller fastfryse muligheden for spontane helbredelsesprocesser i patientens egen bevidsthed.

Den medicinske psykiatri bevæger sig på lerfødder. Hvad kan der gøres?

Området kalder på uafhængig forskning i psykofarmakas virkning, hvor forskerne er uafhængige af økonomiske bindinger til medicinalindustrien, og hvor vurderingskriterierne for evt. bedring i patientens tilstand beskrives på forhånd og ikke ændres undervejs, hvor der ikke tilbageholdes ugunstige forsøgsresultater, hvor der i kontrolgruppen (placebogruppen) ikke findes patienter på aftrapning for psykofarmaka med deraf følgende abstinenssymptomer, hvor undersøgeren af patientens tilstand ikke kan se, om patienten tilhører placebogruppen eller forsøgsgruppen, hvor forsøgspersonens egen vurdering inddrages.

Offentlige kontrolinstanser på sundhedsområdet burde ikke have ansat personer med økonomiske forbindelser til medicinalindustrien. Diagnosesystemer burde ikke være resultat af forhandling mellem forskellige interesseparter, slet ikke når nogle af parterne har økonomiske interesser i medicinalindustrien. Et grotesk eksempel på udvidelse af en diagnosekategori, som kan udvide markedet for bestemte typer medicin, findes i det amerikanske DSM-system: I DSM-III fra 1980 defineres sorg som sygdommen depression, hvis den varer mere end et år. I DSM-IV fra 1994 defineres sorg som depression, hvis den har varet mere end to måneder. I 2013 i DSM-V defineres sorg som depression, hvis den har varet mere end to uger!

Som i Norge kunne man arbejde på en model, hvor den enkelte psykiatriske patient selv kunne vælge, om vedkommende ønsker medicinbehandling eller psykoterapi. I det hele taget burde den enkelte psykiatriske patient tages langt mere alvorligt end nu.

Patientens rettigheder er et ømt punkt. FN tydeliggjorde i 2014, at medlemslande i henhold til erklæringen om menneskerettigheder skal arbejde hen mod at afskaffe tvangsbehandling og tvangsindlæggelse. Der skal ske en omfattende efteruddannelse af sygeplejersker, pædagoger m.fl. i psykoterapi sideløbende med, at der til erstatning for de store statshospitaler oprettes centre, hvor det primære fokus er den indlagte eller ambulant tilknyttede patients bedring i et miljø kendetegnet ved empatisk omsorg fra personale uddannet i samtale og psykoterapi. Herunder oprettelse af centre til nedtrapning af medicinforbrug for psykiatriske patienter. De her stillede forslag skal selvfølgelig nøje gennemtænkes, udvikles og skærpes, hvis de skal komme til at fungere. De har først og fremmest til hensigt at bedre forholdene for de psykiatriske patienter, at give dem menneskeværd tilbage og holde så mange som muligt uden for medicinering, så flest muligt efter en kriseperiode kan vende tilbage til et jævnt og muntert liv på jord.

De skitserede ændringer burde kunne holdes inden for nuværende udgiftsrammer til psykofarmaka og psykiatrisk behandling. I en overgangsfase må der afsættes ekstramidler til efteruddannelse af personale og til uafhængig forskning.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: 7,5 procent er virkeligheden, Anders Samuelsen

Siddik Lausten
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd?

Kommentar: Har Donald Trump gebis? Husk spørgsmålstegnet!

Et medie må aldrig blive en aktør. Så enkelt er det, om end det i tilfældet Trump kræver en særlig selvdisciplin. Man kan også bare kalde det professionalisme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her